Reglerne for grænsekontrol forbliver uanset ja eller nej
Uanset om vi stemmer ja eller nej den 3. december , vil Danmark fortsat være med i Schengen-grænsesamarbejdet, så helt formelt stemmer vi ikke om grænsekontrollen.
Alligevel har DF kørt kampagne på det. Fx skrev Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti d. 19. november i Søndagsavisen: “Bliver det et ja 3. december, er det et endegyldigt farvel til nogensinde at genindføre grænsekontrollen”. Og hans partifælle Anders Vistisen skrev i et debatindlæg i Jyllandsposten, at tilvalgsordningen betyder, at Danmark fremadrettet automatisk er med i alle nuværende og fremtidige regler, der vedtages inden for Schengen-området.1 Det er dog ikke korrekt.
Ligesom i dag kan Danmark vælge, om vi vil deltage i kommende retsakter inden for Schengen-samarbejdet.2 Det har vi (ligesom i dag) seks måneder til at beslutte efter vedtagelsen af en Schengen-retsakt. Hvis vi vælger at sige nej tak, så kan de andre EU-lande, dog vælge at smide os ud af samarbejdet – nøjagtig som i dag, hvor Danmark deltager på mellemstatslig basis.
I det store og hele vil der i forhold til spørgsmålet om grænsekontrol være tale om status quo i forhold til de forpligtelser, Danmark har i dag. Modsat i dag vil Danmark med tilvalgsordningen, fremover kunne deltage i forhandlingerne om Schengen-retsakter, og dermed påvirke resultatet. Det vil give Danmark øget medbestemmelse, men hvis Danmark vælger den model og går ind i forhandlin- gerne på forslagsstadiet, vil vi samtidig være bundet af slutresultatet.
Juridisk teknisk sker der en ændring af den juridiske status for Schengen- reglerne i dansk ret, da reglerne, som vi allerede er bundet af, med tilvalgsord- ningen overgår fra det mellemstatslige niveau til den almindelige EU-ret.5 Man kan sige, at reglerne bliver mere bindende, og det giver EU-domstolen mulighed for at idømme Danmark en straf, hvis vi bryder reglerne. Det gælder dog også i forhold til nej-sidens alternative tilvalgsordning, hvor der kun tilvælges fx Europol. For benytter man tilvalgsordningen, selv i begrænset omfang, vil man jf. art. 8, stk. 2 i den danske protokol 22 til Lissabon-traktaten være forpligtet til at tilvælge alle de eksisterende Schengen-regler overstatsligt.
Eksempel nummer 2 fra Tænketanken EUROPAs notat med 13 eksempler på, at nej-siden forsøger at skræmme eller bevidst vildleder vælgerne.