Chaos Computer Club Kongres i Hamborg. Skal jeg tage afsted?
Min anden CCC kongres er ved at være slut. For andet år har jeg tilbragt 4 dage i et labyrintisk kongrescenter i Hamborg med flere tusind hackere, computernørder, politisk engagerede folk. Har du overvejet at tage afsted? Så er her lidt om hvad jeg får ud af at være her.
Hvad er CCC konferencen?
Chaos Computer Club er europas største hackerforening og har siden 1983 arrangeret en årlig kongres. Det startede i Hamborg, flyttede efter murens fald til Berlin for så at flytte tilbage til Hamborg da der deltog for mange i Berlin til de kunne være i nogen af kongresstederne.
Kongressen ligger mellem jul og nytår fra den 27. – 30. december. Der er foredrag, workshops, stande, fester, koncerter og masser af Club Mate. Der deltager IT-politiske foreninger, hackerspaces, kreative sjæle som har kastet deres kærlighed på guerillastrikning eller 3D printning, der er en hackerkonkurrence, som Gallopsled (holdet fra Københavns Universitet) vandt sidste år.
For mig giver det mulighed for at lære en lang række organisationer bedre at kende, som arbejder for at sikre privatliv og rettigheder online. Det giver mig mulighed for at høre hvad der er afsløret vedr. masseovervågning. Det er et forum for folk, som interesserer sig for reform af copyrightreglerne i Europa.
Sidste år, gav min deltagelse i konferencen mulighed for på første hånd at høre om det andet store sæt Snowden afsløringer, som blev udgivet samtidigt med at Jacob Applebaum fra scenen. At deltage og lytte til foredrag giver mig bedre mulighed for at fordybe mig i et emne end blot at læse om det, det giver mig mulighed for at stille spørgsmål og kunne følge op med de personer, som er aktive indenfor miljøet.
Hvad får jeg konkret ud af konferencen
Deltagelse i konferencen gjorde, at jeg kendte til Snowden og masseovervågning sådan at jeg kunne være med til at organisere demonstrationen mod masseovervågning i februar 2014. 30C3 gav mig viden om databeskyttelse i Europa og forhandlingerne i Europaparlamentet (Jan Albrecht talte i 2013 på konferencen om hans arbejde som rapporteur. Videoen af hans oplæg er online.) og 31C3 gav mig en update på forhandlingerne i EU om copyrightreform og Kommissionens seneste forslag, som er ved at blive behandlet i Europaparlamentet (Julia Reda talte på konferencen i 2014 om hendes arbejde som rapporteur. Videoen af hendes oplæg er online.)
Fester, koncerter og socialt
Der er et musikområde med et par koncerter og DJ-sæt om aftenerne. Der er et kaffenørd-sted og en tesalon, hvor man kan hænge ud og tale sammen. Af forskellige personlige årsager har jeg ikke været super social til de to konferencer, som jeg har deltaget i men måske bliver det anderledes til næste år.
Politiker på en konference som CCC
Jeg har dannet gode kontakter med politikere, som interesserer sig for samme emner, som mig. Både indenfor samme politiske gruppe, som mig og Radikale Vesntre (Marietje Schaake) og udenfor med Jan Albrecht og Julia Reda. Det er nyttigt for mit videre arbejde med disse emner, at vide hvor jeg kan samarbejde på tværs af politiske grupper og på tværs af lande.
Politikere skal også ud i verden og lære nyt. Derfor er min deltagelse i konferencen lige så vigtige eller måske vigtigere er fordi den giver mig mulighed for at kende til hvad dem som interesserer sig allermest for de emner, som jeg vil arbejde, mener er vigtigt og lære af dem.
Jeg regner med at arbejde videre med netneutralitet, evalg, copyright reform, og kryptering i 2015.
I år har jeg også hørt om muligheder for med respekt for vores privatliv at reklamere online, ideer til at give magten tilbage til individet. Kampen om netneutralitet var allerede i gang sidste år, hvor EU’s telepakke (den som sælges på stop-for-roaming) var ved at blive behandlet i Europaparlamentet, forslaget er nu nået til Rådet, men kampen er ikke ovre endnu se thisisnetneutrality.org. Jeg deltog i et super oplæg om næste skridt i kampen for at bevare et frit og åbent internet. Jeg deltog i et oplæg om erfaringerne ved evalg i Norge af Tor E. Bjørstad (video er på vej), men missede et om erfaringerne i Estland. Så det skal jeg se også får jeg nok skrevet noget evalg. Udover copyrightreform forhandlingerne i Europa-parlamnetet, vil jeg også forsætte med at arbejde med Creative Commons både for mig selv og opfordre andre til at bruge dette til deres billeder og værker. Kryptering bliver tit mistænkeliggjort i dansk politik, så udover selv at blive bedre til at bruge det, så kommer jeg nok også til at bruge noget tid i 2015 til at forsvare det.