Facebook sætter barrierer op for europæisk demokrati
I dette forår lancerer Facebook nye værktøjer til at gøre det tydeligere hvornår vi får vist politiske reklamer. Det er et svar på de mange problemer, som gennem de seneste år har sat Facebook under tiltagende pres.
Store læk af brugernes private data, Cambridge Analytica og Facebooks deling af data med Amazon, Google m.fl. Nyhedsstrømme der er fyldt med fake news og ekkokamre. Det skorter ikke på problemstillinger, der stammer it forretningsmodellen har været “Move Fast and Break Things” og vækst fremfor at beskytte brugerens data og fællesskaber.
Politiske reklamer skal nu markeres med hvem der har betalt for dem, tilsvarende hvad Facebook gør med andre reklamer nu. Jeg mener, at disse transparency værktøjer er et skridt i den rigtige retning, men de er ikke problemfri for demokratiet i Europa. Grundlæggende problematisk er det, at disse værktøjer er bygget til USA, ikke EU.
Dette værktøj bliver lanceret i forbindelse med EP-valget, men det tager ingen hensyn til EU’s grundtanke om et fælles marked og et fælles demokrati. Vi skal som forbrugere ikke nøjes med at være en eftertanke fra et USA centreret system, men kræve at få europæiske løsninger til europæiske problemer.
De nye værktøjer stiller krav om man skal være bosat i det land, hvor man ønsker at lave en reklame. Her i Europa vil en person bosat i Malmø ikke kunne lave reklamer i Danmark. Det er fint i USA, da det ikke har betydning om man er i Californien eller New York, og svarer til de amerikanske valgregler, hvor man ikke må modtage støtte fra udlandet. Men det er ikke tilfældet i Danmark.
Facebook har valgt en, for Europa, kluntet og uhensigtsmæssig løsning, som ikke er i overensstemmelse med de enkelte EU landes valgregler, og vil være problematisk for de allerede valgte MEP’erog deres medarbejdere, der rejser meget mellem Bruxelles, Strasbourg og hjemlandet. Det vil også give problemer for samarbejdet i de europæiske partier på tværs af lande.
Man kan måske omgå det med en VPN, men det var vel ikke meningen?
Facebook vil udgive en rapport i midten af maj, hvor de vil fremlægge deres data, om hvor mange penge de forskellige partier har brugt. Men hvem vogter over vogterne her? Og da vil skaden allerede være sket.
Det kan ikke nytte at lade de store platforme lave hver deres individuelle transparency løsninger uafhængigt af lokal lovgivning, særligt ikke på et så centralt område, som vores demokratiske valg. Hvor kultur og lovgivning er meget forskellig fra land til land.
Facebook lever af at sælge adgang til brugernes personlige data, og EU har taget flere skridt for at regulere dette. Facebook, og de andre internetgiganter skal bidrage til vores demokrati. Ikke omvendt. Derfor skal vi ikke lade platformene bestemme hvad reglerne for afholdelse af valg i Danmark skal være. Bare fordi det er lettere for dem at kopiere deres amerikanske løsning til Danmark end at følge dansk lovgivning. Jeg vil kræve, at også Facebook skal overholder vores lovgivning og grundlæggende europæiske rettigheder som beskyttelse af persondata.