Traktathistorie for at forstå dansk deltagelse i EU retssamarbejde og hvorfor omlægning af retsforbeholdet

Med vedtagelsen af lovforslaget om omlægningen af det gamle retsforbehold til en tilvalgsordning, er det måske på høje tid, at jeg får skrevet lidt om hvad det er vi stemmer om. Sådan lidt teknisk.

Et ja den 3. december giver Danmark mulighed for at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning fremfor det totale fravalg, som Danmark arbejder under nu med det mere end 20 år gamle forbehold fra 1993.

Lidt traktathistorie er vigtig for at forstå afstemningen om hvordan Danmark kan deltage i det europæiske retlige samarbejde.

I 1992 fravalgte Danmark et fuldt medlemskab af den Europæiske Union. I samarbejde med de øvrige EF-lande, fik Danmark kunne få lov til at fortsætte med at være medlem af EF, selvom man fravalgte visse elementer i Maastrichttraktaten, som man netop havde færdigforhandlet.

Det euroæiske samarbejde var et hus med tre søjler

Maastricht-traktaten fra 1992 fungerede på en helt anden måde end hvordan vi gør nu. I den gamle traktat var der visse elementer (politisamarbejde, retssamarbejde, asyl- og immigrationspolitik, militært samarbejde), som man ikke var enige om at lægge over til de samme arbejdsformer, som landsbrugspolitikken og det indre marked. Her samarbejdede man fortsat på mellemstatslig basis på disse emner.

På det tidspunkt tegnede man tit EF/EU samarbejdet som et hus, hvor institutionerne og processerne var fundamentet og tag mens de enkelte politikområder var tre søjler, som bar huset. Hver søjle havde sin egen beslutningsproces. Danmark fravalgte i 1992 den søjle, som fortsat var mellemstatslig.

Med jerntæppets fald og EUs udvidelse i 1994 og 2004 bliver traktatens hus for lille 

Efter den kolde krig blev afsluttet, valgte Østrig, Sverige og Finland at tilslutte sig EF og EU samarbejdet i 1994. Med udvidelsen af EU til at omfatte Centraleuropa og de baltiske lande i 2004 fortsatte man med at viske sporene fra jerntæppet væk fra Europa-kortet. I 2007 kom Rumænien og Bulgarien med; og i 2014 kunne Kroatien tilslutte sig.

Med udvidelserne var Maastrichttraktatens hus blevet for lille. Søjlerne spærrede fremfor at bære. Den aftale man havde lavet mellem 11 lande gav ikke længere mening når man sad 25 og snart flere om bordet. Derfor lavede man et nyt regelsæt, som skulle gælde for beslutninger og lovgivning på alle områder. Simplere og stærkere. Man rev søjlerne ned og åbnede op.

Da søjlerne faldt faldt også den struktur, som de danske forbehold var bundet op på, det var de danske forhandlere opmærksomme på. Derfor forhandlede man en ny protokol til at erstatte Edinburgh protokol med de danske forbehold, som Danmark havde fået i december 1993. Derfor har vi brug for en opdatering af det danske forbehold.

I 1997 fandt man på en britisk og irsk måde at have forbehold på

Irland og Storbritannien fik ved Amsterdam traktaten i 1997 et forbehold, men man fandt på en anden løsning end den danske. I stedet for at fravælge alt på forhånd, så kunne man, allerede når Kommissionen fremlagde forslagene, vælge sig ind på de retsakter, som man ønskede at være med til. Det er mere fleksibelt og giver bedre mulighed for at være med i de EU-love, som man ønsker at være med til uden at skulle åbne traktaterne op igen eller indgå nye traktater med alle EU-landene en for en, som det danske system med parallelaftaler kræver

Blandt andet derfor valgte Danmark at bede om at få omdannet det danske forbehold til en tilvalgsordning, ligesom den Irland og UK har. Det gav de øvrige EU lande under forhandlingerne om Lissabon Traktaten Danmark lov til, og der blev tilføjet protokol 22 til Lissabontraktaten, som gav Danmark mulighed for at omdanne fravalgsordningen fra 1992 til en tilvalgsordning.

Formålet med forbeholdsprotokollen er, som det fremgår af dens indledning (præambel), at der fastlægges en retlig ramme, som giver Danmark mulighed for – på samme måde som Storbri- tannien og Irland – at deltage i foranstaltninger omfattet af ordningen, her- under at Danmark kan tilvælge retsakter på forslagsstadiet.

Det nye hus ændrer på de kommende regler

Hver gang man laver ny lovgivning eller opdaterer lovgivning på tidligere områder, så gøres det på grundlag af reglerne i den gældende traktat. Traktaterne beslutter hvordan de nye love vedtages hvem, der har lov til at bestemme medlemsstaterne f.eks. uddannelse eller EU f.eks. handelspolitik med andre lande og regioner udenfor EU.

Med en ny traktat ændrer man hvordan beslutningerne træffes, men ikke den allerede eksisterende lovgivning. Det betyder, at det først er blevet når man laver ny lovgivning på de områder, som tidligere var mellemstatslige og nu er blevet til overstatslige og fælles, at Danmarks gamle forbehold træder ind og Danmark ikke længere kan være med.

Fordi EU landene allerede med Amsterdam traktaten i 1996 lod det civile retssamarbejde overgå til at være besluttet gennem EU procedurer og ikke mellemstatslige procedurer, er der kommet en række retsakter, som Danmark ikke har været med i og ikke har været vigtige nok til at bede om en parallelaftale om. Der er derfor en lille stak af retsakter, som Danmark ikke er med i men de andre er blevet enige om.

Det er først i år, at Danmark er blevet ramt af noget, som de danske politikere føler var vigtigt nok til, at man ville tage en folkeafstemning på det, nemlig EUROPOL forordningen. Selvom det danske forbehold på det retlige område rækker videre og er vigtigt for andre end bare politiet.

Det antal retsakter, som vi er kommet bagud siden vedtagelsen af Amsterdam traktaten og siden Lissabontraktatens bestemmelser skulle finde anvendelse fra 2014, har Justitsministeriet og Udenrigsministeriet været igennem for at se på hvordan de vil have indflydelse på Danmark. Partierne bag tilvalgsordningen har derefter tilvalgt 22 af dem. Analyserne fra ministerierne ligger som bilag til aftalen om en tilvalgsordning fra 17. marts 2015. (http://www.justitsministeriet.dk/nyt-og-presse/pressemeddelelser/2015/aftale-om-en-tilvalgsordning)

Afstemningen den 3. december

Den 3. december stemmer vi om en omlægning af retsforbeholdet til at være Regeringen og Folketinget, som kan træffe beslutning om de ønsker Danmark skal være med jf. protokol 22, fremfor, at der skal laves særaftaler med EU gennem parallelaftaler.

Vi brugte parallelaftaler indtil, at vi fik muligheden for at omlægge vores fravalgsordning til en tilvalgsordning med Lissabontraktaten. Af de parallelaftaler, som vi har bedt om, der har vi fået ja til 4 og nej til 2. Det fungerede sådan, at Kommissionen, hvis de fandt, at det er i Unionens interesse – og altså ikke alene i Danmarks interesse – anbefalede de øvrige EU lande, at lave en parallelaftale med Danmark om den retsakt. Det betød en aftale med hvert af de øvrige EU-lande, som også skulle igennem deres parlamenter.

HVIS VI STEMMER JA … bliver det nuværende retsforbehold omdannet til en tilvalgsordning. Det betyder, at Danmark fremover selv kan vælge, hvilke EU-retsakter på området for retlige og indre anliggender vi vil deltage i.

Samtidig betyder det, at Danmark tilslutter sig 22 eksisterende retsakter på det strafferetlige og civilretlige område, og at Danmark kan tilslutte sig Europol-samarbejdet uden at der skal opfindes et nyt juridisk grundlag for at gøre det muligt.

HVIS VI STEMMER NEJ … fastholdes det nuværende forældede retsforbehold. Retsforbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i EU-samarbejdet om retlige og indre anliggender. Hvis Danmark fremover skal samarbejde med EU på et konkret område, f.eks. Europol, skal vi søge om en såkaldt parallelaftale. Danmark har ikke krav på at få en sådan aftale.

Det betyder også, at Danmark ikke kan deltage i nye versioner af de retsakter, som vi er en del af i dag, når de opdateres og vedtages jf. Lissabontraktaten og bliver overstatslige. En af dem er Europol.