Inhabilitet i Fredensborg

– Hvad er repræsentativt? Er kommunerne for små?

Siden mandag har der i både de almindelige og de sociale medier kørt en debat om Kristian Hegaards udelukkelse fra forhandlingerne om en ny psykiatri- og handicaphandlingsplan i Fredensborg kommune. Kristian har indklaget senior- og socialudvalget / kommunalbestyrelsens afgørelse til Tilsynet, men der er endnu ikke kommet en afgørelse.

Politikere er også mennesker. Man tror det ikke, men det er endnu ikke tilladt med robotpolitkere. Derfor er de personer med biler, med boliger og med handicap. Situationen med Kristian Hegaard  er lidt mere kompliceret end om bilejere må vedtage transportpolitik, eller om forældre må være med til at afgøre kommunens skolepolitik. Selvom simplificeringen gennem forslagene under #tingderførertilinhabilitetiFredensborg gjorde min uge lidt sjovere.

Det er vigtigt at have regler om inhabilitet for at sikre, at man ikke bruger offentlige midler til at berige sig selv, sine venner eller sin familie. Men Danmark er også et lille land, og vi har små kommuner, hvor beslutningerne træffes tæt på borgerne. Det betyder, at der er tilfælde, hvor vi et tæt på dem, som beslutningerne handler om.

Afgørelse om inhabilitet er en afvejning – vi har alle interesser eller holdninger, som påvirker vores beslutningsevne, men hvornår er vi inhabile?

Om inhabilitet skriver Økonomi- og Indenrigsministeriet på deres side om Kommunernes Styrelse: Et kommunalbestyrelsesmedlem kan have en sådan personlig eller økonomisk interesse i en sag, der behandles i kommunalbestyrelsen, at vedkommende er inhabil. Et inhabilt medlem må hverken deltage i kommunalbestyrelsens forhandling eller afstemning om sagen. Det er kommunalbestyrelsen, der beslutter, om et medlem er inhabilt, men medlemmet skal selv oplyse om forhold, der kan medføre inhabilitet. Lovgivningen findes i kommunalstyrelseslovens § 14 og  forvaltningslovens § 3.

Der er skrevet tykke bøger om inhabilitet af klogere folk end mig bl.a. den via linket (og jeg skal ikke træffe en afgørelse om Kristian i Fredensborg kommune). Men afvejningen, når der skal træffes en beslutning om inhabilitet, er, om personens egen-interesse (eller afledt via søskende, forældre eller ægtefælle) er så stærk, at det ikke er rimeligt at stole på, at personen alene vil se på de saglige argumenter.

Tilsynet med kommunerne skal afgøre sagen om Kristian Hegaard i Fredensborg. Men sagen rejser nogle interessante spørgsmål om inhabilitet i kommuner, som nok særligt bliver sat på spidsen i handicapområdet, fordi der er så få folkevalgte med handikap i Danmark. Særligt i de små kommuner føles hjælp til personer med handicap som en tung post på kommunernes budget.

Kristian Hegaard og Fredensborg kommune

Kristian Hegaard lever med en knoglesygdom, som betyder, at han har behov for hjælp og hjælpemidler som en kørestol. Han får også støtte gennem Borgerstyret Personlig Assistance, som der gives tilsagn til og betales af kommunen.

“Med stemmerne fem mod to er byrådsmedlemmet Kristian Heegaard (Rad. V.) derfor blevet udelukket fra forhandlinger om en stor spareplan på handikapområdet, fordi han har ‘en særlig personlig og økonomisk interesse i sagens udfald’ skrev TV Lorry

Formanden for senior- og socialudvalget i Fredensborg Kommune, Hans Nissen (S), fortalte til Politiken, at Kristian Hegaard blev erklæret inhabil, fordi han og udvalget ville kunne blive udsat for kritik. »Det er et forsigtighedsprincip, som ikke handler om handicappede. Alle andre kan også være inhabile. Men Kristian har en særlig interesse, fordi det drejer sig om kun ni borgere. Havde det været en af de 170 beboere på et af kommunens bosteder, så ville vedkommende ikke være inhabil i en sag om bosteder,« siger udvalgsformanden til avisen.

Hvad er Borgerstyret Personlig Assistance (BPA)?

Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) er en ordning for borger, som har behov for så megen og så komplekst sammensat hjælp, at det er bedre, at borgeren selv ansætter og organiserer den hjælp, han har brug for. BPA gør det muligt at få hjælp til at leve et fuldt og selvstændigt liv også når man har et handicap. Den hjælper med at fjerne de fysiske barrierer, som forhindrer fuld og effektiv deltagelse i samfundet og livet på lige fod med dem uden handicap

Om man kan få lov til at få hjælp gennem BPA-ordningen, afgøres af den kommune, som man bor i eller flytter til. Det er også en ordning, som er svær for mange kommuner at administrere, skriver Socialstyrelsen i et blad om BPA-ordningen. Hvis du vil vide lidt mere, så skrev DUKhsen i forbindelse med overgangen i 2009 fra hjælperordningen til BPA-ordningen et temahæfte om den nye ordning.

Hvor få skal der til, før det er en særlig interesse? Og er kommunerne for små til at være ansvarlige på handicapområdet?

I Fredensborg kommune er der 9 borgere, som modtager hjælp til deres dagligdag gennem BPA-ordningen.  Jeg har ikke kunnet finde det samlede antallet af personer, som får hjælp under BPA-ordningen. Men i analysen af BPA-ordningen lavet i 2012 var der i 2010 217 personer, som fik BPA-hjælp, hvor 158 personer var Aarhus Kommunes ansvar.

Aarhus er landets næststørste kommune. hvis der i Aarhus kommune alene er 158 personer, som er dækket af Aarhus budget, så er der måske kun én kommune i landet, hvor man ville kunne komme op på de 170 personer, som Hans Nissen nævner til Politiken.

Så kommer man til Lone Koefoeds spørgsmål: Er kommunerne for små til at have ansvaret for handicapområdet? (Det lå tidligere hos amterne inden kommunalreformen)

Repræsentativt demokrati handler ikke, om at man selv skal have levet det før at kunne træffe afgørelser.

I TV2Lorrys indslag om habilitetssagen sagde Maria Ventegodt Liisberg fra Dansk Institut for Menneskerettigheder, at man skal være særligt varsom med at erklære personer med synlige særinteresser eller synlige mindretalsmedlemmer inhabile, fordi de kan være valgt på et særligt mindretalsmandat – og det er hele grundideen med repræsentativt demokrati. Se citat nedenfor.

Jeg er uenig. For mig er kernen i repræsentativt demokrati, at vi vælger den person og det parti, som bedst repræsenterer vores holdninger. Ikke den person som ligner os mest. Folketinget skal ikke være Danmark i mindre skala, men være personer, som valgt til at repræsentere Danmarks holdninger.

For at forhindre sammenblanding mellem person og sag vælger nogle politiske partier , at netop personer, som er personligt involveret i en bestemt sag, ikke skal være talsmand på emnet. Det, mener jeg, er en interessant ide, som man godt kunne forfølge.

Her er hvad jeg skrevet ned fra videoen på nettet af, hvad Ventegodt Liisberg sagde:

– vigtigt at tage hensyn til, at mennesker med handicap har en naturlig interesse i at være med til at udforme handicappolitik, og netop kan være valgt med et særligt handicap mandat, fordi de har et handicap, også er det jo uheldigt og problematisk, hvis de bliver ekskluderet eller ikke får mulighed for at være med til at udforme den politik.

Hvis man repræsenterer et mindretal, skal der så være et særligt hensyn i sådanne tilfælde?

– Ja, det mener jeg der bør, der bør være en særlig plads eller en tilbageholdenhed med at udelukke mennesker, som repræsenterer et særligt mindretal , og man bør være særligt tilbageholdende med at udlukke dem fra at være med til at udvikle den politik, som gælder for dem på det område, hvis interesser de repræsenterer. Hele grundideen med lokalpolitik og de repræsentative demokrati, det er at man bliver valgt ind fordi man har nogle særlige følsomheder, en særlig forståelse for, en særlig interesse for nogle bestemte områder.

Interessant, hvad konklusionen fra Tilsynet bliver, men håber uanset, at Hegaard får lov til at deltage i forhandlingerne om handlingsplanen med eller uden BPA.

Jeg skrev dette blogindlæg efter at have læst Politikens leder i avisen den 2. april om sagen. Jeg var enig i holdningen, men skuffet over manglen på nuancer og information om baggrund for sagen. Inhabilitet sikrer os imod nepotisme og korruption. Derfor er det for vigtigt til at forbigå uden at se på detaljerne.

Kristian Hegaard reagerede  rigtigt og klagede til tilsynet. Jeg håber ikke at Fredensborg træffer beslutninger inden der er blevet truffet en afgørelse i habilitetssagen, fordi det er vigtigt at se på hvor lille en gruppe, man må være en del af og samtidigt træffe afgørelser for gruppen.

Selvom jeg er uenig med Maria Ventegodt Liisberg om det repræsentative demokrati, så er jeg enig i, at man bør tage særligt hensyn til, at nogle grupper naturligt er små. Når man er en del af en sådan gruppe, så bør gruppens lidenhed gøre, at vi lægger mindre vægt på gruppestørrelse om  (Hans Nissens 170 personer), da det ellers vil fratage de personer mulighed for at deltage i demokratiet som politikere. Hvis man ikke kan det, må man overveje om kommunerne er for små til at være ansvarlige for handicapområdet.

Endelig bliver det interessant at høre, hvorfor Fredensborg kommune ikke havde valgt at udskille spørgsmålet om BPA-ordningen fra den generelle drøftelse om psykiatri- og handicaphandlingsplanen. Nok bare uovervejet. Men såfremt Kristian Hegaard findes at være inhabil i spørgsmålet om besparelser på BPA-ordningen, så kunne man overveje at lade sagsbehandlingen af handlingsplanen gå om, sådan at man kunne tage BPA separat.