Sælger Facebook data? Er det overhovedet spørgsmålet vi skal stille om debatten på nettet?

Det handler ikke om dig. Det handler ikke om hvad du gør. Det handler om hvad “sådan nogle som dig” gør. Det er profileringen af dig og dem, der ligner dig, som er det afgørende for at vælge hvem, der skal se en reklame eller et bestemt opslag.

Derfor kan tidligere Facebook medarbejdere argumentere for, at Facebook bestemt ikke sælger brugerdata eller data i det hele taget. De sælger alene målretning af reklamer til de brugere, som minder om sådan nogle som dig.

Forretningsmodellen for de gratis tjenester på nettet er og var baseret på at opnå en tilstrækkeligt stor mængde brugere, som man måske kunne tjene en lille smule på ved at de selv betalte, eller hvis data, som man kunne sælge til andre for at de kunne få adgang til at sælge dem noget. Desto mere information, som Facebook kan samle enten indenfor deres egen platform eller fra din færden ude på det åbne internet, desto bedre bliver deres målretning af reklamerne og på den måde kan de tjene penge på den lille smule, som man kan tjene på hver af os, som brugere.

Men den måde, som algoritmerne er indrettet på får afgørende indflydelse på hvilke nyheder, som vi ser og finder vigtige, samt vores relationer til venner og familie, som vi ikke ser i dagligdagen. Det er ikke afgørende, men tilskyndende og samlet set har det en effekt.

I hvilken verden lever vi i dag? Er vi off-line eller online – findes IRL overhovedet?

Adskillelsen af online og off-line er i høj – og i stigende – grad kunstig. Vi lever store dele af vores liv på internettet og netværkene gennem platformene, som er private firmaer med deres egne fastsatte regler. Jo mere af vores liv og samfund, som vi lægger over på platformene desto mere afhængige bliver vi af private firmaer med deres regler, indretning og afgørelser. Vi bliver nødt til at se på om den måde de forvalter deres indflydelse på vores samfund er acceptabel.

Internettet er blevet til Facebook, Google og de andre platforme, der holder dig fanget for at få mest mulig viden om dig, så de kan sælge de mest præcise reklamer

Nutidens internet bliver mindre og mindre frit og åbent. Det domineres af hvad vi kalder “tech giganterne”, der har tilkøbt sig og skabt sig et verdensomspændende net af platforme, som ofte er det “internet”, som vi færdes på. Ofte uden at lægge mærke til det. De sociale platforme tjener penge på at vide så meget så muligt om os og desto mere tid, som vi bruger på platformene desto mere kan de observere om os.  

Gennem de 11 år, som jeg har været på Facebook, så er nettet, som Facebook har spundet om mig blevet tættere og tættere. Det er blevet sværere at komme væk fra platformen og ud på det åbne net. Når folk deler links på Facebook bliver de ikke længere åbnet på min almindelige internetbrower, men som en del af Facebook, sådan at platformen kan registrere hvad jeg kigger på når jeg har klikket på det link, som en af mine bekendte har delt. Med min smartphone plejede jeg at kunne bruge Facebook på deres mobilt tilpassede hjemmeside fuldt ud, som på computeren, men da Facebook gerne ville have flere brugere over på deres Messenger-app, så gjorde de det mere vanskeligt og til sidst nærmest umuligt at læse beskederne udenom Messenger-app’en. Hvis du undrer dig over, at Facebook giver dig notifikationer om at der er sket noget – uden der er sket noget – så er det ikke bare en fejl, men en del af forsøgene til at få dig til at bruge mere tid på Facebook.

Først var det Facebook dernæst de øvrige sociale medier har indstillet deres algoritmer til at “optimere din oplevelse” ved at være på platformen.  Det skal være en oplevelse, der fastholde dig på platformen og får dig til at vende tilbage flere gange dagligt eller i timen. Det optimale for platformen er, at du bruger så meget tid på der og at du interagerer så meget så muligt på platformen.

Hvert sekund, som du bruger uden for platformen er et spildt sekund. Det uanset om du kysser på din kæreste, børn, klapper din hund, eller om du er på nettet et andet sted end via platformen. Derfor søger platformene at skabe en oplevelse, hvor du føler dig tiltrukket til og afhængig af platformen. Derfor anmoder platformene om din tilladelse til at meddele dig, når der “sker noget”. Derfor viser platformen dig primært indlæg, som animerer dig til handling fremfor passivitet.

Kan vi ikke bare melde os ud af Facebook?

Måske er du en del af danskerne, som ikke er på Facebook? Eller du overvejer at nedlægge din konto. Du sidder måske og tænker, at du så kan redde dig selv for den massive profilering og annoncering, som brugerne af de sociale platforme er udsat for?

Facebook følger ikke kun deres brugere, men også for alle dem, som bruger hjemmesider, der har indbygget en “Facebook-like” knap eller har lavet kommentarfeltet om til et indbygget Facebook univers. Derigennem har Facebook mulighed for at indsamle viden om dem, der besøger hjemmesiden. Kombinationen af dine indstillinger på din browser, din IP-adresse og det redskab (computer, tablet, telefon) som du bruger til at få adgang til hjemmesiden danner tilsammen et unikt fingeraftryk, som gør, at Facebook og andre kan følge dig i din færden på nettet helt uden, at du har oprettet en profil hos dem.

Udover den synlige overvågning, så er der også den usynlige overvågning gennem de såkaldte Facebook-pixels, som giver hjemmesideejeren mulighed for at følge hvilken type personer, som besøger deres side. Det giver så mulighed for tilbage på Facebook, at målrette annoncer til denne type personer. Du behøver ikke selv at have besøgt siden, men hvis din smag, alder og køn minder om dem, som har gjort, så får du vist annoncerne. Det giver en meget højere succesrate end hvis man bare viser annoncerne til alle.

Dermed er du med til at føde informationer indtil Facebook og Facebooks kunder (annoncørerne) uanset om du har en Facebook profil eller ej.

Platformene har indflydelse på vores politiske debat og samfund – så hvem kontrollerer debatten i de danske medier og dansk politik?

Det er ikke kun de sociale medier, der ser på reaktionerne inde på platformene og målgruppens størrelse, det gør de traditionelle mediers redaktioner og politikerne også. Derfor kan vi spørge os selv, hvem kontrollere egentligt den politiske debat i Denmark? Er det befolkningen, de politiske partier og mediernes redaktører, der fastlægger dagsordenen for den politiske debat I Danmark? Er det medarbejdere hos Google og Facebook, algoritmer eller en hær af folk der angiver folk, som de er uenige med?

Udbredelse på sociale medier er en faktor for de traditionelle mediers reklame eller sociale medieafdeling, hvor man opfordrer sine læsere til at reagere og kommentere på historierne. Ikke så meget for at høre hvad du tænker, men fordi de ønsker større udbredelse af sine artikel eller nyhedsindslag. Antallet af kliks og udbredelsen på sociale medier bliver en bevidst eller ubevidst succesfaktor for de traditionelle medier, hvor de time for time kan følge en artikels udbredelse. Denne løbende evaluering påvirker dermed den redaktionelle linje på en mere detaljeret måde en oplagstallene tidligere.

Mange af os læser nyhederne i de danske medier via et socialt medie, hvilket betyder, at redaktionerne ikke alene tænker i hvilke nyheder, som der vil give kliks på deres hjemmeside, men også hvor langt ud en historie eller et debatindlæg vil komme via de sociale medier. De sociale medier og de traditionelle medier har gennem flere år ikke kunne skilles ad.

Polariseret debat på de sociale platforme har en afledt effekt til medierne og den politiske dialog.

Hvad betyder det overhovedet for os, især hvis vi ikke er på Facebook? Kan vi ikke bare ignorere Facebook? Men Facebook bruges af medier og politikere, som den primære platform for at nå ud til danskerne.

Platformene er ligeglade med om du hader eller elsker noget, sålænge DU ikke er ligeglad og passiv. Det er fordi platformene ønsker, at du bruger mere og mere tid på platformen mens du afslører mere om dig selv ved din ageren. Derfor er algoritmen indstillet til at vise dig ting, som du enten hader eller elsker, men ikke ting, som får dig til at være passiv. På den måde bliver politikere som Inger Støjberg og Zenia Stampe heltene i dansk politik for Facebook. Det giver en synergieffekt mellem det sociale medies algoritme og den politiske debat. Det betyder også, at vi får flere umiddelbare reaktioner (had / kærlighed) og færre refleksioner over hvad det er andre siger på de sociale medier.

Facebook ser ikke på om det er en kage, der fejrer stramninger i udlændingepolitikken, eller om det er væltede gravsten på den muslimske gravplads i Brøndby, Facebook ser alene på kliks, reaktioner og tid brugt på platformen, hvis flere som os reagerer, så viser Facebook flere af os opslaget. Dermed betyder de hurtige reaktioner politikeren får vist opslaget til flere med mulighed for at få flere stemmer.

På den måde bliver de succesfulde politikere er ikke længere målt på deres resultater i Folketinget eller på Rådhuset, men i hvor gode de er til at læse og bruge de algoritmer, som styrer deres budskabers udbredelse på de sociale medier. Du bliver ikke til te hos statsministeren eller hyldet til Venstres landsmøde, hvis du har en god ide, men hvis du har været en internet forkæmper for hende eller ham i kommentarfelterne.

Det betyder, at politikere oftere søger forargelsen eller hadet frem for kompromiset og dialogen fordi det virker bedst når deres budskab skal igennem de sociale mediers algoritmer. Det polariserer vores debat og vi holder op med at lytte til hinanden. Frem for dialog hen over et forhandlings- eller kakkelbord bliver den politiske debat til en skrigekamp, som var vi til et derby opgør og råbte slagsange hen over grønsværen.

Vi har brug for det samme niveau af regulering uanset om det er elektronisk eller “på papir. Når vores politiske debat foregår på internettet betyder det ikke, at vores demokratiske rettigheder (og pligter) ikke længere gælder.

Internettet er gået fra at være et redskab for fri debat til at være redskabet for de utøjlede markedskræfter. Optimeringen af de sociale mediers platforme får derfor effekt på hvad vi diskuterer i danske medier og politik og dermed hvordan vi stemmer og hvilken udvikling vores land tager. Koden bag sociale mediers platforme bliver politisk, da den tegner reglerne for debatten op.

Det er måske ikke så meget anderledes end dengang, hvor det afhang af hvem, der havde den mest populære lokal- eller landsdækkende avis, men det var lettere at aflæse dengang at den redaktionelle linje var at læse i titlen på avisen. Nu er det for de fleste uigennemskueligt hvad der styrer det de ser på “nettet” og de kan dermed ikke længere kan vælge hvilket filter, som de ser verden igennem.

Det var ikke det vi håbede, da vi så internettets netværk fjerne de gamle magthavere i debatten. Da håbede vi på, at vi nåede frem til en ny tid, hvor alles stemmer havde lige stor styrke, og det var argumenternes værd, som talte. Det var nok naivt.

Vi bør se på om det er platformenes kommercielle algoritmer, som er den måde vi ønsker, at  vores samfund informeres og styres på. Ligesom vi har pressenævn, kontrol af reklamer og mediestøtte, så bør vi også se på regulering af de sociale medieplatforme. Det bør ikke være f.eks. Facebooks regler og markedsinteresse, men vores lovgivning, som kontrollerer debatten i vores samfund. Det vanskelige er, at det ikke alene er i demokratier, som Danmark, hvor Facebook er dominerende, men også i lande, der lever under forskellige grader af diktatur som i Kina, Tyrkiet, Rusland og Egypten, hvor deres myndigheder og militær også ønsker at stille krav til indholdet på de sociale medier.

Uanset mener jeg ikke, at det skal være op til det enkelte sociale medie at vurdere hvad de mener skal accepteres eller ikke i vores samfund. Det skal ske gennem en åben og demokratisk debat med respekt for vores grundlæggende demokratiske rettigheder. Vi har brug for politisk besluttet regulering af de markedskræfter, der ligger bag, sådan at vi beskytter vores demokratiske rettigheder off-line som online.