Kellerwald Urwaldsteig near Salzkopf, Hesse, Germany. Photo by Willow

Læren fra Brexit: Vi ser ikke skoven for bare træer

Fredagen i dag er på mange måder som enhver anden fredag i Bruxelles. Klokken ni står bilerne som altid i kø, så langt øjet rækker på Rue Belliard, et stenkast fra Europaparlamentet. Parlamentets sikkerhedsvagter snerrer med vanlig irritation af forvirrede turistgrupper, og alle praktikanterne har ondt i håret som enhver anden morgen efter lillefredag på Bruxelles’ barer. Man skulle ikke tro, at vi i dag afslutter et kapitel i europæisk historie og begynder på et nyt. Men det er akkurat det, vi gør.

I dag forlader Storbritannien EU efter knapt halvtreds års medlemskab. Det betyder et farvel til 73 gode kolleger i Europa-Parlamentet. Men ikke mindst betyder det EU’s afsked med 65 millioner europæere.

Som begejstret europæer havde jeg for alt i verden gerne været foruden Brexit. Men dagen i dag er en fin anledning til at stoppe op og gøre os klart: Hvad kan vi lære af Brexit?

Brexit har vist, at fordelene ved vores EU-medlemskab lever en ubemærket tilværelse, når vi står midt i det. Man ser ikke skoven for bare træer. I EU deler vi ikke kun et indre marked, som udgør verdens største økonomi, og en fælles tro på demokrati og frihedsrettigheder. Vi deler også et fællesskab, som man ikke er bevidst om, før man skal give afkald på det. F.eks. skal tusinder af europæere, som har giftet sig i et andet EU-land, og som aldrig har skænket den fri bevægelighed en tanke, pludselig gøre op med sig selv: Skal jeg blive og risikere at blive smidt ud af landet? Eller skal vi forlade venner og familie og flytte?

Brexit viste, hvad der sker, når man skifter engagement i det europæiske fællesskab ud med populisme og nationalistisk kassetænkning. Herhjemme er den samme snæversynede indstilling til EU’s virke desværre ikke en ukendt gæst. Den socialdemokratiske regering sætter foden ned, så snart snakken falder på et større bidrag til den europæiske fælleskasse. Jeg har det svært med regeringens enøjede opfattelse af dansk økonomi. Hvis man udelukkende opfatter Danmarks økonomi, som statens økonomi; tallene, der fremgår af finansloven, så er det nemt at se EU som intet andet end en udgift. Heldigvis er Danmark mere end staten. Når man derimod åbner øjnene for de milliarder som EU bidrager med til dansk økonomi og virksomheder, er det nemt at få øje på, hvordan de penge, vi betaler i kontingent, kommer tifoldigt igen.

Min kærlighed til EU bygger først og fremmest på en kærlighed til Europa. EU har de sidste halvfjerds år vist, at være det bedste bolværk til at sikre fred i Europa. Derfor er det uhyre vigtigt, at vi, som faktisk mener, at vi i Europa står stærkere sammen end hver for sig, taler EU op. Vi skal forsvare og forklare de ting, som et medlemskab forærer.

Vi skal gøre som briterne gjorde, da de åbnede sig mod Europa og blev rigere, og ikke som de gør nu, hvor de lukker sig om sig selv og bliver fattigere. I den sidste halvdel af nullerne oplevede Storbritannien stor vækst og stigende velstand, netop fordi de i 2004 åbnede for arbejdskraft fra de nye medlemslande. Tusinder af polakker, estere og tjekker slog sig ned på den anden side af kanalen og bidrog med den arbejdskraft og virkelyst, som Storbritannien havde brug for.

Men da Cameron skulle få ro på bagsmækken, blev der lagt en ny kurs overfor EU. Regeringen begyndte at tale EU-skepsissen op i stedet for at stå på mål for det fællesskab som havde bidraget til briters velstand. Og resten er historie. Brexit handlede ikke om EU mod UK, selvom det blev fortællingen. Den britiske befolkning var frustrerede over britiske politikeres manglende evne til at fordele muligheder i samfundet på en måde, der tilgodeså alle. Og det er Brexit en konsekvens af. Det skal vi lære af herhjemme.

Når Union Jack i dag tages ned fra flagstangen foran parlamentsbygningen, markerer vi begyndelsen på en ny epoke. Men Brexit er ikke enden på vores fællesskab med briterne. Og Brexit er ikke enden på unionen. Briternes noget omtumlede forløb de sidste par år har gjort indtryk i hele Europa. Der er ikke et eneste EU-land, hvor støtten til EU ikke er vokset siden briternes folkeafstemning. På mange måder står Europa stærkere.

Samtidig er mange briters kamp for en fremtid indenfor EU heller ikke slut. Storbritanniens yngre generationer er begyndt at røre på sig. Om nogle år, når en ny generation af britiske europæere kommer til magten, hejser vi måske Union Jack igen. Så jeg vover det ene øje, kipper med Dannebrog og siger: På gensyn, UK!

Bragt i Berlingske den 31. januar 2020