Offentlighedsloven og mig

christiansborgFor at forhindre magtmisbrug skal vi kunne se hvad der sker hos magthaverne. Derfor skal vi have mest mulig åbenhed. Vi skal kunne se hvordan magten udøves af vores regering, embedsværk og politikere. Vi skal åbne offentlige data så vi kan se hvad der sker på Rådhuset og Christiansborg og i Finansministeriet.

Kandidat i København Pernille Boye Koch havde allerede markeret sig i december 2012 som modstander af den nye offentlighedslov og skarp kritiker af sin partileder Margrethe Vestager da Radikale Venstres folketingsgruppe indgik i forliget om den nye offentlighedslov. Mørklægningskrigen var altså i fuld gang, da jeg i sommeren 2012 begyndte at være aktiv i politik, efter 3 år ved ambassaden i London.

På årsmødet for Radikale Venstre Hovedstaden i foråret 2013 blev der anmodet om skriftlig afstemning ved udnævnelse af folketingskandidaterne, som allerede var medlemmer af Folketinget pga. deres ja-stemmer for offentlighedsloven. Jeg endte med at stikke hånden i hvepsereden ved at deltage i debatten og forslå, at vi fra partiets side skulle stille høje krav til vores ministre om deres ministeriers administration af aktindsigter, da debatten på mødet ellers var meget bagudrettet og præget af den frustration over de Radikale MF’eres stemmer for offentlighedsloven. Den enkelte ministers indstilling til aktindstigt og  de ressourcer, som tilføres og den vigtighed merofffentlighed tillægges er lige så afgørende i praksis for hvor meget indsigt offentligheden har i den sagsbehandling og de beslutninger, som tages i den offentlige administration og i lovarbejdet. Det blev ikke mødt med megen velvilje fra de mere garvede offentlighedslovsbekæmpere i partiet, som var mest optaget af at få deres resolution igennem. Hvilket også var forståeligt efter et langt efterår med artikler, debat og møder om offentlighedsloven.

Siden har jeg mest fulgt med fra sidelinjen på offentlighedslovsdebatten, udover at støtte en revision ved førstkommende lejlighed, fordi det Radikale hold på offentlighedslovsdebatten var dækket godt ind i hvert fald internt. Vi fik blandt andet vedtaget en resolution på landsmødet i 2013 for fortsat at arbejde for mere åbenhed i den offentlige forvaltning:

“Fortsat arbejde for mere åbenhed i den offentlige forvaltning
Radikale Venstre vil fortsat arbejde på at få ændret offentlighedsloven med henblik på at indføre mere åbenhed. Undtagelse for aktindsigt af alle dokumenter, der kan anvendes til brug for ministerbetjening, er en klar indskrænkning af de hidtidige principper for aktindsigt, hvilket Radikale Venstre er imod. Det er heller ikke en god idé at undtage kommunikationen mellem ministre og folketingsmedlemmer for indsigt. En ændret offentlighedslov skal derfor ikke indeholde indskrænkninger af det niveau for åbenhed og mulighed for indsigt, som var gældende for loven fra 1985, men dog opretholde de nødvendige moderniseringer af loven i lyset af den informationsteknologiske udvikling.”

Jeg mener, at ombudsmandens rapport, selvom det ikke er formålet med den, kunne tjene som springbræt til at revidere offentlighedsloven og håber at Folketinget vil gribe chancen.

Fremsættelse af offentlighedsloven – hastværk presset på af Socialdemokraterne og Venstre.

Da Barfoeds forslag blev diskuteret i Folketinget i 2010-2011, var Radikale Venstre kritiske over for de skitserede indskrænkninger. Socialdemokratiet og Venstre anser sig selv som hhv. rød og blå blok. Dem der har magten på skift i Danmark. Venstres ordfører på sagen, Jan E. Jørgensen,  udtalte da udspillet blev offentliggjort.

“Den nye offentlighedslov blev skabt under VK-regeringen, men det lykkedes desværre ikke at få den vedtaget. Det sker nu i bred enighed, og da indholdet ikke er ændret bortset fra en enkelt præcisering, kan vi kun være tilfredse i Venstre.”

Radikale Venstre er nu og har altid været et lille parti. Nogle siger det naturlige leje for partiet ligger på under 10 procent. Hvorfor skulle vi så som et lille parti med (nu) 110 års historie afskrive os muligheden for at kigge fremtidige regeringer efter i kortene? Derfor er en stærk offentlighedslov i Radikale Venstres egen interesse og jeg kan ikke se nogen som helst begrundelse for at Radikale Venstre ikke kæmpede så hårdt som de kunne på de indre linjer for at opnå den bedst mulige offentlighedslov, som man kunne.

Med samme rationale så ser det ud til, at loven blev hastet igennem af Venstre og Socialdemokratiet. Jeg ærgrer mig over Radikale Venstre og SF med Enhedslisten forpassede en chance for at fjerne de værste ting gennem en grundigere behandling af loven i Folketinget. Der havde naturligvis været en debat af det tidligere lovforslag, men det havde ikke været forventningen at loven ville blive fremsat og vedtaget så tidligt som den gjorde.

Det har fået Pernille Boye Koch til at sige til Journalisten, at vedtagelsen af offentlighedsloven var i modstrid med god regeringsførelse, idet

“så sent som dagen inden forliget – til Folketingets åbning – blev regeringens lovprogram offentliggjort, og heraf fremgik det, at et lovforslag om en ny offentlighedslov først ville blive fremsat i marts 2013. Dagen efter kunne man så præsentere en fiks og færdig aftale, som det er meget naivt at tro, at der kan rykkes særlig meget ved, når selve lovforslaget skal behandles i folketingssalen i det nye år. Så meget for principperne om demokratisk inddragelse, høringer og offentlig debat!”

Forhandlinger omkring offentlighedsloven – havde der været rum for forhandlinger og flere ændringer?

Der kunne have været flyttet mere end et komma i det lovforslag, som der blev fremlagt, hvis man fik støtte fra de øvrige små partier på tværs af salen. Allerede i 2010 havde Liberal Alliance og Dansk Folkeparti meldt ud den 9. december, at de ikke kunne garantere at stemme for loven i dens daværende udformning. Allerede under Bødskov som justitsminister, var retsordførerne fra både Dansk Folkeparti (Karina Adelsteen) og Enhedslisten (Pernille Skipper) aktive modstandere mod loven under S-SF-R regeringen og formentlig ville Konservative heller ikke være modstandere mod at overveje loven igen.

Der er nok meget, som man måske kunne have gjort for at have ændret lovforslaget; det var ikke hvad jeg blev spurgt om, men: Ville jeg have stemt FOR offentlighedsloven, som fremsat, eller IMOD?

Set udefra, med Uffe Elbæks fejl-afgivne stemme og med den erfaring jeg trods alt har fra partiorganisationen, så er det mit indtryk, at Socialdemokratiet med den stærke interesse de havde i at få loven vedtaget ikke ville have set med milde øjne på sine regeringspartnere,  hvis ikke alle fulgte regeringslinjen. Nej-stemmer fra regeringspartierne ville derfor kunne bringe partiernes deltagelse i regeringen i fare, men det ville stadig have været fristende at stemme imod. I sidste ende tror jeg dog, at jeg ville have  stemt FOR.  Også fordi jeg ellers kunne risikere at sætte mig selv udenfor indflydelse for en god del af min tid i Folketinget. Det ville ikke være til gavn for de personer, som havde stemt på mig for at jeg kunne få indflydelse på andre ting end alene offentlighedsloven.

Fritstillede folketingsmedlemmer en mulighed for love, som offentlighedsloven?
En tredje mulighed, kunne være at arbejde på, at folketingsmedlemmerne kunne fritstilles ved afstemningen om offentlighedsloven. Det gør man ofte ved “etiske sager” som aktiv dødshjælp og abort. Jeg mener, at ved principielle sager, som offentlighedsloven, at man bør tilsidesætte partidisciplinen og fritstille folketingsmedlemmerne så de ikke er bundet af partilinjen.

Når love, som under pres fra partitoppen, aftaler mellem de store partier på tværs af blokke og evt. et uskrevent regeringsgrundlag, hastes igennem Folketinget uden grundig og åben debat, så bør der være en nødbremse, som de menige medlemmer kan trække i. Det kunne være mulighed for at kræve fritstilling såfremt det er et krav fra en andel af Folketingsmedlemmerne. Det kunne være en overvejelse til den kommende revision af Grundloven.

Mens vi venter på reformen: Offentlighed er også et spørgsmål om indstilling og administrative rutiner
Lovgivning skal sikre grundlaget for administrationen. Der er et stærkt politisk ansvar for at kræve størst mulig åbenhed af administrationen. Det pres, som kommer fra politisk hold om at drøfte sager over telefon og ikke mail. Holde fysiske møder hvor dokumenterne udleveres og genindsamles efter mødet for at undgå aktering eller er det for at undgå læk. Det ser offentligheden ikke. De offentlige administrationer følger den politiske retning, som ministrene og særligt stasministeren udstikker. Der skal signalet være krystalklart.

Hvorfor har ingen politikere systematisk spurgt ministrene om deres ministeriers og styrelsers administration af offentlighedsloven? Hvorfor spørger ingen til om der afsættes tilstrækkeligt med ressourcer til sagsbehandlingen af aktindsigter? Hvorfor er der ikke nogen som spørger til de arkivsystemer, som den offentlige administration arbejder med? Er de driftssikre? Sikrer de aktering eller er de personafhængige, så hvis der sker fejl, så akteres der for lidt?

Forsøg på at skjule ting har jeg aldrig oplevet nogen acceptere villigt. Indarbejdet sjusk og sløseri på aktering gennem besparelser på administrationen har jeg til gengæld set. Men hvilke journalister og politikere vil stille sig op på ølkassen og kræve flere arkivmedarbejdere i den offentlige administration. Flere kolde hænder for at sikre åbenhed?

Offentlighedsloven – mere lukkethed omkring ministerbetjening og samarbejdet mellem regering og Folketing

Der er steder i loven, hvor vi har fået mere åbenhed og jeg tror ikke, at det ikke har været helt spildt, at Kommissionen overvejede den nye lov i 7 år. Den gamle var nået at blive ret gammel uden ændringer. Det betyder der er kommet regler for nogle ting, som har forandret sig fra, da den tidligere lov blev skrevet, f.eks. organisationen af ministerier og styrelser. Den nye offentlighedslov fører til mere åbenhed om f.eks. offentlige selskaber.

Men den nye lov har også en række paragraffer, som fører til mere lukkethed fremfor mere åbenhed. Jeg mener, at der er blevet lukket for meget i kommunikationen mellem Folketing, partiernes ordførere og ministeren. Måske skal oppositionen ikke kende forhandlingsstrategien for forligskredsen mens de sidder ved forhandlingerne, men det skal ikke være lukket for eftertiden. Og de skal have adgang til de samme fakta udarbejdet af ministerierne. Dog er der også et behov for, at “ansatte skal kunne forberede sager uden frygt for, at deres foreløbige tanker offentliggøres. Der skal være plads til at tænke, at tænke forkert og at drøfte sager med kolleger under forberedelsen uden at risikere, at idéer og skitser kan komme på avisernes forsider. Det er den vigtigste begrundelse for den gældende undtagelse for interne dokumenter. Samme hensyn ligger bag Offentlighedskommissionens forslag om at udvide undtagelsen med ministerbetjening på tværs af ‘Slotsholmens’ myndigheder. Det skal være sådan, at en ansat i et ministerium, der har fået en sag på sit bord, roligt kan sende en stribe mail rundt til kolleger i andre ministerier og styrelser for at få gode idéer.” Som Oluf Jørgensen, der var medlem af Offentlighedslovskommissionen, sagde i november 2009 i Informations artikel Undtagelse til ministerbetjening er velbegrundet.

I november 2010 udtalte Oluf Jørgensen sig til Journalisten, og her udtrykte han kritik overfor det nye lovgivningsforslag. I Danmark har vi i modsætning til de andre nordiske lande ikke politisk rådgivning af vores ministre; det varetager departementscheferne og resten af det faglige (i modsætning til ren kommunikation) embedsværk. Måske har vi derfor i de senere år  udviklet en kultur i centraladministrationen, hvor embedsmændene ud over den faglige rådgivning også i stigende omfang skal varetage den politisk-taktiske rådgivning af ministrene, som Oluf Jørgensen forklarede til Information i maj 2013, hvor han også beskriver arbejdet i Offentlighedskommissionen.

I en kronik til Jyllandsposten den 5. november 2012 skriver Oluf Jørgensen, at der er Mere lukkethed i ny offentlighedslov:

“Den nye lov vil give mere offentlig kontrol af kommuner, institutioner og virksomheder, men mindre kontrol af den politiske magt på Slotsholmen og Christiansborg. […] Den nye offentlighedslov fører derimod til mere lukkethed om den øverste statsmagt. Den gamle lov har allerede særlige undtagelser bl.a. en generel undtagelse for dokumenter, der udarbejdes til ministermøder, og disse undtagelser bliver udvidet.

En minister er ikke omfattet af offentlighedsloven, når han agerer som partipolitiker, og en minister kan allerede udveksle fortrolige synspunkter med et folketingsmedlem om et politisk initiativ f.eks. i en mail. Den nye undtagelse indføres for at kunne hemmeligholde dokumenter, der udarbejdes af embedsmænd som grundlag for politiske aftaler.

Den nye lov vil give mere offentlig kontrol af kommuner, institutioner og virksomheder, men mindre kontrol af den politiske magt på Slotsholmen og Christiansborg.

Efter den gamle lov har offentligheden ret til indsigt i grundlaget for et lovforslag, når det er fremsat for Folketinget inklusive dokumenter, der er sendt til en ordførerkreds, der har lavet en aftale med ministeren før fremsættelsen.

Den nye lov vil lukke for offentlighed om dokumenter, der er videregivet til folketingsmedlemmer i forbindelse med drøftelser og aftaler om lovgivning og andre politiske sager. Lovgivningsarbejdet er i de seneste årtier gradvist flyttet fra Christiansborg til ministrenes kontorer, og de ordførere, der deltager, kan stille spørgsmål og få skriftlige svar fra ministerier, før de indgår en aftale. Disse spørgsmål og svar bliver ikke gentaget fra Folketingets udvalg, hvor der er åbenhed via Folketingets hjemmeside.

Mindretallet, som jeg hørte til, gik imod den nye undtagelse for dokumenter, der udveksles med folketingsmedlemmer. Vi stillede desuden forslag om at sikre offentligheden indsigt i de endelige faglige præmisser, der er grundlag for ministrenes og regeringens beslutninger og dermed begrænse undtagelsen for ministerbetjening til forberedelse.”

Der er behov for politisk at undersøge hvordan man sikrer åbenhed i forvaltningerne i de andre nordiske lande. Oluf Jørgensen er i gang med et forskningsprojekt om netop dette ifl. Juristens artikel Oluf Jørgensen: Offentlighedslov vil vække international opsigt og der blev afholdt et debatarrangement i oktober 2012 om dette.  Måske er det på tide, at vi holder op med at være “nordisk bagstopper for offentlighed”

Det startede med et tweet og så et spørgsmål

Kategori: ,

Karen Melchior

Efterlad en kommentar





Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få nyt i din indbakke fra Karen

Tak for din tilmelding!