Mennesket skal nu give plads til naturen

Af Kim Mandix og Karen Melchior

Lad os begynde med løsningen: Vi skal give naturen plads dér, hvor vi selv bor. Vi skal bygge vores huse, haver, veje og marker, så fugle, pindsvin og insekter kan bo og finde føde imellem os – og vi skal give noget af den hårdt udnyttede danske jord tilbage til naturen. Det koster næsten ingenting, og det meste kan vi gøre nu. Det, der mangler, er ikke penge eller viden. Det er vilje.

Vi lever i en ny tid. Det har vi gjort længe. Men vi har ikke tilpasset den måde, vi bygger byer, villakvarterer og driver landbrug på, til den. Vi bygger stadig, som om naturen er noget, vi kan hegne ude.

Sådan har vi ikke altid tænkt. Allerede i Biblen står der, at man ikke må høste sin mark helt ud til kanten – noget skal blive stående til dem, der ikke selv har (3. Mosebog 19). I Danmark satte vi juleneg op, så fuglene fik del i høsten. For hundrede år siden var vores huse og haver fulde af liv. Mursejlerne byggede rede i sprækker under tagene. Pindsvinet kunne vandre frit fra have til have. Vores oldeforældre var ikke mere idealistiske end os. De byggede bare ikke tættere, end naturen kunne følge med.

Det gør vi i dag. Vi har lukket sprækkerne, fældet hækkene og lagt fliser, hvor der før var græs. Nye huse er tætte fra sokkel til tagryg. Villakvarterer omkranses af lukkede plankeværker. Motorveje skærer dyrenes vandringsruter over. Hver enkelt beslutning virker fornuftig. Tilsammen har de gjort Danmark fattigere på liv.

Den intensive udnyttelse af dansk jord har dybe rødder. Efter nederlaget i 1864 lød parolen: “Hvad udad tabes, skal indad vindes.” Heden blev pløjet op, og næsten al jord blev opdyrket (Hedeselskabet). Det var et stort nationalt projekt i sin tid. Men i dag er Danmark et af de lande i verden, hvor landbruget fylder mest. Nu skal vi den modsatte vej. Ikke lave alting om til asfalt og industriområder, men give noget af jorden tilbage til naturen. Det betyder ikke, at mennesker skal ud af naturen. Vi skal bruge den og nyde den – men sammen med den, ikke imod den.

Forskere kalder vores tid for antropocæn, menneskets tidsalder, fordi mennesket er blevet en kraft, der former hele planeten. Vi kan ikke takke nej til navnet, men vi kan vælge at tage ansvaret på os. En ny epoke skal kunne ses i den måde, vi møder verden på. Mennesker er natur. Vi er dyr ligesom andre dyr. Vi drikker det samme vand og indånder den samme luft som mursejleren og pindsvinet. Derfor giver det ikke mening at bygge mod naturen. Vi skal leve, bygge og bo som en del af den.

Se bare på mursejleren. Den er fredet, og dens rede er beskyttet. Hvert efterår flyver den til Afrika, og hvert forår vender den tilbage til præcis den samme rede. Er reden muret til under en renovering, opgiver fuglen ofte helt at yngle. Beskyttelsen står allerede i loven, men den bliver sjældent håndhævet. Folk glemmer den, og myndighederne følger ikke op.

Det kan gøres bedre. Skotland har som det første land i Storbritannien vedtaget en lov, der gør redesten til mursejlere obligatoriske i nybyggeri. Og i København har kommunen gjort mursejleren til en af ti fokusarter i sin biodiversitetsstrategi og tager hensyn til reder, når kommunens egne bygninger renoveres.

I London er de gået skridtet videre. En metrostation i den vestlige del af byen blev oversvømmet, hver gang det regnede kraftigt. I 2023 blev en bæverfamilie sat ud i en park i nærheden – de første bævere i det vestlige London i 400 år. På få uger byggede de dæmninger og forvandlede området til et vådområde, der opsuger regnen. I dag slipper stationen for oversvømmelser. Når vi giver naturen plads dér, hvor vi bor, hjælper den os med at afbøde de problemer, vi selv har skabt med klimaforandringer og hård udnyttelse af jorden.

Som medlem af Europa-Parlamentet var den ene af os med til at forhandle EU’s naturgenopretningslov på plads. Den forpligter for første gang landene til at genoprette natur og ikke kun beskytte den smule, der er tilbage. Nu skal loven føres ud i livet herhjemme.

Nogle vil indvende, at det bliver dyrt. Det passer ikke. En redesten koster nogle hundrede kroner, hvis den er med i byggeriet fra begyndelsen. En hæk koster ikke mere end et plankeværk. Et hul i hegnet på størrelse med en cd, så pindsvinet kan komme igennem, er gratis.

Fire konkrete forslag

1. Nybyggeri skal give plads til, at dyr og fugle kan bevæge sig gennem landskabet og finde steder at yngle. Redesteder til fugle og passager for pindsvin skal være krav i bygningsreglementet og i lokalplaner, sådan som Skotland nu har gjort for mursejlere.
2. Faunabroer og faunapassager hen over veje og motorveje skal være en betingelse for at få statslig og europæisk støtte til vejprojekter.
3. EU’s landbrugsstøtte skal belønne levende hegn og vandhuller. I dag kan landmænd søge støtte gennem de frivillige bioordninger, men beløbene er for små til, at det batter. Pengene skal følge naturen.
4. Vi kan alle begynde i egen have. Danmarks Naturfredningsforening anbefaler kvashegn, vilde hjørner og at lade grene og blade ligge, så pindsvin og fugle kan finde ly og føde.

Og når vi fortætter byerne, skal vi huske det grønne. Byforskeren Cecil Konijnendijk har givet os en enkel regel, 3-30-300: tre træer synlige fra hver bolig, 30 procent trækroner i kvarteret og højst 300 meter til en rigtig park. Ikke et grønt frimærke mellem to karreer, men natur, man kan mærke.

Vi lever i en ny tid. Det har vi gjort længe. Nu skal vi bygge efter den – og lade noget af kornet stå.

Kim Mandix er civilingeniør og ph.d. i kemi og folketingskandidat for Radikale Venstre i Sundbyøsterkredsen. Karen Melchior er tidligere medlem af Europa-Parlamentet for Radikale Venstre.