Europas togforbindelser skal gøres tidssvarende, og tech-giganterne tøjles, hvis Karen Melchior fra Radikale Venstre får en plads i Europaparlamentet den 26. maj

Tekst: Jonathan Heldorf i Bryggebladet den 9. maj 2019

Karen Melchior sidder i Borgerrepræsentationen for Radikale Venstre, men hendes hjerte banker for europapolitik. Hun er nummer to på sit partis kandidatliste, og hun har en lang dosmerseddel med i bagagen, hvis hun bliver valgt ind i Europaparlamentet ved valget den 26. maj.

Hvad EU’s største udfordring i den kommende valgperiode?

– Klimaet. Vi bliver nødt til rent faktisk at få vedtaget noget, som er lige så ambitiøst som de skåltaler, nogle politikere holder. Hos Radikale Venstre har vi en række forslag, og de fleste af partierne er efterhånden blevet enige om, at det er noget, vi skal gøre noget ved. Men en anden stor udfordring er fremkomsten af nye, yderligtgående politiske bevægelser, som splitter det politiske billede op og provokerer. Enten provokerer de og er modbydelige overfor bestemte befolkningsgrupper, eller også så er politikken så ambitiøs, at den ikke er realistisk at få gennemført. Disse partier har ingen vilje til kompromis, så det kan ende med et meget splittet og lammet EU-parlament. De ekstreme partier er ved at samle sig på tværs – mange af dem finansieret med lån fra Ru land, og det er bekymrende, for det er partier, som ikke vil det fælles forpligtende samarbejde i Europa. De sætter sig med armene over kors og siger bare nej hele tiden, og sådan får vi ikke løst nogen af vores målsætninger om at være ambitiøse på klimaområdet, stille klimakrav til landbruget eller få elektrificeret vores transport. Det samme gør sig gældende i spørgsmålet om skattely og hvidvask i banksektoren.

Hvad er din vigtigste mærkesag?

– Min største mærkesag er at få reguleret digitaliseringen og tech-virksomhederne på en måde, som giver mening både for demokrati og samfund i forhold til ophavsret. Vi skal dog også bevare det fantastiske ved internettet, som er, at vi har et netværksbaseret felt, hvor alle folk kan byde ind og skabe nye virksomheder. Der er en kraft, som vi ikke ser i de gamle forretningsstrukturer, men det skal ikke være ligesom med de her elektriske løbehjul eller Facebook, som sagde: ”Hvis du ikke ødelægger noget, så er det fordi, du ikke bevæger dig hurtigt nok”. Vi skal passe på, at det ikke er vores demokrati og vores samfund, som bliver ødelagt. Det betyder, at der skal mere regulering til af tech-sektoren, men reguleringen skal ikke tage overhånd, så vi ikke længere har innovative pust.

Hvordan mærker Bryggen konkret EU i hverdagen?

– Mange af de krav der er til både vandkvalitet, luftkvalitet og genbrug af ressourcer såsom glas, plastik og metal er noget, man er blevet enige om på EU-niveau. Dermed er EU med til at skabe udviklingen, hvor vi måske i Danmark ikke ville være helt så ambitiøse uden. Der er også mange virksomheder her på Bryggen og i start-op-miljøet, som har ansatte fra mange europæiske lande. De kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft på grund af det danske system, hvor man har rettigheder i forhold til skolegang eller at komme på hospitalet. Vi har brug for – som kvarter og som by – at vi er åbne mod verden.

Oplever du i øjeblikket et EU, der rykker tættere sammen, og bliver en stærkere international enhed? Eller er bevægelsen modsat?

– Jeg synes, vi bliver en stærkere international enhed i Europa overfor omverdenen, fordi vi er nødt til det overfor blandt andet Kina, USA og Rusland, hvis økonomier vokser ekstremt meget. Det nytter ikke noget, at vi sidder og småskændes internt i EU, hvis vi skal gøre os selv gældende. Vi må agere mere samlet.

Hvordan tror du, at EU ser ud, når der er valg næste gang om fem år?

– Om fem år har vi gjort op med den måde, vi bruger ressourcer på. Vi er blevet betydeligt bedre til at bruge mindre energi og genanvende eller reparere. Vi kommer også til at køre mere med tog, og en del af vores flytransport er flyttet over på biobrændsel og el. Vi skal gøre op med dem, der advokerer for had og splittelse, og de lande, der rykker væk fra demokratiet, er ikke helt så fuldgyldige medlemmer af EU, som de er i dag. De kan ikke få EUstøtte på samme måde, hvis de ikke har en fri presse eksempelvis. Vi må have strammere konsekvenser overfor de lande, fordi vi har indset, at den demokratiske udvikling ikke kun går én vej. Siden Den Kolde Krig har vi levet i en illusion om, at når først ét land er blevet demokratisk, så går det ikke tilbage. Men der kan vi se på Ungarn og Polen, at det hurtigt kan gå den anden vej, og at de rettigheder vi har, det er nogle, vi skal blive ved med at kæmpe for.