Amager Øst – fællesskab, skoler, blåt og grønt, infrastruktur
Amager Øst er den bydel i København, der har vokset mest de sidste år. Flere borgere kalder Amager for deres hjem, men infrastrukturen er ikke fulgt med og det betyder trængsel og farlige skoleveje. Det betyder også trængte skoler og institutioner.
Jeg vil sikre, at grøn mobilitet skal binde Amager sammen. Flere cykelstier så tværgående forbindelser styrkes.
Amager Strandpark er bydelens blå element og den bør udvikles i tæt samarbejde med de lokale brugere og borgere – ikke bare besluttes af embedsmænd eller politikere på rådhuset. Jeg synes det er rigtig godt, at der er blevet sat midler af til belysning og til en legeplads på Strandparken.
Amagerbrogade bærer Amager, men jeg synes, at vi har de sidste årtier svigtet gaden. Senest nu hvor Amagerbrogade ikke bliver klimasikret med det samme, men nu skal graves op to gange. Det er lidt som at tisse i buskerne for at holde varmen.
Det er vigtigt for mig, at udviklingen af København skal begynde med mennesker – og livet mellem husene. Byen skal fungere på tværs og det nye integreres med det gamle. Løfter om billige boliger skal ikke betyde, at vi slagter historiske bygninger og kvarterer. De mest behagelige områder at opholde sig i idag er dem, der blev byfornyet istedet for at blive saneret (det vil sige revet ned).
Hver bydel skal rumme mange funktioner i respekt for hinanden. Københavns historiske bygninger skal respekteres. Amager skal have gode og grønne byrum, som man får lyst til at opholde sig i og mødes med sine naboer.
Vi skal støtte de lokale fællesskaber på Amager, fordi godt naboskab fremmer tillid mellem mennesker. Det er de velfungerende netværk, som samler de svageste op og giver dem en ny chance. Unge skal uanset hvilken social baggrund de kommer fra have muligheder for et godt ungdomsliv. Det kræver klubtilbud i nærområdet, så deres drømme og ideer kan vokse.
Det er mange, der hetzer på privat og friskolerne. Nogle vil forbyde religiøse friskoler, men kun når det gælder en religtion. Andre vil fjerne offentlig støtte til forældre, der vælger friskolerne. Lighed for loven er essentielt for mig. Derudover er det vigtigt for mig, at vi giver alle mulighed for at vælge noget andet end folkeskolen. Det gør vi ved at støtte forældrenes betaling til friskoler, hvis de vælger dem. Vi skal sikre at alle skoler tager et socialt ansvar, men det gøres ikke gennem forbud.
Friskoler skal være et tilvalg af noget andet ikke et fravalg af folkeskolen. Københavns kommune skal gøre Folkeskolen så god, at alle trygt sender deres børn hen i den. Jeg vil også sikre, at børnene kommer ud af skolen med digitale kompetencer, så de kan skabe digitalt fremfor bare at være passive forbrugere.
Jeg glæder mig til Amager Øst Lokaludvalgs vælgermøde Din Bydel – Din Stemme, som finder sted den 13. november kl. 18:00-19:30 efter en partibasar, hvor du kan høre mere. Håber du har tid til at deltage, ellers bliver debatten tegnet. Jeg glæder mig til at se resultatet.
Du kan læse Amager Øst Lokaludvalgs Bydelsplan for 2017-2020, hvis du har lyst til at forberede dig til mødet.