Der er så meget jeg ikke forstår… en af de ting er fremdriftsreformen. Jeg har løbende forsøgt at forstå logikken og detaljerne bag den. Jeg har endnu ikke haft tid til at sætte mig ind i alle detaljerne men da jeg bliver spurgt til fremdriftsreformen, så får I her min holdning og kom gerne med input til de ting, som jeg har glemt at tænke på.

Jeg kan ikke lide at fremdriftsreformen umyndiggør de studerende, så man ikke kan planlægge sit studie, som man ønsker. Det jeg altid har sat stor ære i ved det danske uddannelsessystem er, at de studerende bliver betragtet som voksne og ikke som børn. Det mener jeg fremdriftsreformen går væk fra. Særligt når den er endt så rigid og måske særligt bliver implementeret.

Jeg kan ikke se problemet i, at man er deltidsstuderende, så længe man laver noget som giver mening. Hvorfor skal man hastes gennem et studie for at blive færdig “til tiden”, hvis det betyder man ikke kommer i praktik, til udlandet, ikke får tid til sit studiejob eller kommer ud til et arbejdsmarked, hvor der ikke er job. Jeg kender ingen studerende, som ikke ønsker at komme i job så hurtigt så muligt efter endt studie. Fordi for hvert semester, som man gør arbejdsløs. Jo mindre er ens uddannelse værd.

Jeg er glad for, at Radikale og Sofie Carsten Nielsen har forslag om at give mulighed for, at kandidatstuderende på universiteterne skal have mulighed for at tage kandidatuddannelsen på deltid. Desuden er der bred enighed om – så vidt jeg har forstået – at se på fremdriftens reformen for at gøre den mindre rigid. Det arbejde tror jeg er nødvendigt og vigtigt.

Min egen oplevelse under studiet er, at jeg læste selv mit jurastudie færdigt på 6 år. Det var de 5 nomerede år og så et ekstra år. Det ekstra år var ikke fordi jeg ikke lavede noget som var studierelevant.

Jeg var ude at læse 1 år som Erasmus i Frankrig, som del af min kandidatgrad – kan kun anbefale at tage afsted i et helt år, hvis man kan fordi man ikke når at falde til og begynde at lære noget inden man skal rejse igen, hvis man alene er afsted et semester. Det brugte jeg 50 af 60 ECTS på, sådan at jeg kunne bruge 10 ECTS til at være i praktik og få SU mens jeg var i praktik.

Jeg var i praktik på den danske EU-repræsentation. Et praktikophold, som jeg blandt andet fik fordi jeg havde gode franskkundskaber som følge af mit ophold i Frankrig lige inden. Jeg fik huslejebidrag fra EU-repræsentationen og SU, det betød, at jeg kunne leve uden at tage lån eller arbejde ved siden af mit praktikarbejde (mere end 37 timer, så arbejde ved siden af ville være ret urealistisk).

Så kom jeg hjem og tog 3 fag på jura i København. Egentligt med tanke for, at jeg ikke gik til eksamen i et af fagene, da jeg jo ikke havde nået mange kandidatfag i København pga. mine udlandsophold.

Men jeg søgte også lige ind som praktikant ved Kommissionen igen (havde også søgt dem, da jeg endte på EU-repræsenationen. Og jeg fik så praktikophold ved EU-kommissionens juridiske tjeneste! Det havde sammen med DG Trade været drømmestederne at komme i praktik, da jeg søgte første gang. Derfor sagde jeg (drømme)studiejobbet op hos Justitsministeriet, og tog til Bruxelles igen. Denne gang uden SU og uden at få ECTS for det. Men det kunne jeg kun fordi, at Kommissionen betalte mig 900 euro om måneden for at være i praktik.

Så skrev jeg speciale fra Bruxelles fra den 28. februar. Fik også søgt job da jeg var i praktik og fik det mens jeg skrev speciale. Skulle så hjem for at starte job. Det gjorde jeg 1. august på bachelorkontrakt med krav om at jeg var kandidat inden 1. november. Specialet blev skrevet efter kl. 17 og i weekenderne. Afleveret midt i oktober, så jeg kunne aflevere forhåndsgodkendelsen til personalekontoret inden 1. november.