Jeg tror. På den enkelte. På fremtiden.

Hvor er det skønt at få vist eksempler, som beviser teorien. Men mindre skønt, at de eksempler får indflydelse på hvordan vi skal indrette vores samfund.

Marie Krarup skrev en kronik den 1. juli i forbindelse med den så kaldte #ponygate

“Folk med den form for ideologi vil ikke se vores civilisation og samfund som en bevidst kamp imod ondskaben i os selv, imod det altid lurende barbari. De vil ikke forstå, at mennesket er født med en natur, der også rummer kimen til ondskab, og at der er brug for vejledning fra ansvarlige voksne for, at børnene ikke skal komme galt af sted og forvalte deres liv og arv på en skadelig måde. Børnene har brug for viden om, hvordan man holder barbariet på afstand og hvordan man opretholder civilisationen. Det er de voksnes ansvar at være vejledere.”

Det passer lige ned i George Lakoffs fremstilling af nyere amerikansk politik som en modstilling af den strenge fader familie mod den omsorgs- og tillidsfulde familie. (for mere læs hans lille bog fra 2004)

Set udfra Lakoff’s skabelon, så tror Marie Krarup, at vi alle i bund og grund er onde. Kun fordi vi autoritativt er blevet holdt på plads kan være vi være andet. Er folk kriminelle er det fordi de endnu ikke blev straffet nok i deres liv. Danmark og “Vesten” er den strenge fader i verden, hvis ikke andre lande er enige er det fordi de er uudviklede.

Jeg hører til i den omsorgs- og tillidsfulde familie skabelon. Jeg tror på mennesker. Jeg tror på den enkelte. Jeg tror på, at vi grundlæggende vil det bedste. Med gode muligheder har vi alle et stort potentiale. Vi har et ansvar både over for os selv og for vores samfund. Når vi styrker mulighederne for den enkelte, for dem der har mindst, så løfter vi os alle. Sådan tror jeg på fremtiden.