CC Attribution-Noncommercial-share alike License by jaydedman
Jeg vil ikke stemples som en klog jøde, eller som en, der er god med penge, på grund af mit navn. Lige sådan tror jeg heller ikke andre vil stemples med hvad deres etnicitet, religion eller oprindelse er. Folk fra Tyrkiet, Mellemøsten, Nigeria skal ikke stemples som kriminelle på grund af hvor de kommer fra. Muslimer, kristne, budister skal ikke stemples på grund af deres religion.
Folk er kriminelle af andre årsager, som er sværere at se end hudfarve og accent. Men den etniske baggrund er meget nemmere at pege på end de andre f.eks. forældres uddannelsesniveau og job, eller hvilken skolegang man har haft. Det er så dejligt nemt med etnicitet. Men ligesom man ikke bliver kriminel af at køre på motorcykel, bliver man det heller ikke af at hedde Ahmed.
Jeg har ikke ondt af vandaler, voldsmænd eller terrorister. Jeg vil have, at vi ser på de reelle årsager til kriminalitet. Fordi ellers kan vi ikke bekæmpe kriminaliteten og det skal vi.
Jeg er enig med Liv Holm Andersen når hun i Berlingske i artiklen med overskriften etnisk proletariat den 27. maj, siger, kriminalitet er et socialt problem ikke et etnisk problem. Jeg er vred over, at andre politikere og journalister kan finde på at ende i en debat, hvor man siger, at kriminalitet primært er etnisk betinget. Religion, race etnicitet eller hvor man er født definerer ikke en del af hvem man er.
Og hvor er hukommelserne i debatten korte. Var der nogen, der stadig kunne huske Poul Høi‘s artikel “Velkommen i taberklubben” (€), hvor han påpegede, at tre forskellige terrorhandlinger i nyere tid var begået af folk, som havde det til fælles, at de var tabere i samfundet snarere end deres religion. En kommentar, som blev forholdsvis bredt støttet. For to dage siden havde Morten Messerschmidt skrevet et indlæg om ”dem og os”, hvori han antyder uden direkte at sige det, at “hundredtusinder af indvandrere” er skyld i “uro, hærværk, trusler, dovenskab, løgn, svindel, flabethed, homofobi, mandschauvinisme og nedbrydning af den sociale stat”. Indlægget blev forholdsvis bredt kritiseret.
Var der nogen, som kunne huske de to indlæg og deres egne reaktioner, mens de drøftede “etnisk proletariat” og “forældrebøder” en og to dage senere?
I artiklen med overskriften etnisk proletariat i Berlingske den 27. maj, som indeholder et interview med Socialminister Karen Hækkerup, beskriver man 6 initiativer, men dem har jeg ikke samme aften kunnet se nogen steder hos Social- og Integrationsministeriet. Hvilket er ukoordineret og ødelæggende for en kvalificeret debat.
Iøvrigt havde Anna Mee Allerslev, integrationsborgmester i København samme dag i JP (http://blogs.jp.dk/forandringframidten/2013/05/27/karen-h%C3%A6kkerups-populistiske-straffeaktion/) dette svar på forslaget om at trække forældre af udenlandsk herkomst i ydelser:
Social- og integrationsminister Karen Hækkerup har fremlagt et forslag om, at flere kommuner fremover skal trække forældre af udenlandsk herkomst i ydelse, hvis deres børn ikke kommer i skole eller begår kriminalitet. Det kaldes et forældrepålæg.
Egentlig troede jeg, at vi var sluppet med af den filosofi om straf og frygt, der prægede 00’erne under VKO. Desværre er Karen Hækkerups forslag højreorienteret populisme, som ville gøre den gamle VK-regering misundelig. Det er ikke overraskende, at både DF og K erklærer sig enige i forslaget, men for mig er filmen knækket. Jeg er dybt uenig med Karen Hækkerup og hendes forsøg på at straffe sig til god integration.
Forældrene er nøglen
Jeg er sådan set enig med ministeren i, at vi har et problem, som forældrene er nøglen til at løse. Den økonomiske pisk er bare ikke vejen frem. Det er brutalt at anvende forældrepålæg på den måde, som ministeren ønsker. Resultatet vil være, at fattige familier bliver fattigere. Det gør kun ondt værre. Er det virkelig ministerens hensigt?
I stedet skal vi støtte forældrene og hjælpe dem til at tage bedre vare på deres børn. Vi skal bruge de redskaber der virker.
Konkret mener jeg, at man bør udvide underretningspligten vedrørende børn og unge under 18 år til også at omfatte forsømmelse af uddannelse og kriminalitet. Samtidig skal kommunernes opfølgning skærpes, så vi får en tidlig indsats, der sætter hurtigere og mere intensivt ind over for forældre og børn. På den måde skal vi give forældrene den hånd, de har brug for til at håndtere deres børn. Det er langt mere fornuftigt end Karen Hækkerups straffeaktion.