Efterskoler kan noget særligt. Bevar stipendieordning

Efterskoler kan noget særligt. I Horsens var 449 elever på efterskole i 2017, hvilket svarer til 29% af eleverne i 9./10. klasse. De udfordrer de unge til at blive mere selvstændige og kunne mere end de troede de kunne. Det er vigtigt for mange at få lov til at udvikle sig, men det er særligt vigtigt, hvis livet derhjemme enten i skolen eller i hjemmet spænder ben for den unge, så kan efterskolen give det frirum, hvor man kan få lov til at være sig selv. En anerkendelse, som danner grundlaget for at kunne være social og præstere bedre i skolen. På den måde udvikler man sig på efterskole hurtigt fagligt og socialt.

Efter sommerferien udfaser regeringen den stipendieordning, der hvert år har gjort det muligt for 200 unge med indvandrerbaggrund at komme på efterskole. Stipendiet var cirka 26.000 kr. Som kunne søges af unge, hvis forældre havde en indkomst under 350.000 kr, og som er flygtning, indvandrer eller efterkommer fra et ikke-vestligt land.

I en tid, hvor politikerne er ved at falde over hinanden for at sige at integrationen går dårligt (BREAKING: det går faktisk ret godt, men det sælger ikke mange aviser at sige det), så er der mærkeligt, at man afskaffer en ordning, som netop modvirker den isolation, som sker når man lukker sig inde med sine egne.

Flygtninge- og indvandrerunge, som har gået på efterskole, får både højere karakterer og som regel også kommer til at tage en ungdomsuddannelse senere hen. Efterskolen kan fungere som en indgang til det danske samfund. Det kan derfor give en god start på den nye tilværelse i landet for uledsagede unge, som kan være meget sårbare og ensomme i Danmark. Det kan også være godt, hvis man har levet socialt isoleret.

Efterskoleophold er en mulighed, der kan hjælpe dit barn med at udvikle sig socialt, fagligt og tilegne sig egenskaber, som kan være nyttige i resten af livet. Hvis man har faglige problemer, kan et efterskoleophold gavne den unge i høj grad. På efterskolen er det nemmere at spørge sine lærere og skolekammerater om hjælp til det faglige, og mange efterskoler har lektielæsning om aftenen.

På en efterskole er der klare regler og rammer i forhold til daglige pligter som oprydning på værelset eller gensidig respekt for hinanden. Et efterskoleophold kan tilbyde dig en hel ny verden, hvor sammenhold og fællesskab er kernen. Dette kan hjælpe mange unge med at komme ud af eksempelvis ensomhed, dårlige vaner og give dem en succesoplevelse socialt såvel som fagligt.

Et ophold på en efterskole kan også hjælpe unge med at balancere at have rødder i mere end et land. Det beskrev Zainab i en artikel, som Politiken bragte: »Jeg har haft brug for at reflektere over mine pakistanske og danske rødder, og jeg har lært at sætte mine egne grænser.« Det har også hjulpet hendes forældre at forstå, at hun havde haft brug for at bryde nogle af de mønstre, der er blevet skabt i hendes familie over flere generationer.

Efterskoler kan noget særligt. Hvis det stod til mig skulle stipendieordningen udvides – ikke afskaffes! Integration er vigtig og kræver at vi lever sammen og ikke ved siden af hinanden. Når vi går på skole sammen på tværs af samfundet er det at vi integrerer os fremfor at kræve assimilation af de nye. Vi skal åbne vores samfund for hinanden. Ikke lukke det mere. Sådan at vi får reelt lige muligheder. Vi kan, hvis vi tør.

Oplysninger om efterskolerne er hentet fra Danmarks Statistik og Efterskolerne.

Efterlad en kommentar