Åh Syrien

Danske institut Damaskus

Siden sommeren 2010 har jeg villet tilbage til Syrien. Jeg tilbragte 5 uger der.

I et land, som var fuldt af håb om forandringer fra det forfærdeligste diktatur til forbedringer. I et land med en kulturrigdom, som fik Rom, Istanbul, Libanon, Spanien og Paris til at blegne. I et land med v e r d e n s b e d s t e mad. I et land, hvor jeg fik åbnet op for at lære et smukt og udfordrende sprog. I et land, hvor jeg mødte venlighed og varme. I et land, som var ved at åbne sig op efter dikatur med nedslagtning af tusinder i 1982, hvor hele Hama blev jævnet med jorden for at beskytte Assad familiens diktatur mod det muslimske broderskab. I et land, som havde taget imod flygtninge fra Irak under krigen fra 2003 og frem. I et land, som var ved at åbne sig for verden og nye muligheder for forbedringer for sin befolkning.

Jeg ville have været tilbage i efteråret 2010, men nåede det ikke. Så kom de arabiske revolutioner. Assad og folkene omkring ham frygtede for deres rigdom, magt og liv. De startede med at torturere demonstranterne. Unge drenge, der havde lavet lidt graffiti i en by nær grænsen til Jordan. Jeg kom aldrig til Syrien igen.

I 2012 kom min kollega hjem efter 2 år i Damaskus på den danske ambassade. I 2010 havde vi talt lidt for sjovt og lidt for alvor om at når han var færdig med sin turnus på ambassaden i Damaskus, skulle jeg overtage og han kunne overtage min plads i London. Jeg var med ham ude at se det fineste renoverede byhus i den gamle by i Damaskus, som han endte med at leje og bo i.

Jeg havde stadig håb for Syrien i juli 2012. Så selvom jeg var på vej hjem fra London til Danmark og havde fået en stilling i et spændende kontor i Udenrigsministeriet hjemme. Så talte jeg længe med min kæreste, og vi aftalte at jeg søgte om den stilling som ambassadesekretær på ambassaden nu delvist i Beirut delvist i Damaskus. Jeg var en af få ansøgere, men fik ikke stillingen. De sendte en mand med militærerfaring. Og godt det samme.

Derefter har jeg kun arbejdet lidt med Syrien. Jeg arbejdede med nedrustning og ikke-sprednning af kemiske våben i København. Så jeg var involveret i den danske indsats for at få kemiske våben ud af Syrien i 2013.

Jeg holder stadig uendeligt meget af Syrien. Jeg holder meget af de mennesker, som jeg mødte i Syrien, hvor mange ikke længere bor der. Jeg tænker tilbage på den tid jeg fik i landet. Jeg tænker tilbage på de steder jeg gik i Damaskus. Jeg tænker tilbage på den kagebutik, hvor jeg købte sirupsdryppende kager til morgenmad på vej til sprogkursus. Jeg tænker tilbage på Aleppos zouk. Jeg tænker tilbage på Palmyras søjler og oase. Jeg tænker tilbage på Bosras amphiteater i sort basalt og basalt byen omkring det. Jeg tænker tilbage på Deri Es-Sours fortættede, spændte stemning. Jeg tænker tilbage på Homs, Hama, ørkenen.

De steder husker jeg og kan se foran mig. Jeg og to unge mænd, som jeg mødte i Damaskus tog på en uges roadtrip rundt i landet. Jeg husker vagten ved udgravningerne ved Euphrates floden, som vi spiste vores medbragte vandmelon med.

Udover arbejdet i 2013, har jeg ikke kunnet holde ud at følge med i nyhederne om Syrien. Det er kun gået fra dårligt til værre og til endnu værre. Jeg har lukket af.

Yarmouk lige uden for Damaskus blev overtaget af ISIS. Det gjorde ondt at høre og forestille sig. Men jeg havde ikke gået der. I gårs kom nyheden om, at Palmyra med 200.000 borgere og 4.000 års beboelse og civilisation (Rom – go home) var faldet til barbarer.

Det har gjort ondt inden i lige siden i går. Tårerne når jeg tænker på situationen der nede. Ligger lige inde bag øjnene. Det handler ikke om at sten er vigtigere end mennesker. Men om at det er konkret for mig. Det er et sted, som jeg har gået.

Det har tvunget mig til at tænke på hvad der er sket i det smukke land siden 2011. 4 års forfærdelig krig. Tøndebomber, byer jævnet med jorden, kemiske våben. Sult, flugt og tortur.

Jeg var der i 5 uger. Hvordan mon nyhederne ikke må føles for dem, som har familie tilbage i Syrien? Hvordan mon nyhederne ikke må føles for dem, som ser de forfærdelige nyheder ikke fra et sted de ikke kender, ikke fra et sted, som de har besøgt, men fra deres hjem?

Det er ubærligt, at vi har ladet stå til så længe. Det er ubærligt. Finansieringen af de militære grupper i Syrien må stoppe. Assad må stoppe med sit misbrug af den syriske befolkning. Syrien har brug for fred. Vi må lægge pres på dem, der opildner grupperne til at fortsætte kampene. Vi må fra det internationale samfund finde en løsning.

Indtil den løsning kommer må vi sørge for, at nabolandene ikke lukker grænserne, sådan folk ikke fanges i Syrien, og vi må naturligvis selv hjælpe de personer, som ende i Danmark og har brug for hjælp.

Karen Melchior

Efterlad en kommentar





Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få nyt i din indbakke fra Karen

Tak for din tilmelding!