Kvinder, luften og lighed

Et billede af den første kvindelige afghanske pilot i 30 år gik verden rundt de sidste par dage. Da jeg så det blev jeg så glad. Hvorfor, blev jeg så glad for at se endnu en person i militær uniform? Fordi det er endnu en af bastionerne, som “man” tidligere mente var reserverede for mænd. Hvilket først fornylig skete i Danmark. Fordi det sker i et land, hvor regeringen tidligere havde undertrykt kvinder, så selv adgang til en basal skolegang virkede som en drøm. Det er et stort skridt for lighed mellem kvinder og mænd. Nu er selv ikke “the sky the limit”

Det var Lt. Nilofar Rahmani, som var den første kvindelige afghanske pilot uddannet de sidste 30 år. Jeg har fundet omtale af hende på Khaama Press, som skriver:  Nilofar Rahmani quoted by Washington Times “First, it was my ambition, and second, I want to show that Afghanistan can have female pilots. It’s a job females can do also, it’s not a hard job that the men can just do. Both can do it.” She also added, “I wanted to fly with my brothers, shoulder to shoulder.”

Da jeg så billedet og hørte historien, kom jeg også til at tænkte på Simone Aaberg Kærns værker omkring kvinder og flyning, samt om vi var nået længere end at kun mænd måtte være jagerpiloter i Danmark.

Jeg spurgte ud på Twitter, om der var nogen som kunne huske hvad status i Danmark er. Tak til @JacobMouritzen @bering @dicte @madeby @MrJokinen @Nissemus @Leoparddrengen for at hjælpe med at finde information.

Heldigvis ophævede forsvaret reglen om at kvinder ikke kunne være jagerpiloter i 1992, og den 23. september 2005 trængte en dansk kvinde (INE) ved igennem en af de lukkede områder af det danske samfund, da hun sammen med sine to kollegaer fik sine deres ”vinger” og deres uddannelsesbevis som tegn på, at de havde gennemført 13 måneders hård flyvetræning i jetfly. INE var endda  én af de to bedste i klassen. Tre gange var hun på scenen for at modtage forskellige anerkendelser på sine evner som pilot. Info fra Forsvaret.dk

Den 5. juli 2006 fløj Line Bonde, pilotnavn INE, sin første soloflyvning i et F-16 kampfly. Indtil da havde den konventionelle tankegang været, at den slags kunne kvinder ikke tåle, deres livmoder ville tage skade af de G-kræfter, som jagerpiloter udsættes for. En lignende tanke blev fremført i 1800-tallet imod kvinders uddannelse:

»Datidens anerkendte gynækolog Frantz Howitz skrev blandt andet bogen ‘Bidrag til Sundhedslære for Kvinder’ i 1893. I den lyder første bud, at man skal holde kvinderne fra bøgerne. Argumentet er, at hvis pigebørnene sidder for meget stille og bruger hovedet, så kommer der ikke blod nok til underlivet,« citeres Pia Fris Laneth, journalist, cand. adm. pol. og forfatter til bogen ‘Lillys Danmarkshistorie’, for af Videnskab.dk.

Forsvaret havde frem til 1992 ifølge Videnskab.dk brugt tid og kræfter på at skaffe dokumentation for, “at den fysiske belastning ved at jage rundt i en F-16 i årevis kunne skade kvinders underliv.”

Simone Aaberg Kærn havde i 1997 en stor udstilling på Louisiana: “Sisters in the Sky. Women Pilots In War Duty During WWII”, som også blev vist på den 48. bienniale i Venedig i 1999, med portrætter af kvindelige piloter fra anden verdenskrig, som endte på forsiden af TDC’s telefonbøger.  Pengene fra de billeder gav Aaberg Kærn mulighed for at købe et fly og rejse til Afghanistan inspireret af en artikel i Politiken om Afghanistan af Carsten Jensen, som havde mødte Farial, som havde trodset Taliban for at gå i skole og drømte om at blive pilot.

Den tur blev til Smiling in a War Zone, hvis trailer du kan se her:

Kommentar fra Aarya Nijat på hendes facebook profil:

“Given the possibility of reflection of our social ills within the military, it takes tons of courage to step into heavily male dominated work environments and take up jobs that are perceived as “manly” and for this Nilofar is a hero. She is breaking the ice by pioneering reform and change in a practical and meaningful way, and perhaps at great costs.

 Some may call this “feel good crap.” But this is a honest and brave attempt at facing the ugly reality and changing it. EVAW and the Shia personal status law make the reality. At the same time, Nilofar Rahmani is a reality. She is an Afghan pilot, trained, currently working in Herat. She exists, lives and struggles every single moment of her life. She is a woman, with courage and capacity to survive and learn in the midst of the ugliness that she is in. When we share her picture, it is to honor this courage, which most of us lack. It is to acknowledge her role and the difference she represents, which is also a reality. I agree. We must face the ugly realities and without delay, but in our honest urge to face, acknowledge and understand these realities, we should not forget that what may appear as “feel good crap” is a honest human effort to challenge the reality and therefore must be equally valued and acknowledged. We shouldn’t forget the human life at the end of the tunnel full of ugly realities.”