Har været på efterårsferie i Bruxelles og Bonn. Da vi ankom med tog til Bonn for at besøge min danske veninde, som nu har boet 10 måneder i byen med sin spanske partner. Jeg var noget overrasket over, at hovedbanegården i den tidligere vesttyske hovedstad er på størrelse med eller mindre end Ringsted hovedbanegård.

Resten af byen er også meget beskedent anlagt for en hovedstad. Der er ikke nogen stor opera, ingen grandios Bundestag bygning. Der ses ingen en pragt eller symboler på den magt, som tidligere havde været baseret i byen gennem 41 år. Hvis man sammenligner med Bruxelles, som vi lige havde forladt samme morgen er der betydeligt større behov for EU-institutionerne til at gøre sig selv bemærket.

Måske er det inspireret af Kong Leopold’s grandiose pragtbyggerier bygget med penge fra den tidligere koloni Congo for at etablere den nye nation, som først blev skabt i 1830. Men jeg tænker også det er en følelse af utilstrækkelighed. Se mig. Se os. Se hvor vigtige vi er. Det er måske den sikre opskrift på at ingen kan lide dig.

Hvis man er vigtig behøver man vel ikke prale med det? Er det min danske jantelov eller er det fordi jeg ikke har forstået nødvendigheden af at kunne imponere sine gæster. Uanset tænker jeg, at EU-institutionerne i Bruxelles kunne lære lidt af den vesttyske regering. Vesttyskland havde ikke behov eller trang til at hævde sig. Ydmyghed overfor sine tyske fæller i Østtyksland og de omkring liggende europæiske lande var en politisk nødvendighed og klædeligt for den nye nation.

EU institutionerne kunne lære af det tidligere Vesttysklands indstilling til regeringsbyggerier. Funktionelt udførte og måske lidt kedelige, men i en kvalitet som gør at FN organisationerne har kunnet overtage de tidligere administrationsbygninger fra det vesttyske parlament. I Bruxelles imodsætning til Bonn er er der dog det element, at EU’s bygninger ikke bygget for at være midlertidige. Selv i den mest frostklare nat under den kolde krig arbejdede man i begge dele af Tyskland frem mod en genforening af to Tysklande med hovedstad i det samlede Berlin. Hvor regeringsbygningerne nu troner i al deres glorværdige stolthed og glæde over at Tyskland atter er et.

Jeg ville ønske, at EU holdt op med at prøve så hårdt på at få os til at elske EU, til at beundre den indflydelse på vores daglige liv og fremtid, som ligger i samarbejdet i Bruxelles (samt Strasbourg og Luxembourg). Selvfølgeligt skal EU institutionen være åbne om deres arbejde og oplyse os om opfordre os som borgere til at benytte os af de muligheder der er for at rejse, arbejde og studere i de andre EU lande. Vi skal lære hinanden at kende og lære af hinanden, knytte personlige bånd. Det personlige element udover det oprindelige kul- og stålunion, som har sikret at krig ikke alene var utænkeligt men umulig i Europa. ERASMUS programmet og institutionernes dokumentationsarbejde er ikke reklamebudget.