Europa-Parlamentet bør kræve, at den israelske regering øjeblikkeligt standser uddrivelsen af palæstinensiske familier fra Østjerusalem. EU og EU’s medlemslande bør beskytte de palæstinensiske familier i Sheikh Jarrah – og i Batn Al-Hawa – som er i akut fare for at blive presset ud af deres hjem med magt.

I begyndelsen af 2021 dømte den israelske distriktsdomstol i Jerusalem til fordel for bosætter firmaet Nahalat Shimon International og udstedte en udsendelseordre til otte palæstinensiske familier fra Karm Al Ja’ouni-området i Sheikh Jarrah. Det vil kulminere i, at der i alt er over 970 mennesker, der nu risikerer at blive fordrevet ud af Østjerusalem.

Det er for mig fuldstændig uacceptabelt. EU burde spille en større og mere aktiv rolle i at få begge parter til at de-eskalere konflikten i området. Den israelske domstolspraksis sætter et enormt pres på de palæstinensiske beboere, når det tvinger beboerne til at flytte til andre besatte områder adskilt fra deres familie og samfund. Dertil kommer at beslutningen er i strid med FN-charteret og FN Sikkerhedsråds resolution.

Det er især bekymrende, at den israelske domstol skubber den palæstinensiske befolkning ud til fordel for israelske bosættere, der ikke blot overtræder Genève-konvention, men også Rom Statutten, der forbyder en besættelsesmagt at overføre sin befolkning til det besatte område. Som konsekvens heraf servi nu optøjer og kampe mellem palæstinensiske demonstranter og det israelske politi, som har såret over 300 demonstranter.

Den taktik med uddrivelser, som vi ser i Østjerusalem følger modellen fra Hebron. Hvor den palæstinensiske befolkning i dag, ikke længere kan leve i hvad der var en palæstinensisk bykerne indtil bosætterne besatte hus efter hus og med militærets hjælp fik bortvist de palæstinensiske borgere. Jeg er vokset op med at høre om drab, militær og terror fra Hebron. Jeg vil ikke se historien gentage sig i Jerusalem.

Med uddrivelsesforsøg i Sheikh Jarrah, vil Europa-Parlamentet være sit ansvar bevidst til denne plenarforsamling?

Hvornår sætter EU endelig foden ned overfor Israel, når regeringen gennem en årrække har strammet sit ulovlige greb om de besatte områder på Vestbredden? Israels besltuninger forpurrer enhver mulighed for, at sikre tostatsløsning og fred og bidrager til den endeløse cyklus af vold, som vi nu ser for atter gang i dag.

Jeg har tidligere sagt, at den måde Europa-Parlamentet agerer over for Israel viser politisk umodenhed fra Parlamentets side. Europa-Parlamentet er ikke i stand til at påtage en moralsk integritet, og samtidig blåstemple lande der krænker de selvsamme international lovgivning, som vi prøver at håndhæve.

Vi skal holde fast på international ret og internationale aftaler, også når vi samarbejder med Israel. Den israelske regering har et kæmpe ansvar for at have ladet spændingerne vokse i Palæstina ved at se igennem fingre med bosætternes ulovligheder, tillade opførelsen af flere og flere israelske byer i de besatte områder mens man knægter palæstinensiske borgeres rettigheder i de besatte områder.

I mine øjne har Europa-Parlamentet i denne plenarforsamling det hidtidig største ansvar. De bør ikke blot udvise en større situationsfornemmelse, for eksempel ved at sende de rigtige signaler på tidspunkter, men Europa-Parlamentet bliver i allerhøjeste grad nødt til at udvise en form for konsistent integritet via den politik institutionen vi fremfører – ellers ender vi med at spænde ben for os selv.

Jerusalem er en delt by, og det indebærer at man tager hensyn til hinanden i god naboskab. Efter den seneste eskalering af konflikten mellem Hamas og Israel, håber jeg man i Europa-Parlamentet har lært af sine tidligere fejltagelser, og agter at gøre brug af sin magt, ved ikke kun at tale om konflikten ved plenarforsamlingen i den kommende uge, men også turde handle. Vi bør opfordre Ministerrådet til at hjælpe parterne finde en holdbar løsning på konflikten. Jeg vil ihvertfald fortsætte med at tage mit ansvar og skubbe EU Parlamentet i den retning.

Løsning kræver handling. Handling kræver dialog. Jeg mødes med begge sider.

Som folkevalgt, har jeg tidligere mødtes med både den israelske ambassade til Danmark, den palæstinensiske repræsentation i Danmark. I dag havde jeg et møde over Zoom med den palæstinensiske ambassadør til Irland.

Jeg har fulgt situationen i Israel-Palæstina, længere inden jeg blev politiker, da jeg arbejdede som ambassadesekretær på den danske ambassade i London havde jeg ansvaret for at følge udviklingen set fra London og de britiske myndigheder. Her havde jeg også tæt kontakt med Tony Blairs kontor, da han var leder af den såkaldte Mellemøstkvartet.

I 2019 blev jeg inviteret af Folkekirkens Nødhjælp til Israel og Palæstina, hvor jeg besøgte flere uddrivelsestruede palæstinensiske borgere. Jeg besøgte også Hebron sammen med organisationen Breaking The Silence, som består af israelske veteraner, som har været udstationeret i de besatte områder.

Det vi ser i disse dage er en akut opblusning af konflikten forårsaget af hvad jeg ser som israelske provokationer. Vi kan ikke finde en løsning, hvis ikke vi ser på de underliggende årsager. Den israelske bosætterbevægelse har fået lov til at indtage mere og mere plads i de besatte områder og senest i Østjerusalem. Det sker med den israelske lovgivning og myndigheder i ryggen.

Det internationale samfund bør reagere. Ikke kun for at sikre en midlertidig fred i Vestbredden, Gaza og Israel, men for at sikre at tostatsløsningen fra Osloaftalerne får mulighed for at blive til noget. Skiftende israelske regeringer har modarbejdet de aftaler, som de selv har underskrevet gennem mere end 10 år. Det internationale samfund inkl. EU har set alt for stiltiende til, der er brug for mere end ord nu. Det skylder vi Israel og Palæstina.