Skip to main content

Mine mærkesager Folketingsvalg 2015

024-001

Jeg vil give jer her mine mærkesager, som angivet hos Megafon/TV2 og som det kommer til at stå på mine flyers. Det er de 3 sager, som jeg gerne vil have, at du kan huske mig for.

Det gør jeg, fordi jeg er frustreret over tavsheden på bloggen her. En tavshed, der skyldes at meget af min tid går med at udfylde kandidattest her der og alle vegne. Det er ikke nok med en for hvert medie. Tit skal de enkelte afdelinger af mediet, også have deres egen. Det en god øvelse hvor man bliver udfordret til at tage stilling til emner, som ikke lige ligger indenfor det som interesserer en mest eller som man ved mest om. Det er en god forberedelse til liver som politiker, hvor de 179 personer i Folketinget skal tage stilling til og ansvar for alt mellem himmel og jord. Derfor nytter det ikke noget bare at sige, at man ikke ved det eller ikke har udviklet en politik for det endnu. Som medlem af et parti kan man heldigvis søge information om emnerne og danne sig sin egen holdning. Jeg nyder også at sætte mig ind i emner som jeg ikke lige havde overvejet og blive klogere, men det tager tid fra andet politisk skrivearbejde, som jeg også meget gerne ville.

Frit og åbent internet med klare regler.
Jeg vil have, at vi har kontrol over vores privatliv på nettet med klare regler for virksomheders og myndigheders adgang til vores digitale fodspor. Jeg vil sikre netneutralitet for at sikre lige konkurrencevilkår og innovation for fremtiden – lige adgang beskytter de små og de nye mod monopoler. Og vi skal ikke have masseovervågning. Jeg arbejder for et frit og åbent internet.

Danmark er mere end storbyerne.
Jeg vil dyrke lokale styrker og talenter. Stolthed over dansk industri og landbrug. Jeg vil arbejde for regional udvikling og jobskabelse – ikke afvikling og centralisering. Gode rammevilkår, udvikling og vækst. Danmark skal være sammenhængende og hænge sammen med verden. Vi skal rumme det nære, det sære, det almindelige og det store. Jeg arbejder for Danmark i verden og verden i Danmark.

Lige krav. Lige muligheder. Lige danske.

Vi skal stille krav til alle, og alle skal reelt have lige muligheder. Jeg vil bekæmpe social ulighed i Danmark. Børns baggrund må ikke afgøre deres fremtid. Din uddannelse og løn må ikke afgøre din adgang til sundhed. Vores fordomme må ikke stille sig i vejen for at løse problemerne. Ingen skal bestemme, hvem du må elske, og ingen skal føle, at de ikke er “danske nok”. Jeg arbejder for et tolerant Danmark, som vil alle, der vil Danmark.

Når jeg får lidt luft efter Berlingske Tidendes kandidattest, så laver jeg et blogindlæg til hver af sagerne. Men I behøver ikke vente, hvis I har kommentarer eller spørgsmål.

Folketing, kandidattest, Karen Melchior, Mærkesag

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *