På tur med den magenta bus – forelsket i Sorø
Der er så hyggeligt og charmerende i Sorø når solen skinner, at man ikke kan undgå at blive helt forelsket. Den magenta bus kørte til Sorø fra København i regn og min tur startede med solskin langs søbredden ned mod stationen. Jeg havde nået både at smage den nye konditors kreationer og kommet til at købe blomster på torvet under flyer-uddelingen.
Samira Nawa, som også stiller op til Europa Parlamentsvalget for det Radikale Venstre startede vores dag med debat mod Victoria Røjberg fra Folkebevægelsen mod EU i Sorø Akademis fantastiske bygninger ned mod søen. Oplæggene satte stemningen for en livlig debat. Overraskende i kontrast til debatterne i København så var der kun en enkelt kritisk røst i publikum, som stillede spørgsmålstegn ved hvad EU i virkeligheden gjorde godt for mens størstedelen af de studerende snarere stille spørgsmål ved logikken bag Folkebevægelsens argument om at ville verden, men ikke EU. Ja der er problemer, men hvor er Folkebevægelsens løsninger hvis ikke vi arbejder gennem EU, spurgte eleverne. Det gav mig, som fortaler for øget internationalt samarbejde netop gennem EU, håb for ungdommen.
Efter debatten tog vi ud til Kongskilde, der er en af Danmarks tilbageværende store maskinproducenter til landbruget. Det er nu ejet af DLG, og står overfor alvorlige udfordringer på et verdens- og europæisk marked, som domineres af tre store producenter, der sætter sig tungt også på forhandlerleddet, hvilket gør det svært for mindre producenter, i hvert fald hvis man ikke er effektiviseret, mekaniseret og specialiseret. Den proces er Kongskilde i gang med, så de kan holde op med at køre med underskud, fordi det kan man ikke leve med ret længe ad gangen.
Der er mange udfordringer for Kongskilde, men at vi skal stå stærkt i EU-samarbejdet var der ikke tvivl om fordi ”vi kan ikke leve af at klippe hinanden”. Kongskilde sælger til hele verden og har 9 produktionssteder.
En af de ting, som Kongskilde efterspurgte, var mere ikke mindre ensretning af vejtransportregulering for landbrugsmaskiner, sådan at Kongskilde ikke skal producere forskellige maskiner med hensyn til transportbredder, lys/refleks/afskærmningsforhold afhængigt af om de skal sælge til Frankrig, Spanien eller Tyskland. I dag er det reguleret ved national lovgivning, som skaber meget unødigt ekstraarbejde.
Efter flyer-uddeling kørte den magenta bus mod København uden mig. Jeg fik en tur rundt i byen inden jeg drak kaffe med en god ven og fik lidt input og råd til kampagnen.
deltemeninger, KarenEP, Morten Østergaard, samira nawa, sorø