Skip to main content

Shitstorm om retsforbehold og EU – "Jeg ved faktisk noget om det her shit"

Blizzard of 2015 New York City

Politikere skal dele af sig selv og vise hvem de er. De skal være engagerede og passionerede. De skal gerne vide noget om, hvad de taler om, og basere deres udsagn på fakta. De sidste uger har jeg fået det indtryk, at det bare ikke gælder, når det handler om EU.

Jeg har siden sommeren støttet kampagnen for at få omlagt retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Jeg har talt for, at man skulle tale om alt andet end Europol. Jeg har forklaret om traktater. Jeg har spurgt om folk ville have svar på noget – dog uden megen respons – på #3decsvar. Radikale Venstre er historisk et splittet parti på EU området, så derfor har jeg været med til at foreslå og arrangere at tage tilvalgsordningen på højskole for at sætte folk ind i, hvad det er vi sætter om og have en dialog omkring det.

De sidste 48 timer har jeg fået, at vide at jeg er nedladende, arrogant, “Verdensmester i arrogance”. Yay! Denne blog er for at forklare, at ja jeg blev sur og lidt om hvorfor jeg blev så sur.

“Alle mennesker synes det er krop umuligt.” EU er et stedbarn på alle planer. Ingen vil stå ved når det ikke fungerer, når kanelsneglene rives ned at hylderne eller landmændene bliver sure over randzonerne. Alle vil gerne være med til sejrene, når EU lander forhandlinger med Iran om atomvåben eller revolutionerne blæser gennem de arabiske lande. Politisk og mediemæssigt bliver det endnu værre. Ingen vil tale om EU. Det er noget man lægger over i et udvalg, som dækker det hele fra kanelsnegle til atomaftaler og de mødes fredag formiddag, mens resten af Folketingets medlemmer allerede er taget hjem til valgkredsen for at pleje det lokale og trække inspiration fra “den virkelige verden udenfor Borgen. Journalisterne ved godt de burde vide noget om EU. Men ligesom alle de andre ting, som man burde, så er det ikke noget man gør. Derfor indledes (næsten) enhver dækning af en EU historie med “Nu er det jo kompliceret, men “, “Det er svært at forstå, men”, “der er mange kokke” eller “forvirringen er total her i EU, men”.

Så er tonen ligesom slået an, og ingen behøver at have rigtigt dårlig samvittighed over ikke at sætte sig ind i tingene, fordi det kan da ikke forventes. Det er jo svært. Det gøres i god tro, for at sættes sig i øjenhøjde med læseren og seeren, tage dem i hånden og sige, “det er ok du ikke forstår det endnu”. Ligesom kvinder er dårligere til matematik, når de bliver gjort opmærksomme på, at de er kvinder, og husket på, at matematik jo er noget stereotypen siger, at kvinder ikke kan forstå, så tror jeg, at folk underbevidst holder op med at forsøge at forstå EU-stof, når først de har fået at vide, at de ikke behøver at sætte sig ind i det, fordi “Alle mennesker synes det er krop umuligt.”

Det er blevet bedre de sidste par år og der er mange journalister og korrespondenter som gør en kæmpe indsats. Men det er særlingene. De andre journalister og komikere, der leger journalister på scenen, de lægger lige grunden med at sige det er så svært det der EU. Mange synes det er svært, men det bliver ikke nemmere at forstå, hvis man hele tiden bekræfter at det er svært fremfor at forklare hvad det drejer sig om.

Hvis du ved noget så hold din kæft.Når det gælder EU, så er der få, der lytter til dem, der arbejder med EU til daglig. Ministerierne, hvis medarbejdere sidder og repræsenterer Danmark i arbejdsgrupper og udvalg, og som udarbejder de beskrivelser af EU-Kommissionens forslag til Regeringens ministre og Folketingets Europaudvalg. Ha, dem kan man ikke stole på, da de jo kun vil udvide administrationen for at sikre deres egne jobs.

Regeringens oplysning om folkeafstemningen den 3. december er ren propaganda. Folketingets EU-oplysning er utroværdig, fordi de bruger beskrivelse fra aftaleteksten fra den politiske aftale mellem fem af Folketingets partier. Dansk Industri vil kun anbefale et ja fordi EU er storkapitalens projekt.

Hvis du, som Per Lachmann, har arbejdet med EU, forhandlet forbehold og traktater på Danmarks vegne og nu er gået på pension, men stiller sig til rådighed for debatten, så gør du det kun for at fremme din egen karriere fra alderen 75 til 100 år “Jeg kan forstå, at herren er karriereembedsmand, og der må man bare sige, at det ikke undrer mig, at han siger sådan.” Kenneth Kristensen Berth til Politiken.

Måske er det, fordi fakta nødigt skal være med til at belyse en debat, hvor nej-siden høster stemmer på tvivl og ja-siden har fået sig selv bildt ind, at man kun kan overbevise folk ved at forsimple budskabet til “hjælp politiet”, “beskyt Danmark” og “bekæmp børnelokkere”. Vælgerne er ikke dumme, og at få en tilvalgsordning handler om mere end Europol.

 

Enhedslisten lagde ud med efter deres årsmøde i september 2015, at advare ja-siden mod spin og skræmmekampagne, og så slutter man af med første skud af samme. Så er stilen ligesom lagt, og hvordan kan man blive klandret for de,t man beskylder andre for?

Hvis retsforbeholdet bliver afskaffet, så kan vi godt regne med, at vi får en helt anden lovgivning på områder som forældremyndighed, domstole, kriminel lavalder, politi og meget andet.”

En ting er at få nuancer galt, noget andet er bevidst at gå ud med ting, som er forkerte eller irrelevante. Jeg kan ikke se, at ja-siden bevidst er gået efter ting, som ikke er relevante for afstemningen den 3.december. Man har nok overdrevet visse elementer, men bedre samarbejde giver bedre forfølgelse af kriminelle og bedre europol er godt for dansk politi, som bruger Europol meget.   Debatten er blevet så oversvømmet af forkerte og irrelevante oplysninger, at den er sneet inde som bilerne på billedet.

Det her er ikke for sjov eller ligegyldigt for mig. Jeg er hverken distanceret, ligeglad, cool eller meta omkring debatten om folkeafstemningen på torsdag. Jeg har læst og arbejdet med EU-ret og har haft en særlig interesse for det område, som er “forbeholdsbelagt”. Jeg ved, at det giver ekstra bureaukrati og mindre dansk indflydelse i, hvad der foregår i EU på områder, som er vigtige for Danmark, når vi står udenfor. Det kan håndteres og er blevet håndteret.

Tilvalgsordningen er en del af den håndtering. En løsning, der respekterer det danske forbehold, men giver mulighed for at være med på en smidig måde, når det er i Danmarks interesse. Jeg kommer hverken til at tjene penge på et ja eller et nej.

Politisk mener jeg, at det er vigtigt, at Danmark får mulighed for at være med i det samarbejde, som de andre har. EU er et fantastisk redskab til at vi som borgere og virksomheder kan have rettigheder og frihed uanset hvor vi er født eller etableret. Vores forhold til domstole, jura, politi og grænser er netop der, hvor det er vigtigt at have fokus på dig og ikke din stats rettigheder til at lovgive i ophøjet ensomhed.

Det er irriterende når debatten går på frygt for ting, som enten er højst usandsynlige, argumenter som er misvisende eller direkte forkerte. Flere af de argumenter har DR’s detektor skudt ned og Tænketanken Europa har samlet nogle i et notat. Du kan se dem på billedet nedenfor til venstre.  13 skræmmekampagner

Men hvad der virkeligt er frustrerende er, når argumentet for at stemme nej er mistillid til de danske politikere, og man derfor ikke ønsker at give dem mere kontrol. Et nej vil hverken give Folketinget mere eller mindre kontrol ift. befolkningen over hvilke EU-love, som de vil arbejde på, at Danmark kommer med i eller overholder uden at være med.

Det er stadig Folketinget, som skal træffe afgørelse om at forfølge det ene eller det andet. Med et nej den 3. december fjerner du muligheden for at Danmark alene kan bestemme hvilke EU-love, som vi gerne vil være med i, og så skal vi stå med hatten i hånden og bede Kommissionen om lov til at være med. Noget som de ikke er forpligtet til at give os. Dernæst skal de øvrige 27 EU lande blive enige. Med et nej den 3. december, fjerner du Danmark fra forhandlingsbordet i EU omkring det retslige, men det er ikke Danmarks dårlige indflydelse i EU, som nogen har nævnt som begrundelse.

Det er asyl-stramningerne, som Lars Løkke og Inger Støjberg hastede igennem. Det er offentlighedsloven. Det er Carls Holst. Det er cabotage. Det er nationale forhold, hvor politikerne har sjoflet deres ansvar, eller vedtaget noget, som den pågældende ikke brød sig om.

Holdninger, følelser og fata. Noget i verden er fakta. Det kan måles og vejes. Jorden er rund eller den er flad. På samme vis er der et vist antal medlemmer af EU, hvor Danmark er et af dem. EU har et sæt spilleregler. De kan laves om på forskellig vis.

Hvad sandsynligheden er for at man kan blive enig om at lave dem om eller ej afhænger af øjnene, der ser.

Man behøver ikke træffe sine afgørelser på baggrund af fakta, men hvis man ikke gør, så kunne man have den ærlighed at sige: Jeg vil gerne give de danske politikere, som anbefaler et ja, fingeren. Derfor stemmer jeg nej. Det fjerner måske ikke noget magt fra dem, men jeg vil godt bare sige det modsatte. Se det ville være ærlig snak: “Jeg er sur over de danske politikere, de kan rende mig. Så jeg stemmer nej”.

Men lad være med at give det en fernis af fakta om at tage kontrol væk fra Folketinget, for det gør man ikke. Det er stadig Folketinget, som træffer afgørelser om mellemstatslige aftaler. Det ville også være ærlig snak, at sige jeg synes ikke Danmark skal være med i EU. Derfor stemmer jeg nej. Hvis man siger, at man træffer sine afgørelser på fakta, og samtidigt afviser at lytte til fakta eller forklare hvorfor man mener fakta ikke er fakta, så synes jeg det er ret flabet. Enten stå ved at du stemmer på baggrund af følelser eller prøv at forstå, hvad det handler om. Jeg vil meget gerne forklare til jeg er blå eller magenta i hovedet, men jeg gider ikke blive behandlet som en løgnagtig idiot.

Må man blive sur på skrift? Det må man godt, men det er sjældent en god ide. Men det blev jeg. Efter flere uger, hvor beskyldninger, som nævnt ovenfor har føget om ørerne på mig fra personer, som jeg ikke kender og personer, som jeg kender, blev jeg for alvor vred, skuffet og sur, hvilket resulterede i dette tweet: 

Overfor folk, som jeg ikke kender, så er det lidt ligegyldigt, at de ikke lytter eller kan komme med argumenter for hvad de mener. En for mig ukendt person, som sidder og spyr galde ud over mig og EU-samarbejdet kan slås hen.

Jeg tager folk alvorligt på Twitter, og svarer på de henvendelser, som jeg får så godt, som jeg kan. Jeg behandler folk rimeligt ens uanset om de har fine titler, mange følgere eller ikke. Eneste kriterie er, at man er et rigtigt menneske og opfører sig rimeligt.

Jeg har været på Twitter længere tid end jeg har været politiker. Det er mig derude. Det er ikke en profil, som jeg har lavet for at få stemmer, eller for at komme i dialog med journalister. Derfor har jeg også etableret venskaber – nogle dybe, nogle overfladiske – på Twitter. Derfor betyder de personer, som jeg kender på Twitter, også noget for mig.

Derfor betyder det noget for mig personligt, når de nedgør, hvad jeg siger som propaganda, og hævder at bygge deres holdninger på fakta, mens det mest bare er, at ville give danske politikere fingeren. Jeg har mødtes med både Lasse Goerlitz og Jacob Saaby. Lasse og jeg har mødtes ad flere gange. Derfor betyder det noget, når de i deres iver for at give danske politikere fingeren, giver mig fingeren med. Derfor handler det for mig ikke om at lefle for vælgere eller være politikeragtig.

Man skal jo altid lære af ting, som der sker. Hvad lærer man af det her?

1) Efter du stiller op til at blive valgt til noget, så er du politiker uden krav på forståelse for noget som helst. Man kan pisse op og ned af dig, og hvis du tager det personligt, så er det dig, der er noget galt med. Alle andre har altid ret.

2) Forholdet mellem dig og en anden person kan ikke ses af andre. Det kan ikke ses, at jeg kender Lasse Goerlitz rimeligt godt, ved noget om hans arbejde, lidt om hans boligsituation og meget mere om hans interesse for mad og frivillige tjans som dommer i konkurrencen om Danmarks bedste bøfsandwich.

3) Hvis du er politiker – bliver du automatisk ved at være kandidat – så er du pludseligt en autoritet. Derfor kan du ikke tro, du er på lige fod med andre mennesker. Du er over, men samtidigt lidt til grin, en som man ikke kan stole på, og kun tænker på sin egen karriere. Derfor skal du kanøfles, hvis der er en chance for at gøre det. Fordi politikere er også sådan nogle, som er bedrevidende og nedladende.

4) Politikere skal vide noget om det, de udtaler sig om. Men ikke, hvis det er EU. Du må kun vide noget om det, du har meninger om, hvis du er håndværker, politimand, sygeplejerske eller læge. Nogle af de gode folk. Det er nedladende at sige, at man ved noget om et emne, der er så usexet og utroværdigt som EU, jura og procedurer. Så skal man kanøfles.

5) Du skal ikke blive sur på skrift. Hellere lade være med at tale med folk, end at blive sur. Ignorere folk og ikke indgå i en dialog er bedre end at have følelser og blive vred. Du skal have en facade, som ikke er dig, men er politiker-dig.

Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *