Har vi helt glemt i Danmark, at selvom det, at give asyl er først og fremmest en humanitær handling, så er det også en politisk handling?

Jeg kan anbefale at genlæse Sedra Al-Yousefs kronik den 30. marts i Information om hvorfor hun naturligvis ikke ønsker at vende tilbage til et Syrien styret af Assad og domineret af Putins Rusland og Khameneis Iran. Den understreger hykleriet mellem den danske udenrigspolitik og asylpolitikken.

I Canada bruges asyl stadig som et udenrigspolitisk redskab. Mens Trudeaus regering tager imod Saudiarabiske kvinder, som flygter fra undertrykkelse og strander i Bangkok, så nøjes danske politikere med at beklage sig over tilstanden i Saudiarabien og glæde sig over, at andre lande end Danmark tager ansvar og handler.

Når vi giver en flygtning asyl og mulighed for at leve i Danmark, så handler det ikke alene om at redde den enkelte og hans eller hendes familie. Det handler også om en protest mod det, som de flygter fra: Fordi vi ikke accepterer de vilkår, som deres hjemlands regimer byder deres befolkninger og protester åbenlyst imod det. Derfor tager vi imod de personer, som lykkes med at flygte.

Derfor skal vi aktivt vise modstand mod Assad og visse demokratisk sindede personer i hele verden, at vi står ved dem, hvis de starter en revolution med diktaturet. Vi skal ikke blot lade det være ved tomme skåltaler om demokrati.

Når vi sender syriske flygtninge tilbage til Damaskus, hvor Assad dukkeførers af Putin og Khameni, så handler vi politisk og sender et signal om accept af situationen. Det er hyklerisk at ønske Assads styre fjernet fra Syrien samt mindske Irans og Ruslands indflydelse, mens vi kræver, at flygtninge vender tilbage til hans regime.

(Billede bragt efter aftale med Sedra, som har tilladelse fra fotografen Sigrid Nygård til at bruge billedet)