De sidste 10 år har der stået en kamp i Europa mellem “internettet” og de gamle industrier hos forlag og musikselskaber. Kampen om adgang til musikken er ikke ny, men er blevet intensiveret de sidste år. På tirsdag den 26. marts 2019 slås det sidste slag om ophavsretten i denne omgang.

Men det foreliggende kompromis, med artikel 11 og 13, bør vi ikke lade træde i kraft, da det vil fjerne den største drivkraft til innovation og nytænkning de sidste 30 år uden at løse de store problemer, som vi står overfor på nettet og med de digitale platforme.

En reform af ophavsretten er nødvendig. Reformen er et af skridtene mod et fælles digitalt indre marked, og indeholder gode og nødvendige tiltag bl.a. forbedringer til deling af ophavsretligt beskyttet materiale for biblioteker og universiteter på tværs af grænser, hvilket hjælper til, at ophavsret tilskynder kreativitet og vidensdeling fremfor at hæmme den. Det kompromis med artikel 11 og 13, der skal til afstemning nu, vil undergrave internettet.

Hvorfor er reform af ophavsret nødvendig?

Der er et klart behov for at regulere internettet og reformere ophavsretten i Europa. I 2012 var der kæmpe demonstrationer på tværs af Europa, som var med til at standse vedtagelsen af en global aftale (ACTA) om ophavsretlig beskyttelse på nettet. En af de sidste ting, som den ofte kritiserede kommissær Günther H. Oettinger gjorde var at fremsatte ophavsretsreformforslag i 2016.

Som det ser ud nu, så har de 100+ år gamle forretningsmodeller vundet og kommer til at fortsætte i overskuelig fremtid. De stopper innovation, den klipper græsset i vækstlaget før det for tid til at voksne. Det er for nemt at ironisere over, at EU med Margrethe Vestager vil stoppe monopoler og straffe Google. Men imens redder artikel 13 og 11 monopolerne for de multinationale og konsoliderede forlag og musikselskaber.

Følelserne omkring ophavsretsdirektivet har været ophedet og præget af trusler og “fake news”, her ofte delt af etablerede medier. Anklager om hemmelige kampagner orkestret af Google og trusler fra tyske medieforlag til medlemmer af Europa Parlamentet om dårlig mediedækning op til valget, hvis de “stemmer forkert”, opgør med musiktyveri, massive strømme af emails og opkald til Europaparlamentarikernes kontorer, fordrejede ledere og store annoncer fra KODA i danske trykte aviser.

Hvad er argumenterne for artikel 13?

Argumentet for ophavsretsforkæmperne er, at YouTube ikke betaler nok for musikken og heller ikke skat nok, og store amerikanske tech-news sites refererer allerede til lovgivningen som en anti-YouTube lov. Selvom YouTube ikke bliver nævnt ved navn, så er det YouTube — og i forlængelse af det Google — som direktivet sigter efter at regulere.

YouTube står for en kæmpe stor procentdel af de afspilninger, som en given kunstner får. Det betaler Google ikke særligt meget for. Spotify og andre streamingtjenester betaler en del mere til kunstnerne. Eller rettere — og her kommer et af de mange problemer med lovgivningen — de betaler mange penge til musikselskaberne og diverse interesseorganisationer forbundet til kunstnerne.

Intentionen om at bryde monopolerne på nettet er sådan set fin nok. Google tjener penge på at linke og fremvise indhold, som de ikke selv har produceret – uden at give indholdsproducenterne en ligeså stor del af fortjenesten, som andre gør. Deri har ophavsretsforkæmperne deres vigtigste pointe. Men hvor noget er rimeligt eller for lidt er et politisk spørgsmål og ikke et spørgsmål der skal afgøres gennem overdreven håndhævelse af ophavsretten.

Desuden er der ingen tekst i lovgivningen om hvordan kunstnerne skal få deres penge. Til gengæld er der er meget tekst om hvordan pladeselskaber og udgivere skal få penge, som de så skal fordele ud – formedelst et gebyr, selvfølgelig. Det vil sige, at man har reddet formidlerne, men ikke kunstnerne.

Kunstnerne er blevet skubbet foran en nødlidende industri i årevis

Men kunstnerne synes jo det er en god ide, og stiller op til foto med MEP’er og reklamer for KODA? Er det så ikke godt? Mange musikere er bekymrede for, hvad fremtiden bringer dem, og sådan har det været i årtier. Hvilken teknologi, som de frygtede mest har blot skiftet fra kassettebånd henover Napster, som Metallica succesfuldt sagsøgte,  til Youtube, særligt siden midten af 90’erne, hvor brugen af internettet har konstant overhalet gældende lovgivning.

Det understreger, at det her ikke er en redningsplanke til kunstnerne, det er en redningsplanke til KODA og foreningerne for musikselskaber, som Universal Music, Sony Music Entertainment, Warner Music Group. For det er dem, som kommer til at administrere disse pengestrømme. YouTube betaler i Danmark til Koda efter en samlet aftale med Koda, og derudover til musikselskaberne (der typisk er medlemmer af IFPI DK), hvor der forhandles individuelt med hvert musikselskab.

Kompromisset risikerer at stavnsbinde kunstnerne

Internettet var et kæmpe nybrud for kunstnere. De kom tættere på deres publikum end nogensinde før. Men internettet ændrer fundamentalt ved de forretningsmodeller, der var fremherskende i musikbranchen på daværende tidspunkt.

Med kompromiset risikerer vi, at kunstnerne stavnsbundet bliver endnu mere til deres interesseorganisationer og de multinationale musikselskaber. Da musik alene kommer til at leve på platforme under deres kontrol, og hvordan skal en ny kunstner skulle få lov at komme derind. Frem til nu, er nye kunstnere fået opmærksomhed og dernæst kommerciel succes fra internetfora og delingskulturer. Kunstnerne lavede deres musik, smed den online og fandt deres publikum — uden om musikselskaber og større finansielle strukturer.

Justin Bieber sad og sang coversange på YouTube, og sådan blev han fundet, og han er bare et eksempel på de kunstnere, som udsprang fra græsrodskulturen på nettet via via platforme og streamingtjenester. Vi kunne, uden at blinke, nævne hundredvis af kunstnere, (fx The Weekend, Adele, Arctic Monkeys, Lilly Allen, The Devil Wears Prada) som fik deres start i denne kultur. Det ville ikke ske nu.

Hvad er problemerne med det foreliggende kompromis?

Kompromiset om EU’s ophavsretsreform vil amputere det åbne internet med lige adgang for alle, vi stadig kender i dag. Det er særligt på grund af artikel 13 (nu 17) med kravet om at platforme har ansvaret for at sikre mod upload af beskyttet materiale, hvilket vil betyde indførslen af filtre. En anden er artikel 11 (nu 15) med en “link skat” , der tidligere har været forsøgt i bl.a. Tyskland uden succes. Uden artikel 11+13 er der flere positive end negative ting, især lempelser for kulturarvsinstitutioner.

Reformen med artikel 11 og 13 vil cementere et internet domineret af og filtreret af få platforme med dybe lommer. Wikipedia (Foundation) havde råd til lobbyister i BXL, derfor fik desig en undtagelse. Det gjorde andre lignende platforme ikke, fx Open Street Map. Politikeren burde have været mere vågne.

En platforme, som fremover bliver problematiske, er sites hvor du kan uploade din egen musik eller billeder under frie licenser ala Creative Commons. I dag har disse sites ansvarsfrihed efter e-handelsdirektivet, hvis nogen uploader fx billeder som andre har ophavsretten til (“notice and takedown”, dvs. platformen skal reagere på klager). Hvis platformen skal have den samme ansvarsfrihed fremover, skal den på forhånd søge at indgå licensaftaler med rettighedshavere (ukendte rettighedshavere udover uploaderne selv til de ukendte billeder/musik) og der skal være uploadfiltre.

Internettet vil i gå fra at være et fælles kreativt miljø, hvor tjenester, som netop Wikipedia og Open Street Map, kunne vokse og nye tilbud som Twitch kan blomstre, til et sted kommercielle interesser, hvor vi igen bliver reduceret til passivt observerende, bag hver vores streamingtjeneste justeret efter de indsamlede data om os.

Automatiske filtre vil overbeskytte…

Naturligvis skal man være ansvarlig for hvad der ligger på ens platform. Ingen ønsker platforme, der promoverer radikaliserende materiale, pædofili eller hævnporno.

Det centrale problem er den sjuskede udformning af ansvarsreglerne samt den privatiserede og automatiserede håndhævelse. Den foreslåede tekst i direktivet vil betyde, at ansvaret for brud på ophavsretten vil skifte fra den person, som lægger materialet op, til den platform, som er vært for materialet.

Da aktivitetsniveauet på nettet i dag er af et sådant omfang, at det er fuldstændigt umuligt at lave en kuratering baseret på personer med faglig indsigt, bliver det nødvendigt at implementere automatiske systemer.

Automatiserede filtre, som ContentID brugt af YouTube idag, brugt til at patruljere nettet for ophavsretskrænkelser udgør en risiko for ytringsfrihed og kreativitet på internettet. Vi ved, at det fører til over-håndhævelse og dermed blokering af lovligt materiale. Det gør det fordi, hvis en platform ikke blokerer nok (kan bevise “best effort”), risikerer firmaet et stort økonomisk ansvar.

Af åbenlyse årsager vil alle sådanne systemer blive implementeret på en måde, så skøn i større grad beskytter platformene imod sagsanlæg fra rettighedshaverne, end at de “tager chancen” i forhold til brugernes legitime brug af platformen.

…og de facto ændre ophavsretten

Automatiseringen vil medføre, at man forsøger at implementere de skøn, der ligger i forvaltning af lovgivning, i et automatisk system. Når man flytter vurderingen over til et automatisk filter, så reduceres nuancerne i lovgivningen. Det fjerner reelt eksisterende lovlige muligheder for at videreudvikle, bruge og citere fra ophavsretsligt beskyttet materiale

Dermed vil automatisering eliminere de nuancer, der er i ophavsretslovgivningen i dag. De facto vil rettighedshaverne få (endnu større) mulighed for at diktere ophavsretslovgivningens faktiske håndhævelse via trusler om sagsanlæg og konservative implementeringer af automatisk filtre.

Desuden kan algoritmer og upload filtre kan ikke skelne mellem ophavsretlige krænkelser (ren kopiering) og lovlig udnyttelse af et andet værk under en af ophavsretslovens undtagelser. Der i øvrigt er implementeret forskelligt i de 28 EU-lande, eller rettere: 31 EU/EØS lande.

Med direktivets endelige vedtagelse bliver ALLE platforme tvunget til at fjerne det, som bare minder om en ophavsbeskyttet sang. Det er dybest hvad YouTube allerede gør i dag med Content ID, hvor kunstnere ikke kan uploade deres egne værker, fordi de ikke har nem adgang til de oprindelige kontrakter. Så YouTube skal nok klare sig. Det skal Facebook og andre store, der forsøger at udkonkurrere YouTube også.

EU ender med både at være i krig med og beskytte tech giganterne fra konkurrence

Reformen af ophavsretten i EU vil ikke hjælpe de fremtidige kunstnere og heller ikke de eksisterende eller fremtidige konkurrenter til Google og Facebook, men primært styrke forlagene og musikselskabernes kontrol med markedet samt Google og Facebooks monopoler.

Ironisk eller tragikomisk, at de redaktionelle medier på den ene forside roser Margrethe Vestager for at gå i clinch med Google, mens de på den anden skoser borgere og civilsamfund for at organisere sig mod artikel 13 og 11.

Til gengæld er det ren tragedie, at vi har et Europa-Parlament, som ikke ønsker at lytte til argumenterne fra begge sider, og har ladet sig spænde for forlagene og musikselskabernes vogn.

Dette skriv er skrevet med hjælp fra flere Radikale medlemmer fra hele landet og med inspiration fra EDRIs arbejde herunder IT-politisk Forening i Danmark. Mine holdninger er præget af arbejdet i Europa Parlamentet af Julia Reda (Piratpartiet, Tyskland), men i særdeleshed to liberale MEP’er med forståelse for internettet: Marietje Schaake (D66, Nederlandene) og Frederick Federley (Centerpartiet, Sverige).

Jeg ejer personligt aktier i Google – nu Alphabet – og Gyldendal, hvilket har været erklæret på min interesseside, siden jeg blev opstillet til Europa Parlamentet i 2013