Skip to main content

Karen Melchiors besvarelse af Altingets 2019 EP kandidattest

For mig er EU er vejen til en bæredygtig fremtid for alle og jeg vil have mere fokus på klimakrav i handelsaftaler og investeringer. Flere, hurtigere og grønnere tog, der skaber sammenhæng på tværs af Europa. Det er vigtigt for mig, at vi har et åbent og frit internet til gavn for hele samfundet. Jeg vil være en stemme for det åbne og frie internet til gavn for alle. Europa er et værdifællesskab – ikke kun fælles marked. Jeg vil sikre beskyttelse af grundlæggende rettigheder og liberalt demokrati i alle EU’s medlemslande.

Hvordan kommer det til udtryk i en kandidattest, tjek mine svar på  Altingets 2019 EP kandidattest

DEMOKRATI

EU skal straffe medlemslande, hvis de krænker pressefriheden

Helt Enig

EU er et værdifællesskab, ikke kun et fællesmarked. Vi er et fællesskab af demokratier. Det er adgangsbilletten. Det skal vi fortsat kræve, når lande kommer med. For dem som er med, men forbryder sig mod principperne, bør vi i første omgang fratage landene den EU-støtte de ellers ville være berettiget til. Pressefrihed er grundlæggende i et demokrati, og er med til at beskytte os mod magtmisbrug og opretholder vores rettigheder uanset hvordan vi ser ud, hvem vi tror på eller hvem vi elsker.

Særligt på grundlæggende krav om demokrati og beskyttelse af mindretal bør der være mere effektive og fleksible sanktioner, som kan få medlemslandene til at overholde de aftaler, som de har indgået. Indtil nu har det været alt eller intet, hvilket ikke førte til noget.

TRANSPORT OG INFRASTRUKTUR

EU skal bruge flere penge på at udbygge et europæisk jernbanenet

Helt Enig

Jernbanenettet har været underfinansieret i årevis. Der har desuden ikke været stillet tilstrækkelige krav om at åbne markederne på tværs af Europa. Vi skal have jernbaneselskaberne til at samarbejde med hinanden til fordel for kunderne fremfor at de får lov til at modarbejde hinanden og et fælles europæisk jernbanenet og billet-marked. Vi skal have vendt udviklingen ved at stille forbrugervenlige krav, krav om nattog og investere mere i hurtige, elektriske tog. Desuden skal vi normalisere flybranchen, så der bliver en fair konkurrence mellem tog og fly.

ARBEJDSMARKED

Arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU skal begrænses

Helt Uenig

Den fri bevægelighed for mennesker sikrer, at EU ikke kun er for virksomheder, men borgere. Landene skal få systemerne til at tale sammen, så du som borger ikke kommer i klemme. Det gælder både din sikkerhed på arbejdspladsen, at du ikke bliver snydt for din løn, ferie, barsel, og at du ikke står uden rettigheder når du vender hjem, eller mister dit job. Udover friheden for den enkelte, så er det en god forretning for medlemslandene, som til gengæld har pligt til at sikre os mod ulovlig udnyttelse.

DANMARK OG EU

Det er en fordel for Danmark at være med i EU

Helt Enig

Danmark er stærkere i EU. EU gør livet for borgere og virksomheder nemmere, se bare det kaos som forberedelserne til Brexit giver. Velfærden i en lille åben økonomi, som den danske, er afhængig af et stærkt og fælles Europa. Det fælles marked giver vores fælles standarder, giver sikre produkter og fødevarer, mens krav om fri konkurrence sikrer en fair pris.

Danmark skal erstatte kronen med euroen

Helt Enig

Danmark har en lille og åben økonomi, som er afhængig af vores naboer. Derfor har vi brug for en fastkurspolitik og derfor kan vi ligeså godt få alle fordelene. Konstruktionen omkring euroen trænger til en revision, som er en vigtig politisk debat, men det ændrer ikke på, at Danmark vil stå stærkere, hvis vi var med i euroen.

Danmark skal tilslutte sig EU’s Bankunion

Helt Enig

Danmark skal med i bankunionen. Bankers forretningsområder er grænseoverskridende, og kræver derfor et grænseoverskridende tilsyn. Dansk deltagelse sikrer også, at vi er en del af det fælles bolværk imod en gentagelse af finanskrisen, og at tab dækkes af en fælles fond opbygget af bidrag fra bankerne, så skatteyderne ikke ender med regningen.

MILJØ OG KLIMA

Medlemslandene skal udfase olie, gas og kul tidligere end 2050

Overvejende Enig

Vi er i fuld gang med at tabe klimakampen, men vi er også ved at vinde den med ungdommens strejker, der får selv de sorteste politikere til at blive grønne. Vi har ikke tid til at vente til 2050 med at udfase kul, olie og gas. Europa skal gå forrest i den grønne omstilling og i klimakampen. Vi skal investere langt mere i klimaløsninger og forskning end i dag.

Jeg mener også, at Danmark og danske virksomheder kan og skal gå forrest i Europa og spille en endnu større rolle i Europas grønne omstilling. Vi har danske virksomheder og teknologiske løsninger i verdensklasse, der virkelig kan gøre en forskel i klimakampen.

EU skal vedtage yderligere regler, som begrænser brugen af plastik

Overvejende Enig

EU skal handle så vi sikrer, at plast ikke havner i naturen. EU skal have en cirkulær økonomi – det kræver bedre produktdesign og mulighed for genbrug. Men også øget genanvendelse. Plastik flyder i havene til skade for vores miljø og dyrene. Hovedparten af plast stammer fra store floder udenfor EU. Vi skal mindske brugen af engangsplast, og ikke kun på en liste af produkter, men bredt. På verdensplan skal EU støtte op om genbrug frem for lossepladser og eksportere teknologi fremfor vores eget brugte plast.

Det skal være forbudt at dyrke genmodificerede afgrøder (GMO) i EU

Helt Uenig

Genmodiciferede afgrøder kan sikre, at vi får udviklet salt- og tørkeresistente afgrøder, og at vi kan have en bredere variation af afgrøder, som kan sikre os mod sygdomme blandt afgrøder, der slår hele fødevareproduktionen i stykker. GMO er ikke kun Monsanto, men kan være med til at redde afgrøder i en stadig varmere verden. Til gengæld skal vi ikke acceptere patenter på naturligt forekommende planter eller at landmænd bindes til bestemte afgrøder.

Der skal indføres en klimaafgift på flyrejser inden for EU

Helt Enig

Mens alle andre typer transport betaler grønne afgifter går fly fri. Selvfølgelig skal fly også betale for CO2, så flyselskaber og -producenterne får incitament til at investere i mere brændstoføkonomiske fly og omlægge til biobrændsel. Afgiften skal gå til CO2-reduktion som fx. skov, og senere skal halvdelen tilbage til flyindustrien hvis pengene bruges til mere bæredygtig udvikling af fly.

KULTUR

EU skal bestemme, hvorvidt en vis andel af indholdet på tjenester som Netflix og HBO skal være europæisk produceret

Overvejende Enig

Nationalt og europæisk bør vi støtte op om et levende kulturliv, hvor vi ikke kun er forbrugere men også skabere. Der skal være et marked for den kultur, som vi producerer. Jeg vil foretrække at stille krav til at en vis andel af indholdet på både kommercielle og public service-kanaler. Både streaming-film-tjenester og radioer. I Danmark i dag har vi et krav om 39% dansk musik på DR. Det er højt. Et EU-krav bør ikke være så højt.

STØTTE

EU’s landbrugsstøtte skal afskaffes

Overvejende Enig

EU’s landbrugsstøtte skal ikke gives til landbrug, som kan klare sig selv, eller til mere og mere produktion. Støtte skal i stedet gives til indsatser som sikrer et mere klimavenligt landbrug, der beskytter natur, biodiversitet, naturpleje og miljø. Ligesom i Danmark er der i EU behov for at vi lægger mindre værdifuld landbrugsjord om til natur. Derudover skal vi støtte forskning i mere klimavenlig drift, fx udvikling af græsprotein fremfor importeret soja. EU’s landbrugsstøtte skal omlægges, så den understøtter den grønne omstilling.

Den økonomiske støtte til fattigere regioner i EU skal sænkes

Helt Uenig

Vi skal hjælpe fattige regioner med at få øget vækst og sikre ordentlige vilkår for folk i arbejde og folk uden arbejde. EU skal gøre mere for at støtte øget vækst og job i Europa, og direkte til fattige regioner udenom hovedstæderne. Den økonomiske støtte skal i højere grad bindes op på konkrete krav til deres borgeres frihed og kontrol med regeringerne,samt at vi på klimaområdet stiller krav som reelle resultater på fx. vedvarende energi og mindskning af CO2- udslip.

Dermed giver vi regeringerne, i særligt Polen og Ungarn, et konkret incitament til at forbedre indsatsen og holde sig på den smalle demokratiske sti.

SOCIAL

Det er positivt, at EU har vedtaget minimum 2 måneders øremærket barsel til mænd

Helt Enig

Barsel sikrer mulighed for at arbejde og have børn. Vi har endnu ikke ligestilling hverken på arbejdsmarkedet eller i familien. En mere ligelig fordeling af barsel er centralt for at opnå dette. Udviklingen, selv i Danmark, går utilfredsstillende langsomt. Derfor har vi brug for at sikre mænds ret til barsel, og det kræver lovgivning, ligesom da vi sikrede kvinder barsel og ligeløn. Ligesom da vi sikrede alle et loft over arbejdstiden i Europa.

EU-borgere skal kunne modtage dagpenge efter kun en måned med tilknytning til det danske arbejdsmarked

Helt Enig

Du skal have været tilmeldt dagpenge hjemme mindst 11 måneder, hvis du skal kunne tilmelde dig en a-kasse i Danmark når du flytter hertil. Vi skal have ret til social sikring også når vi tager arbejde i et andet EU-land. Du skal ikke stilles dårligere fordi du har betalt ind til social sikring i et andet land. Du skal ikke risikere at stå med ingenting hvis du tager et job og mister det i et andet land. Det er det som EU skal: få landenes systemer til at tale sammen til gavn for borgerne. Så du som borger ikke skal bære risikoen for systemer, som ikke taler sammen. I Danmark er du dårligere stillet hos A-kasse og jobcenter, hvis du søger job i et EU-land fremfor Danmark. Det giver ikke mening.

Hvis jeg skal vælge mellem mine rettigheder som borger og arbejdstager mod beskyttelse af systemet “den danske model”, så vælger jeg mine rettigheder til hver en tid fremfor systemet.

Danske børnepenge, der udbetales til EU-borgere, skal tilpasses indkomstniveauet i det land, hvor børnene bor

Helt Uenig

Der skal ikke gøres forskel på EU-borgere på grund af deres nationalitet. Hvis børnepengene skal tilpasses, skal den skat, som EU-borgerne betaler i Danmark også tilpasses? Ligesom på sundhedsområdet, kan vi se på, at staterne laver en udligning årligt, men du skal ikke som borger betale fuld skat og kun få tilpassede ydelser. EU skal få landenes systemer til at tale sammen til gavn for borgerne.

Når man betaler samme skat som sine danske kolleger, skal man også have samme rettigheder. Også selvom børnene bor i Stockholm eller Sofia.

MIGRATION

EU skal forebygge migration fra afrikanske lande ved at øge den økonomiske støtte

Helt Enig

Vi skal støtte demokratier, ikke bare give bistand til økonomier. Det skal ske gennem handelsaftaler, partnerskaber med de afrikanske lande og regionale samarbejder. Her skal migration være med. Det giver mulighed for et reelt samarbejde med oprindelseslandene om, at bekæmpe ulovlig migration – og mulighed for kvalificeret arbejdskraft til EU. Løsningen for at forhindre ulovlig migration er lovlig migration.

I 2015 så vi hvordan en krig i Mellemøsten og ustabilitet i Afrika kan lede til store migrationsstrømme mod Europa. Svaret skal være en stærk ydre grænse, der sikrer at det kun er flygtninge (og ikke økonomiske migranter), der får adgang til asyl i bl.a. Danmark. Men samtidig skal vi investere i Afrika. Vi skal investere i uddannelse, jobskabelse og infrastruktur. Og vi skal investere i klimakampen, fordi vi ved at klimaforandringerne vil lede millioner på flugt, som følge af tørke og oversvømmelse, der ødelægger høsten og trækker tæppet væk under befolkningen.

Flygtninge skal fordeles ligeligt mellem EU’s medlemslande

Helt Enig

Vi skal tage et fælles ansvar. Landene, der ligger i udkanten af EU, skal ikke stå alene på grund af geografiske tilfældigheder. Det er vigtigt at sikre anstændige forhold for flygtningene, samtidigt med at vi bekæmper menneskesmuglere og international kriminalitet. Det skal være slut med, at nogle få lande løfter en opgave, der burde være fælles og at menneskesmuglere udnytter mennesker på flugt.

Grundlæggende er vi nødt til at erkende, at vi ikke kan få styr på flygtningestrømmen til Europa, uden at vi tager ansvar sammen og forpligter os på fælles løsninger. Det er det eneste, der på lang sigt er realistisk og holdbart. Ikke nødvendigvis med en helt ligelig fordeling, men med en enighed om, hvordan vi fordeler. Hvis EU er fælles om at modtage flygtninge er det nødvendigt. Konkret foreslår jeg, at vi knytter modtagelse af EU-støtte sammen med modtagelse af flygtninge: man skal ikke længere kunne modtage milliarder i EU-støtte og samtidig være komplet usolidarisk, når det gælder migration og flygtninge.

Det er en fælles udfordring, som landene, der ligger i udkanten af EU, ikke skal stå alene med på grund af geografiske tilfældigheder. Det kræver derfor, at vi tager et fælles ansvar. Det er vigtigt at sikre anstændige forhold for flygtningene samtidigt med at bekæmpe menneskesmugling og international kriminalitet.

FORSVAR OG SIKKERHED

Forsvarsforbeholdet skal afskaffes, så Danmark kan deltage fuldt ud i EU’s militære samarbejde

Helt Enig

Dansk forsvar skal kunne samarbejde med europæiske kolleger. At sikre fred i verden kræver at tænke det civile og militære sammen –  både vores diplomati, udviklingspolitisk og militær. Det er Danmark rigtig god til og derfor skal vi også kunne deltage i både det civile, og det militære, også når det foregår i EU. Et fuldt internationalt engagement på flest mulige niveauer er mest favorabelt for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Danmark har deltaget i nogle af de farligste krige i Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien. Men når samfundene skal bygges op, når der skal etableres skoler og uddannes lokale politistyrker, så skal dygtige danske udsendte pludselig hjem pga. Forsvarsforbeholdet. Det giver ingen mening, særligt fordi vi faktisk er ret gode til netop de her aspekter.

Det vil være bedst helt at erstatte forbeholdet med en tilvalgsordning, så Danmark ikke sættes udenfor, når de andre styrker samarbejdet. Danmarks forbehold hæmmer vores udbytte af fællesskabet. Forbeholdene blev skrevet i en anden tid og i et andet samfund og fungerer ikke længere, som de var tænkt eller skrevet.

EU-landene skal samarbejde mere på militær- og forsvarsområdet

Helt Enig

Dansk forsvar skal kunne samarbejde med europæiske kolleger. Danmarks forsvarsforbehold hæmmer vores udbytte af fællesskabet. Danmark skal være fuldt ud med i internationalt engagement på flest mulige niveauer. Det er mest favorabelt for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Der skal ikke være tale om at lave en EU-hær, men at sikre bedre og tættere samarbejde.

EU skal lempe sanktionerne mod Rusland

Helt Uenig

Nej. Ingen af årsagerne til at vi har sanktioner mod Rusland er stoppet. Rusland har stadig besat Krimhalvøen. Rusland bomber stadig civile i Syrien. Rusland har stadig ikke nogen fri presse. Rusland har stadig ikke fundet den skyldige i mordet på Nemtsov.

UDVIDELSE

EU skal fortsætte sine forhandlinger med Tyrkiet om optagelse i EU

Helt Uenig

Allerede for 5 år siden var Tyrkiet på vej væk fra at leve op til kriterierne for EU-medlemskab. Erdogans undergravelse af demokratiske rettigheder og ytringsfrihed er siden blevet værre. EU bør stille strenge krav til nye medlemslande og sikre reel overholdelse ift. demokrati, retsstat og korruptionsbekæmpelse frem for optag af lande pga. storpolitiske hensyn.

På grund af Tyrkiets manglende overholdelse af menneskerettigheder, har vi stemt for at EU skal suspendere forhandlingerne med Tyrkiet om optagelse.

GRÆNSEKONTROL

Der skal bruges flere penge på kontrol ved EU’s ydre grænser

Helt Enig

Vi skal investere massivt i Europas fælles ydre grænse. I stedet for at spilde politiet og forsvarets tid ved den dansk-tyske grænse, bør vi prioritere Europas fælles ydre grænse i syd og øst. I dag bruger Danmark over 10 gange så mange grænsevagter ved Vadehavet, som vi bidrager med ved Middelhavet. Det giver ingen mening og derfor skal vi prioritere vores midler, så vi støtter op om EU’s ydre grænse.

Danmark skal udtræde af Schengen-samarbejdet og indføre permanent grænsekontrol

Helt Uenig

Danske grænsebomme fjerner nødvendige ressourcer fra rigtigt politiarbejde, mens de hårdkogte kriminelle stadig finder vej ind i Danmark. De lader sig kun stoppe af et effektivt politisamarbejde på tværs af EU og stærk fælles kontrol ved EU’s ydre grænser. Derfor skal vi væk med retsforbeholdet, så dansk politi kan samarbejde med resten af Europa. Det er vejen frem for vores tryghed og sikkerhed.

ØKONOMI

EU skal lave regler, der sikrer, at tech-virksomheder som Facebook, Google og Apple betaler skat i de EU-lande, hvor de tjener penge

Helt Enig

Alle virksomheder bør betale skat i de lande, hvor de tjener penge. Det gælder særligt overfor tech-virksomhederne, da deres produktion ikke er fysisk, men kan foregå fra ét sted og dække hele verden. Det bør der tages hensyn til, når man vurderer, hvor der skal betales skat. EU bør have et tættere samarbejde på skat og alle former for skatteomgåelse bør vi i fællesskab slå hårdt ned på.

Der skal være en mindstesats for selskabsskat i EU

Helt Enig

Det vigtigste er at undgå omgåelse, men ligesom vi har en mindstesats på moms, så er det rimeligt, at vi har det på selskabsskat. På baggrund af oplysninger fra whistleblowere, har Margrethe Vestager kunnet slået ned på store selskaber, der har fået særlige skattefordele på bekostning af resten af samfundet og i uretfærdig konkurrence med andre EU-lande. Det går ikke, at de store multinationale selskaber kan undgå at betale skat, mens lokale virksomheder bliver udkonkurreret. På europæisk plan skal vi sikre, at også det store multinationale løfter deres del af byrden.

EU skal vedtage regler, der tvinger medlemslandene til at indføre skat på køb og salg af aktier og obligationer

Helt Enig

Der er for mange køb og salg af aktier og obligationer, som ikke handler om at ville eje en del af selskabet eller investere men i korttidsspekulation og skatteundgåelse. Derfor er der behov for en europæisk transaktionsskat.

Det europæiske finanstilsyn skal kunne skride ind over for banker, der mistænkes for hvidvask

Helt Enig

Når handel og kommercielt samarbejde går på tværs af grænser, skal også tilsyn gå på tværs af landegrænser. De nationale værktøjer og myndigheder som er sig selv nok slår ikke til. Vi har brug for et tættere samarbejde på europæisk plan. Banker nyder en høj grad af tillid fra det omkringliggende samfund. Det europæiske finanstilsyn skal kunne slå effektivt ned på bankerne, når denne tillid brydes.

EU’s budget bør ikke øges, hvis det betyder, at Danmark skal betale et større bidrag til EU

Helt Uenig

Hvad vi vil med Europa? Flere fælles investeringer, omfordeling og mere forskning kræver flere fælles penge. Det er vigtigt, at medlemsstaterne holdes bedre til ansvar for EU-midlerne, og at vi kommer væk fra national vs EU kasse- og rabattænkning. Vi har brug for investeringer i den grønne omstilling både os landbruget og i  vedvarende energi bl.a. et el-net, der kan transportere energi fra solceller og vindmøller på tværs af kontinentet. Desuden kan vi ikke længere lade fattige regioner i stikken mens vi samlet bliver rigere på handel og globalisering.

UDDANNELSE

Det skal være sværere for studerende fra andre EU-lande at få adgang til SU, når de studerer i Danmark

Helt Uenig

Der skal ikke gøres forskel på EU-borgere på grund af deres nationalitet. Jeg vil ikke acceptere diskrimination. Vi har brug for flere udenlandske studerende i Danmark, ikke færre. Det er en god forretning for Danmark, men vi skal have EU-landene til at udligne deres borgeres forbrug på de sociale ydelser hos andre lande. Desuden skal vi naturligvis kunne sikre tilbagebetaling af SU-lån.

kandidattest

Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *