Radikale og Radikal Ungdom: Forbyd bomtrawl og begræns trawlfiskeri i både Danmark og EU

Fiskeri med bundtrawl er nedbrydende for vores natur og biodiversitet. Vi skal derfor tage kampen op for de små fiskere og den danske natur – både herhjemme og i EU, skriver Karen Melchior, Martin Lidegaard og Marius Aggerholm.

Fiskeri med bundtrawl ødelægger biodiversiteten på den danske havbund, skriver Karen Melchior (R), Martin Lidegaard (R) og Marius Aggerholm (RU) i Altinget på World Oceans Day 2021

I Danmark er vi aldrig mere end 50 kilometer fra havet, som vores nationalsang kærligt beskriver, spejler bøgens grønne løv. Men hvad sker der egentlig under vandoverfladen?

Forestil dig, du går en lørdagstur i Dyrehaven men må springe for livet, da fem bulldozere side om side uden videre moser hensynsløst gennem både gamle træer, små fugle og kronhjorte. Det ville du nok ikke overleve – og heldigvis er det næppe et sandsynligt scenarie. Alligevel minder det om tilstandene ved de danske farvande, når det kommer til bundskrabende fiskeri.

Når man fisker med bundtrawl, trækker fiskeren et stort tungt garn over havbunden. Det tunge garn trækkes gennem årtiers udvikling af sart og naturligt liv på havbunden, som opretholder fødekæden i havet.

Samtidig fanger det også en masse andre arter, både fisk og faunasæler, hvoraf nogle er truede, og størstedelen uden grund må lade livet i jagten på de få eftertragtede havbundsfisk. Dertil kommer, at forstyrrelse af havbunden frigør kuldioxid og øger CO2-niveauet i vandet og atmosfæren.

Ude af øje, ude af sind. Sådan beskriver man desværre Danmark og EU’s manglende handling, når det kommer til trawlfiskeri. Selvom det sker ude af øje under vandets overflade, bør vi ikke acceptere, at det sker, når vi over vandoverfladen kæmper hårdt for at beskytte biodiversitet og nedsætte CO2-udslip for at opnå de løfter, vi har anført i Parisaftalen.

Vi må gøre opmærksom på det, der sker i det skjulte, så ude af øje ikke længere er ude af sind.

Beskyttede områder beskyttes ikke reelt
Hele to tredjedele af havbunden i den danske del af Østersøen er forstyrret af fiskeri med bundtrawl, viser opgørelser fra Danmarks Naturfredningsforening. Det samme gør sig gældende i 85 procent af Nordsøen.

En rapport fra WWF Verdensnaturfonden viser, at kun 15 procent af de beskyttede områder i EU’s have reelt set beskytter det marine miljø. I Danmark er det på nuværende tidspunkt kun fire procent af de danske have, hvor regeringen agter efter streng beskyttelse.

Tilmed bundtrawles der i store dele af Natura 2000-områder, som er områder, vi har vurderet, som særligt vigtige for den danske natur. Det er kun de områder, hvor biodiversiteten er allermest udsat, som er beskyttet indenfor Natura 2000 mod fiskeri, men beskyttelseszonerne er alt for smalle.

Selvom man ikke fisker der, hvor biodiversiteten er mest følsom, har det stadig konsekvenser, når man fisker lige rundt om og ved siden af. Det betyder, at de foranstaltninger, vi har sat i værk for at beskytte havet, ikke er effektive, og vores fiskeri fortsat har en negativ effekt på miljøet.

Skånsomt og kystnært fiskeri har potentiale
I dag er det Den Internationale Dag for Havet. Det er tydeligt, at naturen og biodiversiteten lider under de fiskerimetoder, vi har i Danmark i dag, og det samme gør de små danske fiskere.

For skånsomt og kystnært fiskeri har et kæmpe potentiale, både når det handler om arbejdspladser, turisme og natur – ikke mindst i landdistrikterne. Men de har ikke en chance, især ikke når store hollandske og belgiske skibe, der fisker i de danske have, er specialiserede i fiskeri med bundskrabende remedier.

Når de store hollandske og belgiske trawlere er sejlet forbi, efterlades dermed ikke meget til de små lokale fiskekuttere. Hvis vi fremover vil have mangfoldigt liv i havet, sunde dyr og muligheden for friskfanget lokal fisk, må vi derfor omgående kæmpe for et forbud mod bomtrawl og en begrænsning af bundtrawl i hele EU.*

Vi opfordrer derfor indtrængende den danske regering til at tage denne kamp i EU – men starte herhjemme med langt mere beskyttet hav og langt mere skånsomt fiskeri.

Kategori: , ,

Efterlad en kommentar