Verden er tæt på. Lige her ved siden af dig.

Jordskælv i Nepal sammen med din pølse. Krigen i Syrien på banegården. Verden er lige her i vores hverdag. Derfor må vi ikke lukke verden uden for dansk politik, men åbne op. Det er så nemt at glemme resten af verden når medierne gør. Men tit er den lige her, ved siden af dig, på den anden side af disken, overfor dig.

Vi skal huske at tale om hvordan vi hjælper de mange fattige i Nepal, hvis huse er brast sammen både i byerne men i særdeleshed på landet. Vi skal huske, at sørge for at hjælpe de mange millioner af flygtninge fra Syrien til at de kan få ro, stabilitet og sikkerhed mens krigen river deres hjemland og familier i stykker.

I mandags ville jeg have en hotdog til frokost på vej hjem til Horsens efter en formiddag i Aarhus fyldt med møde med Business Region Aarhus og åbningen af Internet Week Denmark.

Jeg gik i ly for blæsten i pølsekiosken på Banegårdspladsen og bestilte en hotdog. Mens min bestilling gik igennem bredte et stort smil på mine læber sig. Ikke kun ved udsigten til en hotdog med det hele. Fordi inde i pølsevognen var der pyntet med forskellige buddistiske genstande. Mens hotdogen blev samlet, spurgte til hvor tingene var fra. Han svarede, at de fleste var fra Nepal og nogle fra Thailand. Jeg spurgte lidt diskret til om han havde familie i Nepal. Det havde han. I min distraktion havde jeg helt glemt jordskælvet for under to måneder siden.

Jo, han havde familie der. Der kom en stilhed og langsomhed over stemmen. De var ok. De kunne ikke længere bo i deres hus, men de var ok. Søsten var lidt skadet efter jordskælvet kom det frem.

Mellem servering af de næste kunder. Opladning af min iphone, så jeg kunne betale med MobilPay. Min bestilling og spisning af en ribbenstegssandwich.

Så lyttede jeg til situationen i Nepal: Problemerne med at få hjælpen til at nå ud til landsbyerne i bjergene. Frustration over korruptionen og svind i nødhjælpsorgansiationerne. Hvordan de fattigeste ender på gaden mens de rige klarer sig. UNICF var ok. Men helst sparede han op og tog pengene med og gav hjælpen direkte.

Så var Nepal pludselig tæt på.

I aftes sad jeg i ventesalen og ventede på toget kl. 22.00. Der stod en mand og talte højt til en kvinde ude i gangen. Hun så trykket ud. Deres lille dreng gik på opdagelse henad gangen. Jeg gik hen for at stoppe ham inden han kom på afveje, men han skulle bare hen og se hvad hans to storebrødre lavede. Jeg satte mig ned igen.

Parret kom ind og hun satte sig på en bænk mens han stod og talte til hende. Jeg fangede nogle brokker arabisk, men mest af alt hans hårde tone og hendes trykken sig ind i bænken. Brugte deres dreng som undskyldning til at gå derhen. Den hårde tone forsatte.

Jeg gik et skridt tættere på og spugte hende på engelsk om hun var ok. Hendes øjne var fyldt med tårer. Hun forstår ikke engelsk fik jeg at vide. Jeg havde misforstået de brokker jeg havde hørt på arabisk. Hun ville ikke have, at han skulle holde op med at skælde ud. Hun var ked af det fordi hun skulle rejse. Rejse ned til hendes forældre.

Hvis din kone er ked af det, så giv hende et knus i stedet for at tale hårdt til hende. Mens manden og jeg talte sammen forsatte tårerne at samles i hendes øjne. Jeg satte mig på bænken ved siden af hende og rakte hånden ud. Hun smilede.

Udvekslede et par brokker på arabisk om, at jeg havde læst arabisk i Damaskus med manden og de to store sønner. Kvinden var fra Syrien. Damaskus. Fortalte manden. De havde mødtes for år tilbage i Damaskus. Fik spurgt hende om hun skulle besøge familien i Tyrkiet. Hun nikkede. Jeg aede hende på ryggen i forsøg på at trøste. Hun smilede til mig. Jeg viste hende min halskæde fra Damaskus, som jeg bærer om halsen for at have Syrien med mig i valgkampen (og beskytte mod onde øjne). Fra Damaskus sagde jeg og holdt tæt om vedhænget.

Manden sagde noget med mor til de store drenge. Sagde til mig de skulle gå og ned til toget. Drengene og manden gik. Jeg så hende i øjenene. Øjne, der var triste og modløse. Hvis min famile havde flygtet fra Damaskus og levede på lånt tid og opsparring i Tyrkiet. Ville jeg også være trist og modløs. Kunne ikke sige noget om at det nok skulle blive ok snart. Jeg gav hende et stort knus og så hende i øjnene igen.

Ved ikke om mandens version var korrekt. Har meget kort lunte med skænderier i par. Kan ikke klare dominerende partnere.

På den anden side, hvis hele hendes familie var flygtet fra Syrien og spredt over hele verden. Mens de ikke kunne gøre noget fra Danmark for at hjælpe andet end måske sende lidt penge og besøge forældrene. Hvem ville ikke være på sit yderste mentalt?

Jeg fandt mit visitkort frem og gav hende det. De gik og jeg satte mig ned på min egen bænk igen.

Lige pludselig var Damaskus og Syriens flygtninge i nærområderne tæt på.

Karen Melchior

Efterlad en kommentar





Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få nyt i din indbakke fra Karen

Tak for din tilmelding!