Kulturnat med ølsmagning og Europatur med kaffepotentiale.
I morgen, fredag d. 11. oktober 2013, er der kulturnat i København, og traditionen tro holder Europabevægelsen ølsmagning i Europa-Huset.
Jeg deltager selvfølgelig også i kulturnatten. For Europa-Parlamentsvalgkamp handler ikke kun om debatter og EU politik, det handler i lige så høj grad om at hylde de glæder som EU giver os, såsom rigtig god øl fra andre lande! Jeg medbringer min favorit øl og en lille anekdote om den, så glæd jer til det.
Arrangementet i morgen er delt op i tre slots á en halv time. Den første starter kl. 18.30. Jeg skal deltage i slot to og tre sammen med Jan Kjær (SF), Christel Schaldemose (S), min kollega i RV, Samira Nawa, Britta Thomsen (S) og Jess Myrthu (V). Du kan stadig nå at komme med.
Læs mere på Europabevægelsens Facebookside. Der er kun et antal begrænsede pladser, så det hele foregår efter først til mølle-princippet og husk at du skal have kulturpas for at komme ind.
Når det hele slutter kl. 20 vil jeg tage turen over til de Radikale på Christiansborg, hvor vi spiller bordfodbold, der er legehjørne til børnene og generel hygge. Så kom endelig forbi til en snak om stort og småt, det bliver hyggeligt!
Men min uge er kun lige begyndt fredag aften. Hele næste uge tager jeg lige en tur rundt Europa for at sige hej til både gamle venner og nye bekendte. Det bliver en uge med både fornøjelser og møde med nye mennesker, for at fortælle om mit EP kandidatur. Men når også at fejre fødselsdag i den kommende uge og sammen med et par af mine gamle venner. Så det bliver hyggeligt hyggeligt selvom det betyder familien må vente til jeg kommer hjem til København igen.
Hvis du er enten i London, Bruxelles, Bonn eller Hamburg i uge 42, så sig endelig til, så er jeg altid klar på en kop kaffe og en hyggelig snak om hvad der rører sig, og hvad jeg som EP kandidat kan gøre for lette hverdagen for andre. Husk, at du, selvom du ikke bor i Danmark, kan stemme alligevel. Du kan vælge enten at stemme på listen hvor du bor, eller i Danmark. Og det synes jeg bestemt du skal. Så send endelig en mail, en facebook post eller et tweet, så finder vi ud af noget.
bordfodbold, campaign, Christiansborg, eupol, Europa-Huset, Europabevægelsen, europæisk øl, København, Kulturnat, kulturpas, ølsmagning, Radikale Venstre