Min tale mod masseovervågning ved Tag Internettet Tilbage demonstration i København den 11. februar 2014

Tag Internettet Tilbage Nu demovogn og bannerI dag skal vi takke USA. Tak, USA, for det frie, kaotiske, anarkistiske internet. Tak, USA, for at være med til at udtænke internettet. Det internet vi er samlet her idag for at beskytte. Beskytte mod masseovervågning. Tak for at gøre teknologien frit tilgængelig, som gjorde vi kunne skabe det globale, det kaotiske, det frie internet.

Uden det fri internet ville vi have fået et Danmarksnet – en kombination af “De gule sider”, “Rejseplanen” og “Borger.dk”. Praktisk, velordnet og ufarligt. Danmarksnettet ville under stor jubel blive koblet sammen med det britiske Prestel, det tyske Bildschirmtext og det franske Minitel.

Sammen ville de blive til EU-nettet. En fantastisk international bedrift, kontrolleret af EU, reguleret til mindste detalje og uden tvivl overvåget. I bedste mening. Sådan gik det ikke. Vi fik ikke et Danmarksnet. Vi fik ikke et EU-net. Og de engelske, tyske og franske netværk lukkede et efter et. De nationale netværk blev overhalet af et frit, kaotisk, anarkistisk internet. Tak til USA for det.  MEN det er ikke alle, der deler vores begejstring for det fri internet. – heller ikke i USA

Stærke kræfter i hele verden mener, at internet er for frit, for kaotisk, for anarkistisk. Derfor mener de, at det skal overvåges. De mener det skal kontrolleres. De mener det skal kriminaliseres. Det så vi i 2012. Da vi stod og protesterede mod ACTA. Vi vandt i 2012, og vi vinder igen, men vi vinder ikke uden daglig kamp.

Masseovervågning truer det fri internet.  Masseovervågning truer vores demokrati. Masseovervågning krænker vores rettigheder. 

Man fanger ikke terrorister med masseovervågning. Vores rettigheder skal respekteres – også på internet. Et frit samfund – et åbent og frit internet, kræver respekt for vores rettigheder. Kræver respekt for vores demokrati. Kræver at demokratiet IKKE sættes ud af spil.Vi skal have et åbent samfund ikke et overvågningssamfund.

Det var ikke det danske Folketing, som undersøgte Echelon overvågningen. Det var Europa-Parlamentet. Det er ikke det danske Folketing, som vil give dig kontrol med dine private data. Det er Europa-ParlamentetDet er ikke det danske Folketing, som har inviteret Snowden til at fortælle dem om den systematiske masseovervågning. Det er Europa-Parlamentet. 

Politi og efterretningstjenester skal have dommerkendelser inden de aflytter os. Vores myndigheder skal gøre sig fortjent til vores tillid.

Der er et stort pres for øget regulering og øget overvågning. Det pres skal vi modstå. Det kan vi hvis vi er mange,Det kan vi hvis vi er velorganiserede. Det kan vi hvis vi arbejder internationalt. Vi kan stå foran ambassader. Vi kan stå på Christiansborg Slotsplads. Vi kan stå på pladser overalt i Europa – overalt i verden. Hvis vi er mange nok kan vi forhindre dårlig lovgivning. Men vi skal gøre mere end at forhindre dårlig lovgivning.

Vi skal sikre god lovgivning. Det gør vi ikke ved at protestere. Det gør vi ved at vælge medlemmer til lovgivende forsamlinger. Medlemmer som forstår, som værdsætter og som beskytter et frit internet.

Den 25. maj er der valg til Europaparlamentet. Det var Europaparlamentet, der lyttede til folket og stemte mod ACTA. Ikke Folketinget. Det er Europaparlamentet, der stiller spørgsmål ved den systematiske masseovervågning. Ikke Folketinget. Det er Europaparlamentet, der vedtager de grundlæggende spilleregler for internettet i Europa. Ikke Folketinget

Derfor skal vi have et Europaparlament, der er for demokrati og rettigheder – også på nettet. Derfor skal vi have et Europaparlament, der er for ytringsfrihed og kreativitet. Derfor skal vi have et Europaparlament, der er på internettets side.

Fortæl dine politikere, at internettet er mere end Facebook, Candy Crush og Angry Flappy BirdsInternettet handler om vores rettigheder, vores demokrati, vores verden.

Efterlad en kommentar