Naser Khaders skadelige illusioner om flyveforbud i Syrien

Et flyveforbud i Syrien er ikke i sig selv en dårlig idé, men det er et meget omfattende indgreb, som kræver massiv tilstedeværelse af det danske flyvevåben og boots on the ground. Enten skal vi gøre tingene ordentligt ellers skal vi afholde os fra at gøre situationen endnu værre. Desuden vil et flyveforbud forudsætte massivt samarbejde med magterne i regionen.

Der har været talt længe om at indføre et flyveforbud over syrisk luftrum. Naser Khaders forslag i Berlingske Tidende søndag den 13. juni er derfor ikke nyt. Så hvorfor har det internationale verdenssamfund ikke allerede indført et flyveforbud som reaktion på den 4 år lange krig?

Et flyveforbud over Syrien er ikke blevet indført af flere grunde. Det vil kræve, at man først sætter landets flyvevåben ud af kraft ved at bombe militære lufthavne og fly. Syrien har selv nu – i modsætning til f.eks. Libyen eller Mali – et velfungerende flyvevåben med ca. 60.000 mand og materielstøtte fra Rusland og Iran.

Et flyveforbud er et markant tvangsindgreb mod et land, som ikke kan stå alene. Det kræver, at man er villig til at engagere sig yderligere. Vi har allerede set særligt i Libyen, hvilken katastrofe det er, at gå ind med militær tvang fra luften uden at være villig til at følge op med sikkerhed og stabilitet i længere tid.

En reel indsats i Syrien vil kræve soldater på landjorden og et mangeårigt genopbygningsarbejde. Der er brug for opbakning og stabilitet i landene omkring Syrien. Derfor skal genopbygningen ske i hele regionen og ikke kun i Syrien. Ligesom Marshall-hjælpen ikke alene gik til Tyskland, men hele Europa.

Når et flyveforbud overvejes skal det ske i samarbejde med FN og med nærområdets magter. Både GCC-landene, Irak, Jordan, Egypten og Iran skal indgå for at opnå succes. I dag mangler vi lederskab – også fra USA og EU-landene – til at beskytte verdens befolkninger mod overgreb.

(læserbrev indsendt til Berlingske 14. juni 2015, men ikke optaget i avisen)