En gang i mellem føles det som om ligestillingen blandt børn og i børnefamilier/-haver er gået tilbage og det hele er blevet lyserødt og lyseblåt. Uanset min irritation over at se prinsesser over det hele, så er der nogen ting, som er vigtigere, det blev jeg mindet om da jeg læste interview med Geeti Amiri i Politiken om “nydanske” kvinder.

“Alligevel har vi klaret os meget bedre end vores brødre. Se bare min egen familie. Her har alle piger en uddannelse, mens min bror aldrig fik en. Det skyldes da ikke, at vi kvinder har været låst inde og ikke måttet være i det offentlige rum, det skyldes, at vi ikke blev opgivet som drengene. Selv om vi piger pjattede i timerne i skolen eller glemte at lave lektier, blev vi ikke opgivet så hurtigt som drengene. Bare vi piger kunne lidt fagligt, blev vi motiveret og forventet noget af, hvorimod drengene hurtigt blev glemt, stemplet og smidt i specialklasser«.a”

Det er simpelthen ikke godt nok. Det er ikke fair overfor de drenge og det uanset hvor deres forældre kommer fra. Vi skal have en skole, hvor der er plads til at tage sig af både de urolige drenge og de urolige piger. Ingen skal opgives på forhånd.