foto af ncaranti fra flickr (cc) attribution / non-commercial
Dansk Folkeparti har udstedt en garanti for, at Danmark uanset et nej kan forblive i Europol. Denne garanti bakkes op af de andre nej-partier (Enhedslisten, Liberal Alliance og Folkebevægelsen mod EU).
Der er ifølge Dansk Folkeparti to muligheder, for at Danmark deltage i Europol uden at afskaffe retsforbeholdet. Første mulighed er en parallelaftale og den anden mulighed er, at bruge tilvalgsordningen begrænset til kun at indgå i Europol-samarbejdet og rent juridisk kun afgive suverænitet til den ene retsakt. Bemærk dog at denne sidste mulighed også kræver, at der afgives fuld suverænitet på Schengen- reglerne jf. Protokol 22, art. 8, stk. 2.
Ved den første mulighed (parallelaftaler) er proceduren således, at det er Kommissionen, Europa-Parlamentet og de andre EU-lande, der bestemmer, om Danmark kan få en parallelaftale. Det er der ingen garantier for, at de vil. Det kan man tro og håbe på, men man kan ikke garantere noget juridisk og politisk, og Danmark har i forvejen fået afvist to af de seks parallelaftaler, vi har søgt om. Der er i øvrigt aldrig givet parallelaftaler for et EU-agentur, og det er Europol.
Ved mulighed nummer to om begrænset brug af tilvalgsordningen, er der juridisk tvivl, om en sådan begrænset anvendelse er forenelig med tilvalgsord- ningen rent EU-retligt. Det er derfor slet ikke sikkert, at plan B kan lade sig gøre. I sidste ende er det op til EU-Domstolen at vurdere, om Danmark opfylder betingelserne for at benytte tilvalgsordningen. Man kan vælge at håbe på, at der kan findes en politisk forståelse for det i EU, at Danmark benytter en anden fortolkning, end den der strikt set følger af EU-retten. Men man kan ikke vide sig sikker på, at det vil lykkes, og at der ikke er andre medlemslande eller Rådet, der i givet fald kan finde på at anlægge sag mod Danmark ved EU-Domstolen.
Hvis vi alligevel antager, at det er i overensstemmelse med EU-retten, skal loven igennem en ny grundlovsprocedure, da der er tale om suverænitetsafgivelse jf. grundlovens § 20, stk. 1. Her er det op til først et flertal i Folketinget, og dernæst, hvis der ikke opnås et kvalificeret flertal på fem sjettedele, vil spørgsmålet skulle sendes til folkeafstemning, hvor et flertal i befolkningen skal stemme ja jf. grundlovens § 20, stk. 2. Da Dansk Folkeparti på forhånd hverken kan garantere et flertal i Folketinget eller i befolkningen, er der heller ingen garanti for denne ordning.
Eksempel nummer 3 fra Tænketanken EUROPAs notat med 13 eksempler på, at nej-siden forsøger at skræmme eller bevidst vildleder vælgerne.