Ungarn får 7,5 mia. euro af EU-Kommissionen, selv om landet på ingen måde opfylder retsstatsprincipperne. Derfor sagsøger EU-Parlamentet nu Kommissionen for at have udbetalt pengene.

Det kan jo lyde helt vanvittigt, at to demokratiske institutioner, der bor dør om dør, og som mange sikkert ikke på stående fod kan beskrive forskellene på, render rundt og sagsøger hinanden. Men ikke desto mindre har vi i Europa-Parlamentet truffet netop den beslutning. Det skete i parlamentets retsudvalg 11. marts – med overvældende flertal.

Og det er en beslutning med stor betydning. Selve sagen om de indefrosne EU-midler til Ungarn har tråde til krigen i Ukraine, som naturligvis er af stor betydning, også for os EU-parlamentarikere. I december måned skulle EU’s stats- og regeringschefer således diskutere, om EU skulle påbegynde optagelsesforhandlinger med Ukraine. En diskussion, der også vurderedes at have stor symbolsk betydning, idet mødet lå i tæt forbindelse med 2-års dagen for Ruslands forkastelige invasion af Ukraine. Men Viktor Orbán, Ungarns kontroversielle premierminister, havde allerede inden topmødet meddelt, at han ville nedlægge veto mod optagelsesforhandlinger.

EU har over en længere periode indefrosset og tilbageholdt mange milliarder euro i støtte til Ungarn – netop fordi landet under Orbáns ledelse bevisligt har store problemer med at opfylde de basale retsstatsprincipper.

Men netop dagen inden det vigtige topmøde i december havde Ungarn ifølge EU-Kommissionen pludselig alligevel opfyldt retsstatsprincipperne i en sådan grad, at pengene blev frigivet. Kommissionen har kaldt timingen tilfældig, men vi er mange, der mener, at den kontroversielle godkendelse var både forkert og langtfra tilfældig.

Ungarn er endnu langt fra at opfylde de krav, der handler om bekæmpelse af korruption, uafhængighed af domstolene og mediefrihed. Og det er ærlig talt dybt bekymrende, at EU-Kommissionen har ladet sig afpresse af Orbán til at frigive midler på anmodning fra Rådet. Også selv om formålet var at sikre opbakning til de vigtige EU-optagelsesforhandlinger med Ukraine. Et sådant knæfald er ikke at tage situationen i Ungarn – eller Ukraine – alvorligt.

Vi i Europa-Parlamentet bør ikke acceptere, at Rådet udvikler en praksis, at en statsleder holder de andre 26 gidsler på en afgørelse med enstemmig, indtil der bliver betalt af Kommissionen ved kasse 1.

Vi er mange, der mener, at den kontroversielle godkendelse var både forkert og langtfra tilfældig

I Parlamentet har vi med vedtagelse af retsstatsmekanismen fra 2020 netop sikret, at vi har redskaber som indefrysning af EU-midler, der kan benyttes, når medlemsstater vægrer sig mod at opfylde og beskytte de helt grundlæggende værdier, som EU er bygget på. F.eks. bekæmpelse af korruption, uafhængighed af domstolene og mediefrihed. Ungarn lever ikke op til disse værdier, og det er skammeligt, at landets premierminister har kunnet tage EU som gidsel på den måde, det er sket her.

Ungarn er ikke det eneste eksempel på Kommissionens tilbøjelighed til at bøje sig for problematiske statsledere. I aftalerne med Tunesien og Egypten betaler EU milliarder af euro til disse ikkedemokratiske regimer for at stoppe migrationen. Med denne tilgang risikerer Kommissionen at styrke autoritære regimer og svække demokratiske kræfter med skatteydernes penge.

EU-Kommissionen skal stoppe med at lade sig presse af problematiske statsledere. De skal stå fast på EU’s værdier og principper og ikke bøje sig for Orbán eller bestikke sig ud af problemer. Derfor bakker jeg helt og holdent op om beslutningen om at sagsøge EU-Kommissionen – selv om det måske lyder lidt mærkeligt, at en del af EU sagsøger en anden.

Dette debatindlæg, som blev publiceret i Politikken den 22. marts 2024 kl. 16.08