Om Karen

Jeg er født i 1980 og uddannet jurist i 2005. Jeg har både som barn, studerende og som dansk diplomat boet og arbejdet i mange lande og byer, men vendte tilbage til Danmark i 2012. For tiden bor jeg i København med min hund og tæt på min familie.

Jeg vil arbejde på at være en tilgængelig og åben politiker. Åbenhed gælder mine økonomiske forhold i mit politiske arbejde og de kontakter og møder, som jeg har som politiker. Politiske kollegaer fortæller mig, at jeg er arbejdsom, reflekterende og kritisk over for “sådan plejer vi”.

Mine erfaringer fra udlandet har vist mig, at man kan gøre ting på mange måder. Jeg vil tage de bedste ideer fra verden med for at vi kan lære af dem. Jeg ved, at Danmark ikke behøver at opfinde den dybe tallerken igen hver gang!

Jeg vil bevare det, som har gjort Danmark kendt over hele verden for den gode livskvalitet med plads til fællesskab, forskellighed og lighed. Danmark skal være åben mod verden og tage imod mennesker som har lyst til at bidrage til Danmark.

Jeg er optaget af hvordan digitalisering, netværk og analyser af data har ændret hvordan vi lever på i dag og kommer til at ændre den endnu mere, men ofte står jeg tilbage med en fornemmelse af, at beslutningstagerne ikke forstår udviklingen eller teknikken. Derfor mener jeg, at der er behov for politikere, som prioriterer disse områder.

Jeg er dansker, europæer og verdensborger. Mere end nogensinde hænger Danmark sammen med Europa. EU gør livet nemmere, hvilket Brexit tydeligt viser. Vejen til en bedre verden går gennem samarbejdet i EU. Der kan vi få størst indflydelse på verden. Her vil min arbejdserfaring fra de europæiske institutioner og udenrigsministeriet komme mig til gavn og kan jeg bruge til at hente viden og inspiration udefra til gavn for Danmark og dansk indflydelse.

Under mine jurastudier læste jeg et år i Frankrig, hvor jeg specialiserede mig i EU og international ret. Derefter var jeg i praktik på den danske EU-repræsentation og i EU-Kommissionens juridiske tjeneste, hvor jeg fik knyttet praksis til teorien.

Efter mere end 10 år i Udenrigsministeriet, arbejdede jeg med persondatabeskyttelse hos Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fra august 2017 frem til december 2018. De næste par måneder har jeg taget orlov fra arbejdsmarkedet for at koncentrere mig om valgkampen.

Jeg blev i 2017 valgt til Borgerrepræsentationen i København. Jeg ønsker, at København skal vokse og leve, men jeg vil gå kritisk til den nuværende udvikling af byens vækst og arbejde for fremskridt, der bevarer byens sjæl; det, der er unikt, og som har gjort København kendt over hele verden. Den gode livskvalitet med plads til mennesker, cykler, natur og havnebade. København skal være åben mod verden og tage imod mennesker, som har lyst til at bidrage til byen og til verden i København.

Jeg har både som studerende og som dansk diplomat boet og arbejdet i mange byer, men er vendt hjem til København, hvor min familie har boet i generationer. Min mor voksede op i Valby med en afstikker til Nyhavn, min far på det ydre Østerbro. Jeg bor selv på Islands Brygge med min hund og tæt på min familie.

Karen på Twitter