Ingen politikere tør røre ved sundhedsforsikringerne, og Danmark er efterladt med et sygdomsvæsen

I sundhedsdebatten er der en elefant i rummet: de private sundhedsforsikringer. Uden private sundhedsforsikringer ingen vækst i de private hospitaler, private psykologer og fysioterapeuter. Ingen politikere tør gøre op med sundhedsforsikringerne og i Danmark har vi reelt et sygdomsvæsen og ikke et sundhedsvæsen; måske kunne mere velfungerende forsikringer og i hvert fald bedre sammenhæng mellem kommuner, regioner og stat hjælpe.

Siden Lars Løkke Rasmussen for snart små 20 år siden omlagde vores sundhedssystem mod flere private behandlinger for at understøtte de offentlige og reducere ventelister, er vores sundhedssystem radikalt forandret. Den reelt radikale forandring af vores sundhedssystem har dog ikke medført de nødvendige overvejelser om hvordan vi har indrettet vores sundhedsvæsen.

Der er to grundlæggende problemer med den eksisterende indretning af vores sundhedssystem: for det første de private sundhedsforsikringer og for det andet vores sygdomsvæsen fremfor sundhedsvæsen.

Ingen tør røre ved sundhedsforsikringerne, der dækker dem i gode job

Størstedelen af voksne danskere på arbejdsmarkedet er i dag dækket af private sundhedsforsikringer, men det er ikke afspejlet i vores indretning af sundhedsydelser og rettigheder, som man har adgang til.

Den stigende andel af danskere, som er dækket af sundhedsforsikringer frygter jeg vil betyde, at vi ikke har et fælles sundhedssystem, og besparelser på sundhed ikke mærkes af dem, som har kræfterne til at råbe op. 

Som rygpatient gennem de sidste par år er jeg flere gange blevet mødt af spørgsmålet om jeg havde en sundhedsforsikring og desuden oplevet hvordan jeg selv har skulle insistere for at blive behandlet så hurtigt, som jeg er blevet. 

Når man uden forsikring er på dagpenge eller kontanthjælp kan det blive svært at få adgang til den nødvendige behandling for at blive arbejdsdygtig igen. Hvis ikke jeg havde været så insisterende, hvornår var jeg så blevet behandlet? Hvis ikke jeg havde haft et fleksibelt kontorarbejde uden løft. Hvor længe havde jeg så været udenfor arbejdsmarkedet?

Er sundhedsforsikringerne et problem? Det ved vi ikke, ingen har undersøgt det siden LO lavede en undersøgelse i 2010. Siden er sundhedsforsikringerne blevet udbredt til næsten hele den arbejdende befolkningen, hvilket nok har medført en modvilje fra politisk side til at undersøge i hvor høj grad forsikringenre er et problem og tage det eventuelt nødvendige opgør. 

Det står tydeligt, at vi mangler personale i sundhedssektoren – vilkår og løn i det private kan det offentlige ikke konkurrere med. Ventelistegarantier, forsikringer, private vikarer og klinker udhuler personaledækningen i det offentlige. 

Oven i, så har vi de seneste årtier set som det politiske greb ventelistegarantier på eller gratis adgang for unge til visse behandlinger. Det har medført en skævvridning af behandlingerne i vores sundhedssystem. Da de behandlinger og sygdomme, der ikke er garanti på har ikke fået den nødvendige finansiering og opmærksomhed.

Et sundhedsvæsen eller et sygdomsvæsen?

I Danmark har vi reelt et sygdomsvæsen fremfor sundhed. Da vi kun ser på sygdomme og ikke på forebyggelse. Det er katastofalt ikke kun for den enkelte, men også for samfundets økonomi. Vi poster penge i lappeløsninger, der ikke gør eller holder folk raske. 

I Danmark er systemet opbygget, så de offentlige kasser, ikke reelt har en økonomisk interesse i at lave det forebyggende eller genoptrænende arbejde. Fordi kommunerne og regionerne, der betaler for forebyggelse/genoptræning og behandling, er ikke dem, som det koster noget, når folk bliver syge eller uarbejdsdygtige: a-kasser og staten. Den situation er blevet forværret efter år på år med grønthøsterbesparelser. Det har givet en ekstrem kassetænkning mellem kommuner og regioner og mellem behandling, genoptræning og forebyggelse. 

Modsat andre lande, hvor pengekasserne taler sammen på andre måder. Det tyske sundhedssystem er bygget op om at alle har sundhedsforsikringer. Forsikringerne er arbejdsgiverbetalt og dækker også forebyggelse samt genoptræning. Både arbejdsgiver og forsikring har derfor en interesse i at holde folk funktionelle og glade længst muligt. 

Vi står med halve løsninger i  det private og det offentlige, hvor vi har ikke sammenhæng nok mellem pengekasserne hos region, kommuner og a-kasser/pension. Det vi skal henmod er, at tage udgangspunkt i den situation, som personen står i og håndtere alle de problemer, som personen har. 

Min erfaringer fra kommunalpolitik i København har vist mig, at vi bliver nødt til at tænke forebyggelse ind i andre politikområder, og at vi skal tænke sundhed mere bredt, hvis man har svære økonomiske eller sociale problemer, så har man ikke overskud til at tage sig af ens helbred. 

For at sikre bedre folkesundhed, skal man give læger og sundhedspersonale mulighed for at inddrage socialrådgivere, vejledere på skoler, økonomisk rådgivning m.m. for at sikre at folk ikke er ved at stå på gaden, hjemmet ikke bliver opvarmet eller børn er ved at blive bortvist fra skolen. Erfaringer fra Manchester, har vist at det giver folk det nødvendige overskud til at tage fat på deres helbred.