Støtte eller selvpromovering? Hvor går grænsen for politikere og partier..

Dagens angreb på Charlie Hebdo og på ytringsfriheden i Europa fik mig også til at tænke på, hvornår er man person og hvornår er man produktet eller politikeren? Hvornår er det usmagelig selvpromovering, hvornår almindelig medmenneskelighed og hvornår hjælper man en sag ved at udtale sig. Både når det gælder mig selv og andre politikere. Uanset så ærgrer det mig, at de danske partier og politikere ikke fik lavet en fælles højtidelighed men, at det endte fragmenteret.

Jeg fulgte som alle andre reaktioner fra hele verden og informationer fra Paris om det forfærdelige angreb på Charlie Hebdo, hvor 10 journalister og tegnere samt 2 politibetjente blev dræbt. Ligesom jeg havde gjort den 22. juli 2011 og under “det arabiske forår”. Jeg delte i støtte med Charlie Hebdo deres seneste tweet inden angrebet. Jeg delte informationer fra fransk presse. Det optog mig mere end at skulle mene noget, fordi hvad kunne jeg tilføje?

Jeg delte reaktioner fra europæiske og danske politikere. Efter et par timer og da de danske politikere meldte sig, så tænkte jeg, at jeg burde også selv give udtryk for mine følelser og selvstændigt med egne ord støtte avisen, journalisterne og tegnerne som var blevet angrebet.

Jeg delte samme budskab på Facebook sammen med Je Suis Charlie billedet til støtte for Charlie Hebdo. Jeg delte det og andre tegninger til støtte for Charlie Hebdo på min instagram profil.

Jeg kunne se, at folk i Paris, London og Berlin samlede sig til støtte for ytringsfrihed og for at mindes de dræbte. Jeg ærgrede mig over der tilsyneladende ikke var taget initiativ til noget lignende i København. Indtil jeg så Formand for journalistforbundet i Danmark Rasmus Mark Pedersen‘s tweet om en mindehøjtidlighed lidt under en time senere.

Jeg spredte tweeten, smed det sidste vasketøj på stativet og smed et par lys og en kuglepen i tasken. Spurgte på vejen lidt for sjov et par journalister om ikke andre end journalister ikke også var velkomne. Jeg gik nemlig udfra at alle var velkomne. Min mor skrev, at hun også ville tage der hen til den franske ambassade, så vi mødtes derhenne. Der var allerede en lille flok folk og en gruppe journalister på arbejde med mikrofoner, kameraer og blokke.

Vi var en blandet flok var folk, som stod foran ambassaden. Unge, gamle, børn og almindelige voksne. Løbende kom der flere til, som stille lagde blomster, lys og penne. Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen var der. Det var Enhedslstens pressemand også. Jens Kristian Lütken fra Venstre var der. Det var Yildiz Akdogan fra Socialdemokraterne også.

Jeg tog 3 billeder på vejen fra bussen til demonstrationen og lagde dem på instagram. Ellers stod vi stille med kuglepenne i vejret. Forklarede folk, der spurgte hvorfor vi stod der om det forfærdelige, der var sket i Paris og journalisterne om hvorfor vi var der og hvorfor kuglepennene. Min mor roste Stéphanie Surrugue for hendes gode dækning på TV2. Jeg hilste på Yildiz Akdogan og Jens Kristian Lütken, som jeg kender fra før, samt på PROSAs Mikkel Hammer Nonboe.

Jeg overhørte en politi/sikkerhedskvinde fortælle, at man ville åbne en kondolencebog på ambassaden fra i morgen og tweetede det. Pludselig kørte en bil op og standsede. Statsministeren trådte med en buket blomster i hånden. Vi gav plads. Jeg stod ved siden af og var fræk nok til at tage et billede, som jeg tweetede. Men det var mig, og ikke en socialdemokratisk partisoldat eller pressemand (selvom ja R og S er i samme regering). Fordi verden skulle da vide, at den danske statsminister ikke kun talte til støtte for ytringsfriheden – og billeder taler bedre end ord.

På vejen hjem tog jeg forbi en veninde, fik varmen og en bid brød. Jeg så tilfældigt at Lars Løkke havde opfordret til at stille sig op med ham og hans fakkel kl. 2145 foran ambassaden. Jeg synes det smagte af selvpromovering og brokkede mig forarget til min veninde. Hun mente at også statsministeren skulle have holdt sig fra ambassaden. Udover en pressemeddelelse skulle politikere holde sig væk. Jeg mente der var forskel på statsminister og ministre, men også at det handlede om hvor meget man satte sig selv i fokus.

Da jeg kom hjem kiggede jeg på de øvrige partilederes Facebook profiler, og kunne se at Johanne Schmidt Nielsen lige som Lars Løkke havde benyttet muligheden for at opfordre sine støtte til at dukke op men kl. 19 og ikke kl. 2145 – også lige at understrege at Charlie Hebdo var “det venstreorienterede tidsskrift”. Så det var ikke helt tilfældigt med de mange Enhedsliste folk blandt journalisterne. SF brugte deres sædvanlige grafiske look til at lave et billede til dagen med deres eget logo på. Der er skærmbilleder af partilederne nedenfor.