Et indeburet EU overfor Coronakrisen

EU’s håndtering af Corona halter. Men EU har ikke større mandat end det, medlemsstaterne giver unionen. Indenfor sundhedsområdet findes næsten ingen EU-love for kommissionen at trække på i tider som disse. Det gør den europæiske koordinering besværlig

Det er endnu alt for tidligt at fælde historisk dom over den krise, vi står midt i. Men endnu før blækket er tørt i historiebøgerne, kan vi allerede nu sige, at Coronavirussen har været en gevaldig huskekage til hele unionen. Vi skal være bedre forberedt og vi skal være bedre koordineret. 

Kommissionen har sat gang i en lang række initiativer, der styrker en fælles europæisk indsats mod virussen. Udover en enorm økonomisk hjælpepakke på 750 milliarder euro, har EU også stablet en fælles indkøbstjeneste af bl.a. masker og respiratorer på benene. Værd at bemærke er, at ingen af disse initiativer er England med i pga. Brexit. Ikke desto mindre er der stadig vigtige lektier at tage videre til, når vi en dag står på den anden side af Corona-krisen. 

De vante solister fra koret af EU-skeptikere, herunder Morten Messerschmidt har ikke været sene til at erklære Corona-krisen for endnu et nederlag til det europæiske samarbejde. Hvad Messerschmidt behændigt glemmer at nævne er den lange række af tiltag, som EU allerede sat i værk. EU’s handlekraft er ikke større end det mandat, det får af medlemslandene. Og indenfor akkurat sundhedsområdet er det et ret smalt mandat.

EU er begrænset af sundhedspolitik – eller mangel på samme

Alle EU-medlemslande nyder en høj grad af selvbestemmelse på sundhedsområdet. Der er ingen EU-love, der direkte dikterer, hvordan et medlemsland skal indrette sit sundhedsvæsen. Af samme grund er der derfor stor forskel på måden, vi har indrettet vores hospitalsvæsen i Skandinavien, sammenligner vi os med f.eks. Luxembourg eller Tyskland. 

Løsningen på de udfordringer, som de europæiske lande har oplevet her i begyndelsen af krisen, er ikke nødvendigvis at gøre indhug i EU-landenes selvbestemmelse. Men vi skal have et bedre beredskab. Til eksempel kunne det være oplagt at nedsætte en taskforce under Generaldirektoratet for sundhed og fødevaresikkerhed til over- og forudse mulige pandemier. Desuden betyder den høje grad af selvbestemmelse på sundhedsområdet, at der ikke er ligeså stærke diplomatiske forbindelser mellem sundhedsmyndighederne i de enkelte lande. På f.eks. retsområdet er de justitsministerierne i de enkelte lande vant til at samarbejde, fordi EU har indført en række love, der har indflydelse på de enkelte landes rettergang. Samme etablerede kommunikationskanaler har vi ikke åbne indenfor sundhedsområdet. Derfor skal vi skabe tættere bånd mellem Søren Brostrøm og hans europæiske kolleger. 

Parlamentet til kamp mod Corona

Selvom det i høj grad er EU’s udøvende magt, der handler disse dage, er Europa-Parlamentet også i spil. Vi afholdte i parlamentet torsdag d. 26. Marts vores første virtuelle plenarmøde, hvor vi stemte uden at være samlet fysisk. Flere af kommissionens forslag kræver nemlig parlamentets accept. 

Sundhedssamarbejdet skal styrkes. I medlemslandene skal vi være bedre til at drage nytte af de goder, EU giver. Vi bliver hele tiden klogere. Og skulle det ske – Gud forbyde det – at vi snart igen skulle stå ansigt til ansigt med global pandemi som Coronavirus, skal vi være bedre rustet.