Hvad skal man kunne som politiker? Teater eller fagnørderi?

002

I forbindelse med Anne Rosbachs kritik af hendes tidligere kollega i Europa-Parlamentet kom et link til en historie om hvilke typer af politikere det er, som har succes i politik frem. I den var der også et citat fra Anne Rosbach:

“I det selvsamme interview med BT siger hun noget som kan virke trivielt, men som alligevel burde give stof til eftertanke: »Hvis du virkelig arbejder seriøst, er det virkelig svært at komme i danske medier. Jeg vil gerne ende med en have gjort en forskel«.

stod der

Og det får mig til at spørge: Hvordan er det egentlig vi straffer og belønner vores politikere? Det lader til at vi har indrettet et system, hvor vi straffer de typer, der bare passer deres arbejde, men som ikke kan bryde igennem nyhedsmuren, og belønner dem, der til gengæld kan finde ud af at råbe højest. Det er paradoksalt nok også sidstnævnte politiker-type, som skaber størst politikerlede.”

*****

Som nystartet politiker, der forsøger sig med et EU-Parlamentsvalg, kan jeg melde at en del af dine betragtninger også gør sig gældende i valgkampe og paneldebatter.

Publikum har en forventning om at politikeren underholder og leverer et show, der skal være skarp politisk modstand, sjove historier og man skal give noget af sig selv. Det virker en gang i mellem vigtigere end indholdet af det som vi siger. Er man rar at lytte til, fanger man opmærksomheden og taler man længe nok til at folk ikke blinkede og det var slut. Der er en grund til at journalister, tv-værter og i forvejen kendte folk tit gør det godt i politik. Gode kommunikatorer trænger nemmere igennem.

Det er ikke en uberettiget forventning, men den fører til at det i nogle situationer ender med at handle meget om form snarere end indhold. Jeg synes det er lærerigt og sjovt at gå ud at få talt med folk når jeg går på gaden med flyers, men jeg tror ikke jeg får mange stemmer ud af det, eller får videreformidlet det som jeg lærer ret godt. Men der, som på de sociale medier og for mig særligt Twitter, får man mulighed for at komme om bag gøgl og facade.

Jeg øver mig på at fortælle en historie og trænge igennem her i valgkampen, men mener stadig at min brede viden og sagkundskab stadig er en force, hvis den får lov til at få en plads. Desuden går jeg og tænker meget over hvordan vi kan sørge for at vi får gendannet kontakten mellem det partipolitiske og resten af samfundet. Vi bliver nødt til bl.a. at være bedre til at forklare de upopulære beslutninger, også efter at man har opnået flertallet for dem. Desuden bliver det partipolitiske stadigt mindre og mere fjernt for de fleste. Manglende kommunikation og manglende involvering tror jeg har ført til flere proteststemmer, mindre tillid til politikere og myndigheder og manglende involvering i tider, hvor vi ellers skulle have alle de tekniske muligheder for at gøre det.

Kategori:

Karen Melchior

Efterlad en kommentar