Valgforbund: Penge for stemmer eller penge frem til næste valg

“Socialdemokratiet køber sig til radikale stemmer” lyder overskriften på en historie i Politiken, som DR og sikkert også andre har taget op om det valgforbund, som Radikale Venstre med SF og Socialdemokratiet indgik i 2009.

Men der er ikke fugls føde på den overskrift. At Radikale ville lade sig købe til at køre en dårlig valgkamp for at give Socialdemokraterne et ekstra mandat ville gå imod ethvert politisk og ethvert økonomisk rationale.

Men lad os først se på hvad der skete og hvad det er vi taler om.

Hvad skete der i 2009?

Radikale Venstre kørte en super valgkamp med en stærk kandidat, Sofie Carsten Nielsen, som siden er blevet valgt ind i Folketinget og nu er Forsknings- og uddannelsesminister. Sofie har faktisk gjort så stort et indtryk som EP-kandidat, at flere, som jeg har mødt under min egen valgkamp, tror at hun blev valgt ind i 2009.

Men ved valget i 2009 var det kun kort tid efter, at Anders Samuelsen var rendt af pladsen som Radikalt EP-medlem for at satse på et nyt parti sammen med tidligere EP-kollega Gitte Seeberg og tidligere Radikale FT-medlem Naser Khader. Blandt andet derfor lå Radikale Venstre så langt nede som vi næsten kunne ved det valg, og vi fik kun 4,3% af stemmerne.

Partiet investerede ressourcer i en valgkamp, som ikke kastede nogen plads i EP af sig. Inden valget gik i gang indgik man et valgforbund, ligesom man inden dette års valg indgik en aftale om et valgforbund.

Af de aftaler fremgår det, at de partier, som på trods af valgforbundet, ikke opnår valg til Europa-Parlamentet, modtager midler fra det parti, der havde gavn af det tabende partis stemmer. Sådan at det parti, der ikke vinder et mandat i EP, kan få nogle ressourcer og en reel mulighed for – trods fraværet i Europa-Parlamentet – at være en del af den europapolitiske debat i Danmark i de næste fem år.

Indflydelse, netværk og økonomiske midler

Partier, som opnår valg til Europa-Parlamentet bliver inddraget i et politisk samarbejde med ligesindede partier i andre EU-lande, der giver mulighed for, at man kan følge med i den europæiske EU-debat og inddrage dette i den danske debat.

Ligesom det er tilfældet ved Folketingsvalg, så er der meget store – også økonomiske – fordele for partier, der opnår valg modsat dem som ikke gør. Valgforbundsaftalen kompenserer det eller de partier, som ikke opnår valg – efterfølgende – for den økonomiske byrde, som partiet vil have for at følge med i den europæiske debat bl.a. gennem deltagelse i møder i europæiske sammenhæng, kontingenter eller udarbejdelse af materiale. Men særligt også deltagelse i den europapolitiske debat i Danmark.

Fejlagtig sammenligning med købte stemmer solgt forud i Den Blå Avis

Jeg mener, at det er helt fejlagtigt, når Kasper Møller-Hansen i Politiken sammenligner det med at en privatperson sælger sin stemme forud for et valg.

»Jeg synes, det er en uskik, at der på den måde bliver betalt direkte penge for stemmer. Vi andre må heller ikke sælge vores stemmer. Jeg må ikke sætte en annonce i Den Blå Avis og sælge min stemme til højestbydende, så ville Indenrigsministeriet komme efter mig«, siger han.

Der er penge i politik. Politik kræver penge for at løbe rundt. Det er nødvendigt at have åbenhed omkring finansieringen af politik. Der skal ikke være hemmelig finansiering af partierne, hvor interesser, penge og politik blandes sammen.

Men et valgforbund mellem to politiske partier, hvor det tabende parti får penge til at følge med i debatten i tiden frem mod det næste valg. Der kan jeg ikke se et problem ift. at “købe stemmer”. Udtrykket “at købe stemmer” tilkendegiver, at man forud for en afstemning aftaler en bestemt stemmeafgivelse til økonomisk fordel for en selv.

Hvis man tager den forståelse og lægger over valgforbundet, som Politiken skriver om, så er den eneste logiske forståelse, at det var Socialdemokraterne der købte de Radikale til at føre en dårligere valgkamp sådan, at Socialdemokraterne kunne få et ekstra mandat mod en efterfølgende årlig betaling.

For det første er det stik mod enhver politisk drift hos partiorganisationerne og kandidaterne.

For det andet vil det ikke give økonomisk eller politisk mening for Radikale Venstre, da gevinsten på begge punkter er meget stærkere, hvis vi vinder et mandat.

Kære danske medier, på trods af, at sammenblandning af penge og politik altid er sexet og skal belyses og gennemlyses mest muligt, så er det ikke mellem to konkurrende omend til tider samarbejdende partier, at I skal se på skjult indflydelse eller stemmekøb.

Kære socialdemokrater, jeg kan godt forstå det er lidt ærgerligt at have set penge gå til Radikale Venstre hvert år de sidste fem år, men til gengæld fik I et ekstra medlem af Europa-Parlamentet med de goder det giver.

Derfor er der ikke fugls føde på den overskrift om at “S køber sig til Radikale stemmer”. Det er en ommer Martin Borre og Politiken.