Norden og EU – en stærkere nordisk stemme i EU

Jeg deltog hertil morgen i et debatmøde om Norden kan få en stærkere stemme i EU arrangeret af Europa-Huset i samarbejde med Nordisk Råd. Tidligere ministre og Europa-Parlamentsmedlemmer for hhv. Venstre og Socialdemokratiet Bertel Haarder og Henrik Dam Kristensen deltog. De har arbejdet for større sammenhæng mellem det parlamentariske arbejde i Nordisk Råd og i Europa-Parlamentet.

Har vi reelt parlamentariske repræsentanter for de nordiske befolkninger?

Hvor mange i de nordiske befolkninger føler at parlamentarikerne i Nordisk Råd kæmper for deres rettigheder, som borgere og repræsenterer dem overfor de nordiske regeringer? Med egne partigrupper og sekretariater. Hvor mange ved at der er parlamentarikere, som mødes to gange årligt? Det kan godt være at Europa-Parlamentet føles gemt væk i den danske debat, men det er da ingenting i forholdt til arbejdet i Nordisk Råd.

Måske er det nordiske samarbejde særligt vanskeligt på regeringsniveau, men det parlamentariske niveau er ikke stærkt nok til at gøre op med de nationale statslige interesser.

Men som nordisk politikere, mener jeg at vi må hjælpe hinanden for at få viden om og adgang til EU gennem vores kontakter i Nordisk Råd. Der er dog en stor forskel på de direkte valgte parlamentariske forsamlinger, og så Nordisk Råd og Europarådet. Hvor de alene er bi-job, og noget man skal sørge for at have tid til ved siden af det ”rigtige” arbejde i det nationale parlament. Nordisk Råd er et samarbejde for de nordiske parlamentarikere. Rådet fungerer blandt andet som et rådgivende organ for de nordiske regeringer. På mange måder på samme vis som Europa-Parlamentet inden 1979, de parlamentariske møder i Europarådet, EU’s Regionsudvalg og Økonomiske og Sociale Udvalg.

Nordisk Råds rapport med forslag til nordisk samarbejde om det europæiske.

Nordisk Råd lavede i januar en ny rapport, “Norden og EU er stærkere sammen” med en række forslag til at styrke netværket mellem Nordisk Råd og Europa-Parlamentet – ikke mindst med de nordiske medlemmer af Europa-Parlamentet. Ideen er at nogle af disse forslag konkretiseres efter det nye Europa-Parlament er valgt 25.maj 2014.

Det vigtige er, at initiativerne skal være politisk funderet i konkret behov for samarbejde. Det kan ikke uddelegeres til embedsmænd, hvis ikke der ses en politisk merværdi, så vil politikerne ikke engagere sig reelt.

Noget handler om logisk samarbejde, som man undrer sig over ikke allerede eksisterer kontaktlister på tjenestemænd og politikere, mere EU-information mellem sekretariatet och de nationelle parlamentsmedlemmer, eller møder med nordiske Europaparlamentariker ved Nordisk Råds sessionener, herunder en særlig temasession i 2015. Andre er ligegyldige, og bunder snarere i, at hvad der sker i Norden ikke i det politiske arbejde i Europa-Parlametet er direkte anvendelig. Hvis det er tilfældet, så ændrer et nyhedsbrev ikke på det. Endeligt så er andre initiativer kan virke som fatamoganaer hvis man skal spænde for bredt. Fordi aldrig nogen som kan være så enige om at være uenige eller kappestridige som broderlandene. Der er en evig konkurrence mellem de nordiske lande for indflydelse overfor andre partnerlande eller i de internationale organisationer. En nordisk stemme i EU bliver nok sværere end man umiddelbart tror, men kan findes på enkelte konkrete områder, hvor vi har fælles mål og historisk samarbejde: sundhedsamarbejde, forbrugerbeskyttelse, transport og miljø f.eks.

Min personlige erfaringer med det nordiske

Det nordiske har altid været vigtigt for mig personligt. Min familie har et særligt forhold til Sverige, hvor min far og onkel med mine bedsteforældre boede i Stockholm under krigen, men også Finland, hvorfra min tante kommer fra. Hvorfor det nordiske altid havde et stærk plads i min familie.

Jeg selv har gode venner i alle de nordiske lande, og kan forstå og gøre mig forståelig på nordisk for det meste. Jeg får stor politisk inspiration fra andre nordiske politikere, som Europaministrene i Finland Alex Stubb og Sverige Birgitta Ohlsson. At lytte til debatten i de andre nordiske lande åbner op for nye perspektiver og giver mulighed for at komme lidt udover det nationale politiske spil.

Jeg har plakater fra EF-afstemningen i 1972 liggende, der er en med en enkelt svane – Danmark – som bryder med flokken. Fra mit arbejde på den danske ambassade i London, ved jeg at der er et tæt uformelt samarbejde mellem landene på det udenrigspolitiske. Men når man inddrager Norge og Island, så stiller andre EU-lande sig ofte lidt kritiske, da de jo bare kunne melde sig ind. På mange måder er det nu to svaner, som ikke har kunnet eller villet følge med resten af flokken.

Står Danmark med sine forbehold så meget anderledes end Norge i EFTA?

En norsk deltager i debatten i morges bemærkede, at Danmark med sine forbehold ikke står meget anderledes reelt end Norge og Island i EFTA. Forskellen er dog, at Danmark tilsluttede sig fællesskabet tidligere og har kunnet forhandle undtagelser til nye områder, ligesom også UK har gjort. Hvis ikke man er med i fællesskabet, så er der ikke en interesse for at lave særordninger, hvis man vil med senere. Så må man udenfor forhandle sig med styk for styk, hvis man senere vil med så må man tage hele pakken. Derfor er Sverige forpligtet til at gå med i euroen der var vedtaget da Sverige kom med i 1995, hvor Danmark og UK, som kom med i 1973 har et frit valg.

Enig i fordelene ved at bede de ansvarlige for EU forhold om at deltage i det nordiske råds sessioner. Men ikke omvendt nordisk råd skal ikke også deltage i møder ved EU. Der er et samarbejde mellem Benelux, Visegrad og Weimar-trekantens lande, som rapporten nævner, men det at de alle er EU-medlemmer gør en stor forskel. En udfordring for et mere formaliseret samarbejde i EU for Norden er, at 2 af landene i Norden har valgt at stå udenfor EU. Man vil se en øget nordisk stemme og samarbejde med et samlet Nordisk Råd i EU, som et forsøg for Norge og Island til en bagvej til EU. Norske diplomater i Bruxelles fortæller om frustrationerne ved den manglende indflydelse og adgang. Det er en af Norges største og vigtigste ambassader, men betragtes som lidt af et mareridt for diplomaterne, med en arbejdsform der minder mere om private firmaer end de øvrige nordiske EU-landes måde at arbejde på i Bruxelles.

Debatten i Danmark i om Nordisk Råd

I efteråret 2013 var der debat om Nordisk råd i det danske medier med en kronik fra Venstres Karen Ellemans vision om en decentral utopi, hvor ”i det nye Nordiske Råd sidder ministre, parlamentarikere, repræsentanter fra civilsamfundet, sportsforeninger og interesseorganisationer side om side for at udvikle og forbedre det unikt nordiske. Arbejdsgrupper som har som sit fremmeste mål at udvikle konkrete løsninger, mens borgerne i alle de nordiske lande kan følge med i dagspressen, i aftennyhederne og via sociale medier. Repræsentanter fra ungdomsorganisationer og –partier er med for at lære deres nordiske venner at kende og for at give deres meninger og drømme til kende.”

Lars Hovbakke Sørensen. »Problemet er, at det ikke er et forpligtende samarbejde. Regeringerne har ikke pligt til at føre de ting ud i livet, som Nordisk Råd anbefaler. Der er ikke afstemninger, hvor flertallet bestemmer. Alle skal være enige,« siger Lars Hovbakke Sørensen. Netop forskellen på EU og Nordiske samarbejde. Fremfor at gå en mere decentral vej, mener han hellere, at samarbejdet burde gøres mere forpligtigende.