Et område i det sydlige Kaukasus, Nagorno-Karabakh, er et territorium med historisk betydning og en overvejende etnisk armensk befolkning. Desværre er dette område for atter gang et midtpunkt for en vedvarende konflikt. På tragisk vis blev det ulovligt overtaget af Aserbajdsjan, og som har ført til fordrivelser og lidelser for befolkningen i området. Denne humanitære krise kan EU ikke tillade sig at være en passiv tilskuer på længere.

Det armenske folk lider og det er på tide at EU omsætter ord til handling. Hvert liv der går tabt og hver familie der bliver revet fra hinanden kræver vores fulde opmærksomhed. Grusomhederne i Nagorno-Karabakh er et skræmmende vidnesbyrd om hvad prisen for vores passive tilgang til  udenrigspolitik kan være.

En humanitær krise i Nagorno-Karabakh

Situationen er slem. Over 65.000 fordrevne søger nu tilflugt i Armenien og ser desperat til os som deres sidste håb. Da Aserbajdsjan ulovligt overtog Nargono Karabakh, (altså et område ca. halvt så stort som Sjælland) hvor etniske armeniere har boet og levet siden Sovjetunionens opløsning, blev præsidenten for Nagorno-Karabakh Samvel Shahramanyan tvunget af Aserbajdsjan til at opløse alle statsinstitutioner og organisationer i området. Dette har forvandlet Nargono Karabakh fra en demokratisk republik til en lovløs enklave.

Uskyldige civile flygter for deres liv, og de, der ikke formår at flygte risikerer en skæbne der er næsten for smertefuld at forestille sig. Dette er ikke længere blot en politisk konflikt; det er blevet en kamp for fundamentale menneskerettigheder og meningsløse drab.

EU-Rådets uforklarlige tavshed

Den Europæiske Råd bør ikke blot tage et standpunkt og sørge for, at den nødvendige humanitære hjælp til de etniske armeniere der er fordrevet fra Nagorno-Karabakhs område, men også på det aller kratigste sanktionær Aserbajdsjan. EU-Rådets tavshed kan hverken ignoreres eller undskyldes. Uger er gået siden konflikten brød ud igen siden 2020, og vi har stadig ikke hørt en klar og tydelig udmelding fra EU-Rådet om hvordan de vil håndtere Aserbajdsjans åbenlyse overtrædelser af international lov.

Denne uforklarlige tøven er uacceptabel.

Hvordan kan vi i EU påstå at arbejde for menneskerettigheder, sikkerhed og velstand når vores øverste beslutningsorgan ikke kan blive enige om at udsende en simpel erklæring? Vores EU-ledere må nu tage et standpunkt og sørge for at beslutninger bliver truffet. Konsekvensen af dette passivitet kan føre til en stigende anti-EU-stemning i Armenien og styrke Putins brutale politik i regionen.

Dette er en risiko som vi ikke har råd til at løbe. Og det er en risiko vi ikke kan pålægge de etniske armeniere i Nagorno-Karabakh. De fortjener bedre end at forblive Putins marronet dukker.

Ruslands Dobbeltspil i Syd-Kaukasus

De seneste såkaldte “fredsforhandlinger” mellem Nagorno-Karabakh og Azerbajdjan, (med Rusland som ”mægler”) afslører en farlig magtspil der bør vække vores dybeste bekymring. Formelt set har Rusland og Armenien haft relative gode relationer grundet deres sproglig og kulturelle bånd fra dengang landende var i Sovjetunionen. Men i stigende grad har Rusland spillet en tvivlsom rolle i forhandlingerne til fordel for Azerbajdjan, på trods af de åbenlyse krigsforbrydelser i Nagorno-Karabakh. Men hvorfor det? Armenien har i gennem de seneste år haft gode relationer til EU – og vi har senere fundet ud af at Armenien overvejer at tilslutte sig Den Internationale Straffedomstol, hvilket Rusland advarer imod.

Dette skyldes nemlig at det ville forpligte Armenien til at anholde Ruslands præsident Vladimir Putin hvis han nogensinde besøger landet igen på grund af en ICC-arrestordre for krigsforbrydelser i Ukraine. Putin betragter denne beslutning som fjendtlig over for Rusland og advarer om en voksende kløft mellem de to lande.

Det er afgørende at Armenien forstår, at Rusland ikke er deres ven. Rusland prøver at bøje Armenien, såvel som andre lande i Syd Kaukasus til Putins vilje.

En klar opfordring til handling:

Vores politiske holdning skal være utvetydig og fast i lyset af den potentielle eskalation i regionen. Jeg mener at EU rådet må straks invitere den armenske præsident Vahagn Khachaturyan til Bruxelles for at bekræfte vores forpligtelse til en positiv forandring i landet som i væk fra afhængigheden af Rusland som ikke tjener det armenske folk.

Selvom at den Europæiske Kommission for nylig ydede humanitær bistand til Nagorno-Karabakh er det langt fra tilstrækkeligt. Vi som en samlet EU, må stå fast på vores værdier – også selv når vi står over for økonomiske interesser. Nu mere end nogensinde må vi straks gøre brug af vores sanktionsmekanismer og stoppe med at indgå gasaftaler med autoritære regimer som Azerbajdjan.

Når vi reflekterer over de seneste begivenheder må vi huske, at vores fælles mål er en fremtid med fred og velstand for Armenien og den sydkaukasiske region som helhed.

Handlingen skal ske nu før det bliver endnu sværere.

Næste uge i Strasbourg vil jeg understrege vores moralske forpligtelse og betone behovet for EU’s intervention. Tiden er inde til at vi må på europæisk niveau hæve os over politiske skel og arbejde sammen mod et stabilt, velstående og sikkert Armenien.