Video: Min tale til Radikale Venstres digitale landsmøde 2020
Kære allesammen,
Tusind tak for det kæmpe arbejde indenfor de sidste par dage for at få stablet et digitalt landsmøde på benene – for første gang nogensinde.
2020 lagde hårdt ud. Fælles for de mange udfordringer, vi er blevet stillet overfor er, at de ikke respekterer grænsebomme eller politiske skel. Det er derfor i Europa, at vi skal finde svarene. Vi skal finde svarene sammen. Corona har siden marts gang på gang vist os, at vi løser kriser bedst – sammen.
Og jeg tror på, at Europa er stærkere end nogensinde før. I en tid med Brexit og med et USA, der modarbejder snarere end tilskynder internationalt samarbejde, har Europa samlet sig. Og står Europa sammen kan vi lede vejen for resten af verden: Indenfor frihedsrettigheder, indenfor digitaliseringen og i krydsfeltet mellem de to.
I forgårs holdt Ursula Von der Leyen sin årlige tale om unionens tilstand. Talen havde et markant større fokus på fremtiden – teknologi og klima – end nogen anden tale de sidste ti år. Det giver mig håb for fremtiden.
Den digitale revolution har allerede vendt vores liv på hovedet, men i virkeligheden har vi kun set begyndelsen – og derfor er det vigtigt at, vi lovgiver rigtigt og rettidigt.
Det næste årti bliver Europas digitale årti. Vi skal investere i infrastruktur og digital innovation som supercomputere Vi skal koble digitaliseringens mange enkeltdele sammen, så vi med en fælles plan kan stille os i spidsen for udviklingen – frem for at halse efter.
EU skal sætte europæiske standarder. Store tech-virksomheder og -platforme skal følge principper om privatliv og fri konkurrence. Og de skal betale en rimelig skat. Hvis ikke OECD kan blive enige, så går EU enegang, understregede Ursula von der Leyen.
Meget af det Ursula von der Leyen talte om i sin tale: Reel hjælp til flygtninge, der er i EU som i Moria, globalt lederskab og et nødvendigt opgør med lande, der bevæger sig væk fra vores fælles værdier. Det var en tale, der ikke burde have været holdt for Europa-parlamentarikerne – men for regeringslederne. For det er dem, der holder foden på bremsen – og nogle forsøger endda at sætte bilen i bakgear.
Måske EU står over for enorme udfordringer, men jeg tror også på, at vores union kan håndtere det. For EU er måske rystet, men vi er ufortrødne. EU har måske tabt et medlemsland, men vi har fundet et stærkere fællesskab. Derfor tror jeg på, at EU er på rette vej.
Tak for ordet