Kulinarisk kultur åbner og udvikler, men hvordan får vi alle med? (Københavner Kommentar)

Den kulinariske kultur i København åbner og udvikler byen og tiltrækker turister og andre gourmetoplevelser fra omverdenen. Det har skabt et bredt netværk af selvstændige erhvervsdrivende, øget turisme med flere penge lagt i København. Vi er en verdensby, men er vi en by, som tager ansvar for dem, som har det sværest i byen? København skal ikke kun være for de hippe og rige. Virksomheder, fonde og civilsamfund skal være med til at løfte byen, så alle kan leve et værdigt liv i København, og at den er tilgængelig for alle.

Hvad har Noma og Michelin stjerner betydet for København?

Siden Noma åbnede i 2003 har det københavnske, det danske og det nordiske køkken ikke set sig tilbage. De har vundet hæder verden rundt. København har fået en ny kategori af turister, som kommer for at afprøve de mange restauranter og fødevarebutikker, hvor tacos, pizzaer, øl, kager og brød er blevet verdensberømte gennem hvad der startede som en diplomatisk markedsføring af Danmark efter tegningesagen og i de seneste år katapulteret ud i verden gennem reportager, artikler men særligt de sociale mediers mund-til-mund metode og tv-shows, som David Changs program ‘Ugly Delicious’ på fx. Netflix. Se den fulde liste af steder, som besøges i København hos We Love Eat Travel eller læs Vice Danmark (RIP)’s artikel om programmet

Verden er flyttet til København

Når verden flytter til København for at stå i køkkenet hos Noma, så følger der mere med end lidt ekstra skatteindtægter. Både den tidligere dessertkok og brødmager fra Noma står bag egne succesfulde (og hypede) forretninger. Dessertkokken, Rosio Sanchéz, har beriget København med en kæde af tacos butikker og en mexicansk restaurant på Vesterbro. Brødmageren, Richard Hart, der rejste fra et succesfuldt amerikansk bageri til Noma, har startet bager på Frederiksberg, hvor køerne i weekenden går ned ad gaden for at få croissanter og pølsehorn.

På den økologiske restaurant Relæ, som var med i omdannelsen af Jægersborggade fra gangster til hipster, arbejder kokken Michal Włodarek, som lokkede sin keramiker kæreste, Magdalena Kałużna, med fra Poznan til København. Ægteparret Kałużna-Włodarek står nu bag Studio MK et succesfuldt keramik værksted og butik i Sølvgade, hvor gastroturisterne valfarter for at se og købe de berømte kaffekopper, som bruges af barristaverdensmestre.

Hvordan skal vi bo sammen i en stadigt dyrere by?

Ambitionerne skal ikke stoppe med at være succesfulde forretninger, og åbne København op for de hippe og de rige. The Economists årlige undersøgelse viste, at København endnu en gang er blevet dyrere at leve i og nu er den 7. dyreste by i verden at leve. Hvad kommer den udvikling til at betyde for byen? Ligesom andre virksomheder kan de kulinariske blive en del af byen og være med til at gøre den bedre for alle.

Ligesom andre virksomheder kan de kulinariske blive en del af byen og være med til at gøre den bedre for alle. Ude på Refshaleøen ligger der endnu en del af Noma-netværket, restauranten Amass, grundlagt og ejet af amerikanske Matthew Orlando. Her er bæredygtighed en central søjle i virksomheden. Det gælder ikke bare produktion og indkøb, hvor Amass er i front for at reducere madspild ved at bruge rester fra produktion af en ret som råvarer til en anden, og vand- og energispild. Amass har også etableret sin egen have i højbede foran restauranten, hvor man inviterer skoler fra udsatte områder i København med ind. Børnene kommer ind tidligt på sommeren, hvor de er med med til at forberede jorden, plante og så, mens de får forklaret om kompostering og planterne. De kommer ind igen for at luge, og vande deres kommende afgrøder. Til sidst på sommeren kommer de ind for at høste, og sammen med personalet i køkkenet tilberede deres afgrøder til et måltid, som de har inviteret deres familier til at spise sammen med dem og restaurantens personale.

Din by, ikke kommunens

Vi skal sikre, at vi ikke lever side om side i hver vores kvarter eller lejlighed, men at vi lever sammen. København skal ikke kun være for de hippe og rige. Vi skal, som Gnags sang sætte “spejle i solen til alle der kæmper på skyggesiden”. Det skal og kan ikke kun være noget, som “Kommunen” skal sørge for. Vi har brug for at virksomheder, fonde og civilsamfund er endnu mere med til at løfte byen, så alle kan leve et værdigt liv i København og den er tilgængelig for alle.

Den Radikale socialborgmester Mia Nyegaard nedsatte en tænketank af erhvervsfolk og fonde, og har allerede modtaget de første anbefalinger til billige boliger så vi kan få udsatte københavnere væk fra herberger og ind i deres egen bolig.

Men vi kan gøre meget mere og den udvikling kan du være med til. Jeg synes ikke bare, at din virksomhed, din arbejdsplads og dine venner skal bo i byen, men I skal være med til at skabe og forbedre byen. Det er nemlig din by, ikke kommunens.

En kortere version af dette blev bragt i Berlingske den 25. marts.

Efterlad en kommentar