Københavner klumme: Ser du noget, så gør noget!

Min seneste Københavner klumme for Berlingske:

Uanset overvågning og kampagner føler vi os stadig utrygge i København. Lad os finde på noget nyt. Lad os i København gøre noget, når vi ser noget. Videoovervågning forhindrer ikke hverken hærværk, overfald, eller tyveri, men det kan du. Vi har alle et ansvar for at skabe et trygt samfund for os selv og hinanden. Derfor ser du noget, så gør noget!

Under en gåtur med hunden på Christianshavns Vold for nylig så jeg en ung mand og hans kæreste, der var i gang med at save i træerne. Jeg konfronterede det unge par og forsøgte at stoppe naturskænderiet – for selvom jeg ikke er meget større end tobak for en skilling, tror jeg alligevel på, at hvis jeg kan blande mig, så kan du også.

Tryghed i hverdagen og tillid til hinanden er ikke noget som vi kan tage for givet, men det er noget, som vi kan være med til at skabe. Det starter i det små. Hvordan vi taler til hinanden, hvordan vi opfører os overfor hinanden. Adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen fra Roskilde Universitet har til TV2 forklaret, at grimt sprog og hård tone smitter, og at det ofte er små grupper mennesker, der er primus motor for tendenser i samfundet – uanset om det er en stigning i kriminalitet, seksuelle overgreb eller udviklingen i tonen. Derfor skal vi blande os mere og sige fra når vi er vidne til overgreb eller diskrimination. Vi skal ikke acceptere, at det f.eks. er blevet almindeligt, at billetkontrollører udsættes for skældsord.

Københavns kommune måler og arbejder målrettet på at få københavnerne til at bruge byen mere, at føle sig mere trygge i byen og mindske diskrimination. Desværre er det svært at se effekten, men det er jo heller ikke kommunen, der udgør samfundet. Det er os selv. Vi skal hjælpe hinanden mere.

Det kan ikke være rigtigt, at det kun er i ca 30 procent af tilfælde af diskrimination, hvor der bliver grebet ind fra omverdenen, som Københavns Kommunes undersøgelse Trygt Natteliv i København viste, og ved den seneste tryghedsundersøgelse fra 2018, svarede kun 52 % at københavnerne, at de i deres nabolag forventede, at de ville få hjælp af omkringstående, hvis de bliver udsat for en kriminel handling.

Det slår dobbelt så hårdt, hvis du blot ser den anden vej, som Eva beskrev situationen ved hendes overfald på Nørrebrogade i 2015: “Jeg kigger mig omkring, men ikke ét eneste menneske kommer mig til undsætning. Hvorfor er folk så bange for at hjælpe?” Eller Mette, som i 2014 blev overfuset i Metroen, og følte hun befandt sig i “en parallelverden, hvor jeg var usynlig og ikke kunne forvente nogen form for reaktion fra såkaldt ligesindede.”

Hvis du ser noget, så gør dog noget! Sådan kan vi sætte grænserne for hvad vi er villige til at acceptere og etablere hvordan vi skal opføre os overfor hinanden.

Bare rolig, du kan godt skride ind uden at ende med at stå og trække om kap om en gren, hvis du ser en person udsat for et verbalt overgreb, så kan du bare ved at sætte dig ned ved siden af og tale venligt med hende eller ham, hjælpe den, som er udsat for uønsket opmærksomhed.

København er verdensberømt for en turistplakat med en trafikbetjent, som holder trafikken tilbage for en flok ænder. Måske har vi deponeret for meget af ansvaret for vores by hos politi, kommune og videokameraer? Det er på tide vi tager ansvaret tilbage!

Karen Melchior

Efterlad en kommentar





Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få nyt i din indbakke fra Karen

Tak for din tilmelding!