Fra i dag, onsdag d. 1. juli, overtager Tyskland formandskabet af Rådet. I de første seks turbulente måneder af 2020 har det været den kroatiske regering, der har svinget diregentstokken til rådsmøderne, men nu tager Merkel og Co over som det tyske formandsskab for EU. Jeg tror på, at det er godt nyt for Europa. Læs herunder hvorfor.

Hvad betyder formandskabet i rådet?

Rådet består af alle EU-landendes regeringer. Sammen med Europa-Parlamentet vedtager Rådet EU-love, der bliver fremlagt af EU-kommissionen. EU-landende skiftes til at sidde ved bordenden til rådsmøderne et halvt år ad gangen. Det land som sidder med formandsskabet leder møderne i Rådet og har en unik mulighed for at præge den politiske retning, EU bevæger sig i. Sidste gang Danmark var formand var i 2012, og nu er turen altså kommet til Tyskland.

Det tyske formandskab er godt nyt

Vi har alle mærket, hvordan første halvdel af 2020 har været en hård omgang. I februar troede vi, at de forfærdelige skovbrande i Australien ville 2020’s skelsættende øjeblik. Siden har vi både balanceret på en knivsæg mellem diplomati og storkrig mellem USA og Iran, set hvordan autokratiske kræfter i Polen og Ungarn har fastnet deres greb om magten og selvfølgelig; en global pandemi. Jeg tror, at det tyske formandskab kommer på et vigtigt og godt tidspunkt i europæisk historie. Der ligger store opgaver forude. Indenfor de næste seks måneder skal europæiske ledere i Bruxelles og medlemslandene både nå, at enes om en genstart af den europæiske økonomi efter Corona og EU’s finanslov for de næste syv år, den såkaldte MFF.

Jeg tror, det tyske formandskab kan give stabilitet  – både herhjemme i Europa og ude i verden. Og jeg tror det kan vise sig at være altafgørende for at EU, når i mål med vores klimamålsætninger. Tyskerne har gjort det klart, at Europas økonomi skal genstartes uden at miste blikket for de målsætninger, vi i Europa har sat for os selv: Fokus på digitalisering, klimaforandringer og reformer af det fælles arbejdsmarked.

Et grønt tysk formandskab

Jeg håber og tror på, at det tyske formandsskab kan betyde en længeventet håndsrækning til klimaindsatsens på EU-plan. Det tyske formandsskab har gjort det klart, at EU ikke må slække på klima-ambitionerne i skyggen af Corona-pandemien. Blandt andet er det fornyeligt kommet frem, at Merkel sammen med den franske præsident Macron udgør fællesfront i ønsket om en fælles europæisk CO2-afgift på varer på klimabelastende varer importeret udenfor EU. Det tror jeg, er afgørende for at europæiske virksomheder ikke bare flytter deres produktion ud af unionen, hvis de ikke har lyst til at leve op til de europæiske standarder for miljø- og klimabeskyttelse.

MFF’en: Størrelse og gørelse

Tyskerne overtager formandsskabet et halvt år efter, at EU’s syvårige finanslov, MFF’en, egentlig skulle have været forhandlet på plads. Men mange medlemsstater, herunder Danmark har været uvillige med udsigten til måske at skulle kaste lidt mere i den europæiske fælleskasse. Jeg synes, Mette Frederiksens position er beklagelig. Når man udelukkende har øjne for finansministeriets regneark, tager man ikke højde for de milliarder, der havner tilbage i danskernes lommer takket være det danske EU-medlemsskab.

For mig handler det derfor ikke, om størrelsen på checken, men om hvor klogt vi bruger pengene, og her skal radikale prioriteter som klima-kampen og retssamfundet vægte højt, når vi fordeler euroerne. Jeg er glad for at høre, at Merkel og jeg deler et ønske om at holde EU på det grønne spor og gerne sætte fart i omstillingen. Jeg tror på, at det tyske formandsskab vil turde insistere på at sætte baren højt.

Men vi er også nødt til at have øje for udviklingen i visse lande i Centraleuropa, særligt Ungarn og Polen. Vi skal betinge modtagelse af EU midler med overholdelse af grundlæggende europæiske værdier. Polen udnyttede forsamlingsforbuddet under pandemien til at liste en endnu strammere abort-lovgivning igennem, uden polakker havde mulighed for at demonstrere i gaderne. Det er kæmpe slag for demokratiet og for kvinders rettigheder. Samtidig lader Ungarns præsident Viktor Orban ikke til at sky nogen midler for at stå stærkere på magten.

Sammen med flere af mine danske kolleger i Europa-Parlamentet skrev jeg tilbage i maj dette indlæg til Avisen Danmark, om at MFF’en skal straffe lande, der ikke lever op til europæiske idealer for frihed, demokrati og lige rettigheder. Jeg håber, at det tyske formandsskab kan tale medlemslandene op, så EU sætter foden ned overfor den ungarske og polske regering.

Genstart: En saltvandsindsprøjtning til europæisk økonomi

På tapetet indenfor den nærmeste fremtid er også forhandlingen af ‘EU recovery package’ under titlen Next Generation EU- en genstart af europæisk økonomi efter Corona-pandemien. Det tyske formandskab har gjort det klart, at digitalisering, klima og arbejdsmarked skal indtænkes i den endelige løsning. Det er vigtigt for mig, at genstarten ikke kun kommer dele af unionen til gode, men at Europa løfter samlet i flok. Herhjemme i DK har lydt mange skeptiske røster om, at genstarten ville være det samme som at udskrive en blankocheck til Sydeuropa.

Jeg forstår bekymringen, men det er ikke tilfældet for det udspil, Kommissionen har fremlagt. Penge fra den såkaldte ‘recovery fund’ er betinget af, at projekterne lever op til en række målsætninger. Blandt andet at projekterne efterlever kravene i den europæiske grønne pagt, Green Deal, som vi færdigforhandlede i parlamentet tilbage i januar. Det er ikke svært at forestille sig, at pengene på den måde kan havne i danske lommer, når store grønne virksomheder som Vestas og Ørsted byder ind.

Afrunding

På gangene i Bruxelles kan man skimte det lysegrønne håb om, at både genstarten og EU’s syvårige finanslov kan forhandles på plads i Rådet i løbet af juli. Jeg tror, at det bliver svært. Men fra min plads i parlamentet vil jeg skubbe på for, at Europa bliver så grønt og så retfærdigt som muligt.