Kvindekamp: Kvindesagen er en EU-sag (fælles indlæg med MEP Christel Schaldemose (S) )
Skrevet med Christel Schaldemose (S) Medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. (Bragt i Altinget.eu 7. marts og FyensStiftstidende 8. marts)
Mænd i Europa tjener 16 procent mere end kvinder. Kun tre ud af ti medlemmer af Europa-Parlamentet, som repræsenterer over 500 millioner borgere, er kvinder.
I bestyrelseslokalerne hos Europas største virksomheder udgør kvinder i gennemsnit 16,6 procent af bestyrelsesmedlemmerne.
Og det er, selvom at kvinder i dag udgør en voksende del af arbejdsstyrken, og at universiteterne udklækker flere kvindelige end mandlige kandidater. Det er ikke godt nok.
Med en aldrende befolkning i Europa, tomme statskasser og svag vækst er det helt afgørende, at flere kvinder integreres i de politiske og økonomiske beslutningsprocesser. Og at vi udnytter talenter fra hele arbejdsstyrken.
Økonomier med høj beskæftigelse og inklusion af kvinder skaber nemlig vækst og velstand. Det styrker vores konkurrenceevne over for USA og fremadstormende økonomier. Forskere har tilmed peget på, at virksomheder med en høj andel af kvinder i ledelsen har klaret sig bedre gennem krisen.
Demokratiets kerneværdier
Det handler ikke om at genoplive 70’ernes kvindekamp. Det handler ganske enkelt om at nedbryde de barrierer i vores samfund, som skaber uretfærdige og ulige vilkår for den enkelte og hæmmer vækst, udvikling og innovation. Lige rettigheder og lige vilkår mellem køn (og mellem alle mulige andre forhold).
At alle borgere, kvinder såvel som mænd, har mulighed for at deltage og samtidig være ligeligt repræsenterede i samfundsøkonomien, i beslutningsprocesser, i det sociale og kulturelle liv og i civilsamfundet.
Dét er, hvad demokratiet handler om, og dét er nogle af kerneværdierne i demokratiske samfund, som vi skal værne om og beskytte. Særligt i forhold til de nyere medlemslande.
Et EU for ligestilling
EU er den afgørende brik. Lige rettigheder og vilkår mellem køn er en grundlæggende ret og værdi i det europæiske samarbejde. Stadfæstet i traktater og direktiver. EU-domstolen har ved flere lejligheder brugt princippet om lige løn for lige arbejde til at tvinge arbejdsgivere og medlemslande, heriblandt Danmark, til at sikre EU-borgere konkrete rettigheder på arbejdsmarkedet.
Kommissionen har også presset på for, at mindst 40 procent af bestyrelsesmedlemmerne i virksomheder rundtom i Europa i 2020 er kvinder. Et forslag, der bakkes op i Europa-Parlamentet. Medlemslande som Frankrig, Holland og Italien har allerede gennemført konkrete lovgivningsinitiativer for at nå målet.
EU har stor betydning for udviklingen på ligestillingsområdet i de enkelte medlemslande. I Europa-Parlamentet vil vi arbejde for, at ligestilling bliver integreret i medlemslandenes nationale politikker. Og for at ligestilling er noget, vi samarbejder om tværpolitisk, uafhængigt af partipolitik.
Kun på den måde bekæmper vi løndiskrimination, nøl med øremærket barsel til mænd – og i det hele taget sikrer en afbalanceret repræsentation af kvinder i europæisk økonomi og politik.
God international kvindedag.