Strasbourg 11. september 2023

Vi har brug for langsigtede investeringer i demokrati, retsstat og menneskerettigheder, hvis vi ønsker at sikre freden på Europas dørtrin til resten af verden. Ellers er der overhængende fare for, at vi bliver gidsler for uberegnelige despoter i slyngelstater, der udelukkende ønsker at gøre op med vores værdier og måder at leve på.

Man kan udfordre de herskende diktatorer og deres sortsyn. Tænk tilbage på vinteren 2010/2011: Dengang lykkedes det den tunesiske befolkning at samle sig i frustrationerne over diktatoren Ben Ali. Han blev fjernet fra magten – og trædestenen til Det Arabiske Forår blev etableret.

Det inspirerede en række befolkninger i både Nordafrika og i Mellemøsten til kollektive protester. Flere diktatoriske ledere, der havde siddet på magten med støtte fra militær og udenlandske regeringer blev fjernet. Men presset fra Saudi-Arabien, der for alt i verden ønskede status quo, fordi man der ønsker akkurat den stabilitet, som diktaturer tilbyder samt anti-kommunisme frem for demokrati. Dermed blev de saudiske oliemillioner afgørende for at fastholde magtstrukturerne og ønsket om reel forandring i regionerne blev blokeret – i første omgang.

I Egypten blev Mubarak frataget magten, og et demokratisk valg blev afholdt. Her vandt et parti med forbindelser til det muslimske broderskab. Det fik omgående Saudi-Arabien til at støtte det egyptiske militær massivt – ganske enkelt i frygt for, at broderskabet kunne risikere også at starte støtten af demokratiske bevægelser i Saudi-Arabien eller i nabolandene. Det lykkedes desværre militæret at fjerne den demokratisk valgte regering, og Egypten ledes nu af en militærdiktator. 

I Bahrain blev oprørene ligeledes nedkæmpet militært med saudisk støtte, og oppositionsledere sidder fortsat fængslet under urimelige forhold uden adgang til medicinsk behandling eller regelmæssig kontakt med deres familie. 

I Syrien gav Assads nedkæmpelse af det demokratiske oprør anledning til ekstern støtte både til demokratiske og ikke-demokratiske kræfter. Kaosset gav både plads til Islamisk Stat og til russisk indblanding for at sikre plads til den russiske flåde på Middelhavskysten – blandt andet med formålet om at kunne presse civile krigsflygtninge, der kunne destabilisere den Europæiske Union.

NÅR HISTORIEN GENTAGER SIG

For ganske nylig blev Tunesien omdrejningspunkt for et militært kup. Det skete i sommeren 2021, hvor den nuværende præsident Kais Said gennemførte et kup med støtte fra militæret. Formålet var at eliminere politiske modstandere og fastholde sin egen magt. En række medlemmer af det demokratisk valgte parlament blev fængslet – og efterfølgende afvikledes et parlamentsvalg med blot 11% valgdeltagelse. Samtidig har Kais Said overtaget magten over landets domstole – og landet er således hverken et demokrati eller en retsstat.

Den triste erodering af demokratiet i Tunesien er naturligvis støttet udefra. Flere kilder nævner, at præsident Kais Said via sin bror – der også er hans kampagneleder – har tætte forbindelser til præstestyret i Iran. Egyptisk militær støtter også præsident Said, og det samme gør De Forenede Arabiske Emirater og Saudi Arabien. Præcis ligesom Rusland frygter den tætte tilstedeværelse af demokratiet i Ukraine, er et eksisterende demokrati i Tunesien også farligt for de to ikke-demokratiske regionale stormagter Iran og Saudi-Arabien. Det er naturligvis hovedårsagen til den utidige indblanding.

Også i det centrale Afrika rejser en bølge af militær magtanvendelse sig. Senest i Niger, hvor udenlandske diplomater er sendt på porten. Men også Mali, Gabon og flere andre centralafrikanske lande er på vej i samme retning. Det styrker naturligvis mistanken om indblanding fra stormagter – enten fra den Mellemøstlige region, men både Rusland og Kina er også meget aktive i magtspillet. 

EUROPA SKAL STØTTE OP OM DEN DEMOKRATISKE UDVIKLING

Derfor er den europæiske støtte til demokratiet i Tunesien afgørende. Og derfor var det en decideret skandale, at EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen var på charmetur i netop Tunesien med hollandske Mark Rutte under den ene arm og italienske Georgia Meloni under den anden i bestræbelserne på at få Tunesien til afbøde migrantstrømmen.

Mens den russiske Wagner gruppe har øget sine aktiviteter i Afrika, er antallet af migranter og flygtninge i skibe på Middelhavet steget markant. Talrige skibsforlis og massevis af dødsfald. Mænd, kvinder og børn er druknede – uden at vores europæiske kystvagter har formået at tage hånd om de mange mennesker, der blot er døde i deres bestræbelser på at finde fred og frihed.

Gennem fokus på netop migration forsøger Tunesiens præsident Kais Said at piske en racistisk stemning op – med den ene formål at distrahere fra hans dårlige administration af landet, og samtidigt fastholde grebet om uformelle økonomiske indtægter. At lade ham og hans land tage vare på EU’s migrationsinteresser i regionen svarer til at bede ulven om at vogte gæs. Kais Said tager sig godt betalt, og han får lov til at snyde uden om de tydelige krav om demokrati og retsstat fra EU’s partnerskab med Tunesien, der blev vedtaget så sent som 2018.

Siden 2020 er den irregulære migration fra Tunesien steget voldsomt. Mennesker fra Vestafrika bruger Tunesien som transitland på vejen mod Europa, og flere og flere tunesere er selv begyndt at tage den farefulde tur over Middelhavet.

Derfor er det afgørende, at vi støtter det tunesiske civilsamfund. Vi skal sikre, at disse aktører involveres, når vi forhandler med den tunesiske regering. EU skal naturligvis stille krav om, at begge parter inddrages i trepartsdialogen. Kun på den måde kan vi understøtte demokratiets spilleregler. Det er vi forpligtet til.

PENGESTRØMMEN FRA EU SKAL FØLGES AF KLARE KRAV

Udenrigspolitik skal være pragmatisk, men den skal også være langsigtet og strategisk. Rusland, Saudi-Arabien og Iran ønsker at fragmentere vores demokratier i Europa, og sikre deres egen magt både lokalt, regionalt og globalt. Det har været situationen gennem snart to årtier. 

De europæiske regeringer er gået fra en udenrigspolitisk krise til en anden uden at kunne eller ville håndtere de underliggende magtforhold og interesser. Hvis vi ønsker at fastholde global indflydelse for Europa og gøre EU til en global spiller, bliver vi nødt til at standse op, og se hvad der sker under overfladen. 

Bistandsmidler og støtte til vores nabolande skal ikke gives blindt. Vi bliver nødt til at stille krav – både hvad midlerne skal bruges til, og hvem der får adgang til dem. Det er den eneste måde at modarbejde korruption.

Derfor må EU ikke falde for fristelsen og lægge vores skæbne i hænderne på endnu en despot, der uden skam vil udnytte migranter som en brik i forhandlingerne for at sikre sin egen magt og sende dem i døden i Middelhavets bølger eller i Saharas stegende sol.

Samtidigt kan Tunesien meget vel ende med blot at blive det første i rækken af lande, hvor vi accepterer den direkte eller indirekte indflydelse fra Rusland, Iran og Saudi-Arabien til at undergrave af landets demokrati.

Derfor skal demokrater og regeringer i Europa afkræve Ursula von der Leyen en forklaring. Vi skal støtte Tunesiens demokrater og sikre, at der stilles præcise krav om retsstat og demokrati, før der indgås nogle omfattende aftaler med Tunesien. Det er til vores egen langsigtede gavn. 

Løse migrationsaftaler gavner kun præsident Said, og sætter EU i en tommeskrue styret af ham selv og de magthavere, der bakker ham op. Det er på alle måder tudetosset.