Skip to main content

Karens svar på TV2 Kandidattest kommunalvalg 2017

Til hvert valg laves der flere kandidattest, her er mine svar til den, som TV2 og i København TV2Lorry har lavet, hvis du har taget testen tidligere og ikke fundet mig blandt dem, som du er enige i, så skyldes det nok at jeg først fik den udfyldt igår pga tekniske problemer med min mail eller hos analyseselskabet.

Tjek mine svar nedenfor og se om vi ikke er enige om fremtiden for København.

Transport, natur og miljø

Københavns Kommune skal gøre det lettere for cyklister at færdes i trafikken og dermed sværere for bilister.
Vi skal være ambitiøse og prioritere cyklerne – også når det går udover bilerne. Når vi sikrer bedre cykelinfrastruktur, delebilsordninger, underjordisk parkering og mere fleksibel transport går det ikke udover københavnerne, men vi får færre biler parkeret på gaden i byen.

Investeringer til gavn for biltrafik skal prioriteres højere end investeringer i kollektiv trafik.
Fleksibel og kollektiv transport samt deleordninger skal være et bedre alternativ end bilen, så vælger folk den kollektive og dele-transport fremfor bilen. I en så tæt by, som København – og København skal være tæt – og med fokus på mennesker fremfor biler – skal vi have folk væk fra biler og over i fleksibel og kollektiv transport.

Der bør bruges flere penge på at lave cykelstier, selvom dette vil medføre, at andre trafikområder får færre ressourcer.
Cykling – også på en elcykel – gør os meget sundere (uanset luftkvaliteten). Den daglige motion opbygger muskler og nedbringer fedme. Det er vigtigt når vi har overvægt som en folkesygdom, at vi politisk skaber rammerne for at gøre det nemmere at cykle og dermed leve sundt.

Borgerrepræsentationen skal bremse boligbyggeri på Amager Fælled.
Den unikke natur og højere biodiversitet, som er på det stykke uopdyrket og uforstyrret jord kan ikke genskabes andre steder, men vi kan godt bygge andre steder. Desuden hvis fx Venstre er villig til at forlænge Københavns gæld med brug af Storebæltsmodellen for at få billigere parkeringspladser i Ørestaden, så kan samme model bruges til at sikre naturen i København.

Bevaring af naturområder skal i højere grad, end tilfældet er i dag, prioriteres over udstykning til erhvervsejendomme.
Den gode by med høj livskvalitet har bynær natur. Det er hvad der gør livet i København så godt. Det skal bevares. I København angår spørgsmålet mere salg af jord til boliger via By&Havn end udstykning til erhverv. Desuden er der også en tendens til at kommunen ønsker at fylde havnen op. Den åbne havn har en stor rekreativ værdi, som flere og flere de seneste år har fået øjnene op for. Det er der også brug for at bevare fremfor at fylde op med udgrav fra metrobyggeri.

Kommunens indbyggere skal affaldssortere mere, end de gør i dag.
Ressource-/affaldssortering er essentiel for den cirkulære økonomi, som er grundlaget for fortsat vækst på denne klode. Vi skal have erhverv og kontorer til at sortere meget mere, så vi har mere at genbruge som ressourcer. Det skal gøres billigt for virksomhederne, så der bliver genbrugt mere. Desuden skal vi have sortering ude i gaderne, så vi kan få sorteret og genbrugt mere.

Børn, skole og fritid

Der bør afsættes flere penge til at øge antallet af pædagoger i daginstitutionerne.
Radikale Venstre vil have 550 flere pædagoger i de københavnske daginstitutioner. Forslaget er finansieret via den såkaldte ’Generationsgave’, hvor Radikale Venstre (Christiansborg) fra 2025 i stedet for 2030 vil hæve pensionsalderen fra 67 til 68 år og dermed sikre penge til blandt andet flere pædagoger. Flere pædagoger er med til at sikre, at alle børn får en god start på livet – så de kan få mere selvtillid og lære mere resten af livet.

Der skal afsættes flere penge til idrætsområdet i det kommunale budget.
For lange ventetider for børn og nye klubber. Vi har brug for at skabe mere fleksible idrætsfaciliteter som boldbure på gaden, men også flere indendørshaller og baner. En aktiv barndom med idræt er vigtigt for mange forældre og dermed vigtigt for at fastholde familier i byen, hvor de bidrager til en levende by. Vigtigt for at holde børn, unge og voksne i gang. Vigtigt for at give rollemodeller og positive fællesskaber for de unge, hvilket er med til at fjerne rekrutteringsgrundlag for banderne.

Min kommune skal bruge flere penge på at nedbringe antallet af elever i klasserne.
Klassestørelsen bør ligge tættere på de 25 end de 30. Børn lærer mest selvstændigt gennem gruppearbejde, projektbaseret undervisning. Det kræver ro, plads og lærerkræfter., hvilket harmonerer dårligt med store klassestørrelser.

Erhverv

Kommunen skal afsætte flere penge til at tiltrække private virksomheder.
Virksomheder bidrager – og skal bidrage – til byen, men også føle sig velkomne, fordi de med arbejdspladser og jobs er vigtige for en levende by. København skal behandle private virksomheder bedre, så de ikke føler at kommunen alene er til for at kontrollere og gøre livet svært for dem. Også virksomheder skal mødes med tillid. Kommunens administration er ikke nem at finde rundt i, særligt ikke når spredt ud over de syv overlappende men ikke samarbejdende forvaltninger.

Modtagelse af flygtninge

Kommunen skal afsætte flere penge til, at flygtninge bliver en integreret del af lokalsamfundet.
Flygtninge er en ressource, når de får lov til at være det – og når vi stiller de samme krav og giver de samme muligheder til dem, som vi gør til andre. Der er flygtninge, som ikke kan bidrage endnu, men alle bør bidrage med det de kan. Det skal vi gøre muligt og det gør vi ved at integrere flygtninge i vores samfund.

Tilstedeværelsen af flygtninge udgør et problem frem for en ressource for lokalsamfundet.
Flygtninge er ikke et problem. Det som skaber problemerne er vores modtagelse af dem. Det kan vi gøre meget bedre.

Social indsats

Flere kommunale ressourcer bør bruges på en indsats i socialt udsatte boligområder.
Alle områder i byen skal være gode at leve i. Når flere har brug for hjælp, skal flere ressourcer tilføres. Vi skal genetablere lokal familie og ungerådgivning ude i boligområderne. Indsatsen i de udsatte boligområder er første og sidste skridt til at bekæmpe bander. Man bliver ikke kriminel og medlem af en bande af at være isoleret, men isolationen er en del af det som gør det muligt at lokke. Familier og venner til måske kommende bandemedlemmer skal kunne søge rådgivning.

Ressourcerne i min kommune bør fordeles, så en større andel går til socialt udsatte grupper, end det er tilfældet i dag.
Det vigtigste kommunen kan bruge sine penge på er de socialt udsatte. Fordi ingen i Danmark skal leve usselt eller på gaden. Fordi ingen børn skal vokse op i fattigdom.

Det er for let at forblive arbejdsløs i min kommune.
Hvis man er syg, så skal man have behandling og ro til at blive rask – ikke aktivering og kontrol. Er man for syg til arbejde, skal man have pension. Men hvis man kan arbejde, så skal kommunen også hjælpe en til at komme i arbejde gennem løbende tæt kontakt tilpasset din situation og en aktiv indsats fra den arbejdsløse og kommunen med initiativer, som virker.

Der skal bruges en større del af det kommunale budget på socialt forebyggende arbejde for at holde unge væk fra bander og kriminalitet.
Vi skal ikke have skyderier i Københavns gader. Det kræver at vi fjerner rekrutteringsgrundlaget for banderne. Billigere at forebygge at kriminalitet opstår end samfundet og lokalområdet skal udsættes for kriminalitet. Det vigtigste er at vi ikke har ofrene for kriminalitet frem for at trøste dem med hårdere straffe. Desuden er det dyrt at få den kriminelle ud af det kriminelle miljø.

Sundhed

Der skal bruges flere penge i det kommunale sundhedsbudget på genoptræning, selvom det indebærer, at andre sundhedsområder får færre penge.
Genoptræning er både behandling og forebyggelse. Det sikrer, at vi kommer tilbage til eller blive i vores arbejde. Kommunen bør samarbejde bedre med Regionen om genoptræning, som også er til deres fordel da man kan undgå dyr behandling. Som politiker skal vi sikre at der er fokus på at sikre genoptræning og forebyggelse sådan at folk holdes og bliver rigtigt raske igen fordi vi modsat Tyskland, hvor arbejdsgiver betaler, ikke har det samme økonomiske incitament for regionerne i Danmark.

Der skal bruges flere penge i det kommunale sundhedsbudget på sociale indsatser blandt sindslidende, selvom det indebærer, at andre sundhedsområder får færre penge.
Sindslidelser skubber mange ud i misbrug, hjemløshed og andre sociale problemer. Vi skal hjælpe med at man kan få styr på sin mentale sundhed, som fx kan have lidt skade efter en barndom med misrøgt. Derefter vil vi sammen kunne gå i gang med at løse de mere formelle ting så du kan indgå i samfundet på mere ligeværdig vis. Dit mentale sundhed er lige så vigtig som din fysiske sundhed, og at sikre et sundt sind er et vigtigt skridt mod at løse sociale problemer bl.a. hjemløshed.

Ældrepleje

Jo mere velhavende de ældre er, jo mere skal de selv betale for ydelser, som tilbydes i den kommunale ældrepleje.
Ideen bag det danske skattesystem er, at de rigeste betaler mere i skat. Derfor har de velhavende ældre allerede betalt mere for ældreplejen. Ældreplejen skal være tilstrækkeligt god for alle også dem der ikke kan betale mere for ekstra ydelser, ellers er jeg er ikke modstander af, at man kan tilkøbe ekstra ydelser så længe det ikke bliver for administrativt tungt.

Mere konkurrence fra private aktører i ældreplejen vil medføre en stigning i serviceniveauet.
Det kommer an på, hvordan kommunen arrangerer udliciteringen. Bedre ledelse og færre dokumentationskrav på petitesser vil give en stigning i serviceniveauet.

Kommunens økonomi

Kommunens yderområder skal tilføres flere penge fra det kommunale budget, end det er tilfældet i dag.
Nogle af kommunens yderområder er også meget socialt udsatte. Der er behov for at alle dele af kommunen får de ressourcer, som beboerne har brug for, og den infrastruktur, som skal til for at kunne komme ind til centrum og ud af kommunen. København bør desuden samarbejde mere med de omkringliggende kommuner.

Grundskylden skal sættes ned.
Københavns kommune har en af landets højeste grundskyldssatser, men vi har også en af landets tættest bebyggede kommuner med mange sociale problemer. Der skal betales skat af formue og ejendom, herunder jord. De bredeste skuldre skal bære, der dog også behov for at flere ejendomme bidrager.

Kommuneskatten skal sættes ned.
Københavns kommune kan sagtens drives bedre og mere effektivt, men skattenedsættelse er ikke et mål i sig selv for mig. Københavns kommunes økonomi har det dog rigtig godt, hvorfor der nok kunne findes plads til at lette skatten lidt.

Kultur

Der bør bruges flere ressourcer på at skabe og tiltrække større kulturelle begivenheder (udstillinger, koncerter etc.) til kommunen.
København skal sikre en bedre hverdag for sine beboere fremfor at bruge penge på at få store events hertil.

Der skal afsættes flere penge til kunst og kultur (udstillinger, koncerter etc.) i det kommunale budget.
Kultur er en del af en levende by og et godt liv, som København bliver rigere skal vi også afsætte flere penge til kultur! Og vi er blevet meget rigere de sidste mange år. Vi skal som samfund prioritere kultur før vi sænker skatten.

Overborgmesterposten

Frank Jensen har været en god overborgmester de sidste fire år.
Der har været for meget fokus på mursten og for lidt på livet mellem bygningerne. Det gælder både i de nye bydele, i skolerne, hvor der mangler lærere og pædagoger samt på Amager Fælled.

kandidattest, København, kommunalvalg, kv17, tv2

Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *