Berøringsangsten er monumental, når det kommer til at sikre rettigheder for prostituerede – også i EU. Det skal vi gøre bedre, skriver medlem af Europa-Parlamentet,
I dag er det Kvindernes Internationale Kampdag. Og sandelig, der er meget at kæmpe for. Et af de områder, hvor kampen måske er mindre synlig – men ikke mindre vigtig – er, når det kommer til rettigheder for sexarbejdere.
Sidste år i september stemte vi om EU-rapporten om regulering af prostitution. Jeg stemte imod, og det var og er der flere grunde til. Jeg var ikke alene; der er stor uenighed om at finde en europæisk tilgang til regulering af sexarbejde.
Europa-Parlamentets arbejde med regulering af prostitution tager ikke højde for erfaringerne fra fremtrædende menneskerettighedsorganisationer – eller sexarbejderne selv. Efter min mening er det helt skævt ikke at inddrage de mennesker, man regulerer.
Jeg har i de år, jeg har siddet i Europa-Parlamentet, i vidt omfang lyttet til erfaringerne fra sexarbejdere, fra gadeadvokater, der arbejder på stedet med mennesker, der er involveret i seksuel udnyttelse og samtykkende sexarbejde, og fra sexarbejderalliancer i Europa.
For det er bydende nødvendigt, at vi forstår, hvem de mennesker er, som vi lovgiver om, hvad de grundlæggende årsager til deres stilling er. Hvad deres behov er i øjeblikket, og hvilke primære spørgsmål vi bør tage fat på i 2024.
Hvorfor ikke give sexarbejdere rettigheder?
Sexarbejde er en kendsgerning. Det findes. Det forsvinder ikke. Vi er nødt til at medtage muligheden for at afkriminalisere sexarbejdere for at sikre, at de har adgang til retfærdighed, sundhedspleje, sikkerhed og sociale ydelser.
Vi er nødt til at sikre beskyttelse mod vold og tvang, ordentlig social støtte såsom boliger, økonomiske muligheder og exitmuligheder, der kan styrke dem, der måtte vælge at ændre deres arbejdsområde. Alligevel foretrækker flertallet på europæisk niveau at agere, som om man kan forbyde sig til at få sexarbejde til at forsvinde. Det er ærgerligt og gammeldags.
Sexarbejde fører ikke til kriminalitet, men kriminalitet kan føre til tvungen prostitution
I den politiske samtale om sexarbejde er der mange sammenblandinger af begreber. For eksempel er det gængs praksis at sammenkæde prostitution med kriminelle netværk. Men det er vigtigt at slå fast, at seksuel tvang i sexarbejde IKKE sker som et resultat af sexarbejde. Det sker derimod som et led i og er et resultatet af kriminel aktivitet. Lovgivning mod sexarbejde vil hverken efter min mening eller erfaringerne fjerne sexarbejde. Det vil derimod fjerne det fra offentligheden og drive det ind i skyggerne, hvor det er langt farligere for de involverede mennesker.
Og ja: Menneskehandel i prostitution finder sted. Det gør illegal handel med våben, narkotika, forfalskede produkter, rengøringspersonale og meget andet også. Fordi det kan betale sig.
Men både WHO, Amnesty og European Sex Workers Alliance (ESWA) har gentagne gange påpeget, at forbindelsen mellem en legalisering af sexarbejde og menneskehandel ikke er reel. Menneskehandel skyldes organiseret kriminalitet – ikke lovgivning.
Ikke bare kvinder
Det er – også på en 8. marts – vigtigt at understrege, at de fleste mennesker, der er involveret i sexarbejde og seksuel udnyttelse ganske vist er kvinder og piger, men transkønnede og LGBTQI+-personer er endnu mere sårbare og marginaliserede. Dem må vi ikke glemme i debatten.
Nej, der er ikke sket store fremskridt, siden Parlamentet udarbejdede sin sidste betænkning for 10 år siden. Heller ikke siden jeg tiltrådte som EU-parlamentariker for fem år siden. Det er ikke godt nok.
Og uagtet at jeg ikke genopstiller til parlamentet, har jeg ikke tænkt mig at lade emnet ligge. Dertil er det for vigtigt. Også i dag. For Kvindernes Internationale Kampdag er for alle kvinder – også dem, der har valgt et erhverv, som mange helst vil lukke øjnene for og lade som om ikke findes.
Dette debatindlæg, som blev publiceret i POV International den 07.03.2024.