Jeg har de sidste små 2 år boet i Danmark og primært bevæget mig rundt i det socialemedieunivers i Danmark. Jeg ville ønske, at vi kunne åbne lidt op og slappe af i stedet for at opføre os som alt vidende socialemedieprinser og -prinsesser.
Vi skal være lidt rare og tage lidt chancer. Vi skal være villige til at prøve noget nyt og lære noget af nogen, som vi ikke kender. Det kan ikke betale sig på nogen måde at rende rundt og være småfornærmede eller indelukkede. Vi har ikke alle svarene selv, så det er vigtigt at være åbne og villige til at lære af andre.
Jeg startede med at arbejde med sociale medier, mens jeg arbejdede på den danske ambassade i London. I Storbritannien er Twitter meget stort og rigtig mange i UK er aktive, derfor var det naturligt at ambassaden også oprettede en profil, som jeg hjalp med at drive sammen med presseafdelingen, da jeg havde min egen private konto samtidigt gav det mere erfaring med mediet end pressefolkene havde på det tidspunkt.
Den gang og da jeg flyttede hjem til København har forsøgt at få Danmark med på den bølge, som jeg kunne se internationalt fordi jeg mente at vi gik glip af muligheder for at profilere os som Danmark og på at indgå i en international dialog. Det var særligt med udgangspunkt i mit arbejde og interesse for udenrigspolitik og diplomati, men jeg er overbevist om at det også gælder andre institutioner og firmaer.
Jeg mener, at @Skattefar, @omdsb og politiets succes med Twitter, har bevist min pointe, at der er meget eller i hvert fald noget at hente ved at være tilstede på Twitter – også i Danmark.
Da jeg forsøgte at overbevise andre om nytten af Twitter blev det ofte skudt ned med, at der ikke var nok i Danmark, som brugte mediet. Min pointe var, at det ville der bliver og det vil derfor være godt at komme igang mens det endnu var i sin spæde start. Tiden har vist, at Danmark er kommet med på Twitter-bølgen, men jeg ved ikke om mine andre forsøg med f.eks. Thunderclap vil give noget af sig, men jeg risikerer jo ikke andet end at tage fejl og en times tid af min tid.
På sociale medier er vi som udgangspunkt alle lige, der er ikke nogen redaktører og vi kan selv vælge hvor meget vi går i dialog med folk. De fleste, som jeg møder på sociale medier er venlige og imødekommende. Men der er undtagelser, det mærkelige er at det ofte er folk, som netop burde være eksperter indenfor sociale medier, der opfører sig på i bund og grund ret asociale måder både on og offline.
Jeg ved ikke om det er fordi sociale medier endnu er nyt i Danmark, så gruppen af mediefolk der arbejder med emnet ønsker, at holde kortene ind til kroppen. I hvert fald har det alene været en mindre gruppe, som har villet gå i positiv dialog om sociale medier med folk udefra.
Jeg kunne se det med Jon Worth, der flyttede med mig fra London til København og forsøgte at integrere sig i Danmark og verden omkring sociale medier og politisk kommunikation dog uden stor succes, og Jon bor nu i Berlin. At det ikke lykkedes Jon at integrere sig i Danmark kan der være mange grunde til, men jeg tror, at den manglende imødekommenhed fra de danskere, som Jon mødte var en af dem også professionelt var der manglende imødekommenhed fra folk fra den sociale medie verden.
Jon har gennem flere år organiseret og undervist i digitale politiske kampagner gennem sit firma techpolitics, så mit udgangspunkt ville være at disse erfaringer ville være nyttige også i Danmark. Men jeg arbejder ikke professionelt med sociale medier i Danmark og måske er politiske kampagner og digitale medier i Danmark helt enestående anderledes end i UK, Sverige, Tyskland og EU-bobblen. Det kan også være at jeg bare ikke har forstået, at Danmark et ganske særligt land, hvor vi ikke behøver at lære fra andre fordi vi har alle svarene selv. Men måske er vi bare bange for at indrømme at vi kan lære af andre og de fleste af os er vi bange for at møde nye mennesker. Endelig kunne det være, at Jon var en lidt for principfaste og lidt bedrevidende udlænding til at folk i København turde tale med. Jeg ved det ikke helt og jeg ved ikke hvad man eventuelt skal gøre for at åbne det danske samfund op fordi så havde jeg gjort det.
Jon tog flere initiativer til at beskrive mulighederne for udvikling af sociale medier i Danmark: gode råd om hvis Helle Thorning ville på Twitter, hvordan hun så skulle gøre det for ikke at gentage David Camerons fejl, en analyse af danske medlemmer af Folketinget på Twitter og oprettelse af twitter/RSS konti for de danske ministerier, som ikke var på Twitter.
Jon forsøgte at skubbe til den sociale medie verden i Danmark, som reagerede ved at lukke sig om sig selv. Man høster hvad man sår, det gælder særligt i sociale medier. Sociale medier er ikke autoritetstro og hierarkiske, derfor kan man ikke regne med, at verden står stille bare fordi man ikke selv følger med. Det er vigtigt at være åben og lydhør overfor hvad der foregår, og være ærlig omkring hvad målet for ens kommunikation er og på hvilke vilkår den foregår, ellers ender man med at være i opposition til de mennesker, som man ønsker at være i samtale med.
Sociale medier er ikke envejskommunikation og man skal være opmærksom på at det er en lige dialog med folk, som man skal behandle pænt uanset om man ikke kender dem i forvejen. Jeg tror ikke at kulturministeriets folk helt forstod dette, da de gik i dialog med Jon for at få adgang til den Twitter konto, som Jon havde oprettet for ministeriet.
Denne dialog bekrev Jon på sin blog, også for at fortælle andre ministerier hvordan de nemt kan få adgang og kontrol over de uofficielle konti.
Bejamin Elberth gav sig i kast med et større skænderi med Jon Worth og spurgte efterfølgende, om det er i orden at oprette andre på Twitter? De to har tidligere været oppe at toppes omkring Jons blog post om Helle Thorning evt. skulle på Twitter.
Benjamin er sikkert meget venlig overfor sine venner, men er ikke særligt åben eller imødekommende på sociale medier eller i dialog om sociale medier. Han virker til at hellere ville afvise andre folks forslag og ideer end at indrømme at andre kunne have fået en god ide. Desuden mangler han forståelse for almindelig sociale medie høflighed, så som at gøre folk opmærksom på at man taler om dem. Nej, det er ikke noget, som man kan kræve men det er høfligt.
Jeg kan ikke se problemet i at Jon oprettede konti for de danske ministerier, imens de stadig afviste at oprette en profil på medierne, der er regler for den slags på Twitter, som Jon har beskrevet på sin blog. Men så længe formålet ikke er at afkræve dem penge eller ødelægge deres rygte, mener jeg ikke det er et problem. Faktisk mener jeg, at det har været nyttigt for mange at kunne få nyheder fra ministerierne gennem Twitter, hvilket allerede viste sig 8 uger efter konti var oprettet ved at mange havde fundet og fulgt dem på Twitter.
Hvis man opfører sig ordentligt på sociale medier, så kommer folk en til undsætning eller kommer med oplysninger når man har brug for det. Benjamin mener, at “ministerier risikerer at blive moving targets, når der så er dårlige sager, ligesom de jo reelt ikke er der selv, og bare virker arrogante, når de ikke svarer.” Men den risiko er meget lille når der klart og tydeligt står at der er tale om en uofficiel konto og hvem den er administreret af. PostDanmark har et større problem med den twitterkonto, som nogen har oprettet tilbage i 2012, men det er vist igang med at blive løst.